euroa.gif (8499 bytes)

Når jeg ser et blåt flag smælde
Ny konflikt-vise og kampsang til gamle røde og de fælles arbejdstager- og arbejdsgiverforeninger til afsyngelse foran tomme hylder i forretningerne, i stemmeboksene ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten og rundt om juletræet på den arbejdsfri juleaftensdag

(Kan med lempe synges på John Madsens melodi til Oscar Hansens konflikt-ramte tekst)

Når jeg ser et blåt flag smælde
stjernefyldt ved højlys dag
kan jeg føle de tusinde trælle,
der stod sammen for frihedens sag.
Så jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det svovler af had i min mund,
thi det flag, som nu smældende når himlen,
er jo blåt som min sviende bag.

Jeg kan se Poul Nyrup ranke
egen bag i flagets brus,
når han sender den time en tanke,
hvor han atter har sejren i hus.
Han har hamstret lidt gær til en gæring
af det brød, som er stort slået op,
og han sætter ej tæring efter færing,
til det danske han helt siger stop.

Han har hamstret slægters striden
imod fremtids fjerne bål,
nu er drømmene hemmelig viden,
politistatens snagende mål.
Jeg ser blå flag i kommende krige.
Blå og gule fra borgerkrigs-vold
ser jeg villige arbejdshænder vige
for en statsmagt i pengenes sold.

Op med pengemagtens fane,
ned med Danmarks gamle klud,
for det blå tøj og blod skal os mane
til at smide hver fælles drøm ud.
Vi kan love, at aldrig vi svigter,
EU-Ja skal betale vor gæld,
kære Nyrup, fordøm ej vi konflikter,
for vi kæmper jo bare for os selv.

© Poul Erik Søe 27. april 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside