Ikke vilde med at ville hvad de vil
Socialdemokraterne ved ikke, om de vil være ved, hvad de vil, og derfor må selv dronningens nyrupstale vente på manden med den røde blyant
Det er den store, stygge nytårsaften. Der er udsigt til storm. Garden skal have de store huer på foran Amalienborg.Dronningen skal have læsebriller på og læse nytårstalen - nu på alle fire kanaler. Vi andre må nøjes med næser og klaphatte med indbygget champagne og kransekage.
Det spændende er, om majestæten endnu et år kun skal være kladdepapir for den egentlige tale, den, hele nationen venter på, statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale i morgen.
Dronningens nytårstale hedder på Christiansborg dronningens nyrupstale. Vi ved det allesammen, at dronningen skal være i pagt med folketingets flertal, i praksis med den til enhver tid siddende regering. Det skal dronningens nytårstale også. Dronningen kan ikke føre sin egen politik. Sådan er grundloven, pagten mellem folk og kongehus, især efter Christian den Tiendes død.
Dronning Margrethe havde i en årrække fået ry for, at hendes taler var dybt personlige ved nytår, og når staten havde fremmede gæster. Store dele af talerne var også særprægede, personlige og af og til også modige. Når talerne var bedst, var det rette ord i rette tid. Selvsagt også fordi hun omgav sig med kloge rådgivere, hvad der i sig selv er en kunst.
Men nægtes kan det ikke, at kongehuset er under censur. Dronningens som hendes forgængeres ord er gennemset, som det hed i censurens tid, da det var kongemagten, der øvede censur på folkets ytringer. Grundtvig oplevede, at hans arbejder skulle gennemses. Selv Den signede dag med fryd vi ser var under censur.
Historisk er det mærkeligt og skæbneagtigt, at det kongehus, der udøvede censur i forne dage, nu selv er ene om at blive censureret. Det er gennem årene gjort med takt af skiftende statsministre. Ingen har villet udstillet den afmagt, som grundloven selvsagt fører til for kongehuset i politiske spørgsmål.
Men med dagens statsminister Poul Nyrup Rasmussen er takten gået fløjten. Elefant-ordenen kan få en helt ny tydning, hvis den tildeles Nyrup Rasmussen. Hver gang en yndig, dansk balletdanser er i rampelyset, bumper han elefantastisk ind på scenen, aflyser Rushdie med fax uden afsender, bestiller besøg i en svinestald og - når det gælder dronningens nytårstale - bruger den som kiosk-spiseseddel for sin egen nytårstale dagen efter. I fjor blev dronningen brugt som sandwich-plakatbærer for statsministerens voldspakke. På tærsklen til 1994 blev dronningen brugt til at afskrive det halve kongerige, der var imod EU.
Helt galt har det været i år. Morgenavisen Jyllands-Posten (20.3.1997) afslørede, at dronningens tale ved den lettiske præsidents besøg i Danmark blev gennemset, censureret og strøget i, selv efter at dens indhold var delt ud til pressen, pinligt nok også til Letlands presse.
Ifølge Jyllands-Posten havde dronningen planlagt at sige: "Det er af meget stor betydning for Danmark, at Letland og de øvrige baltiske lande sikres de samme muligheder i forhold til NATO som de øvrige lande i Central- og Østeuropa i forbindelse med de drøftelser om en udvidelse af NATO, som snart vil blive indledt."
I talen stod der desuden, stadig ifølge Jyllands-Posten, at Letlands ønske om at blive medlem af EU "fuldt ud støttes af Danmark".
Det viste sig, at ordene ikke var skrevet af dronningen eller hendes rådgivere på Christiansborg, men i udenrigsministeriet. Og først hen på eftermiddagen får statsministeren så læst ordene igennem og tager den røde blyant frem.
Det hele kan være en tilfældighed, men det er ikke ligegyldigt. Den pagt, der med grundloven er indgået mellem folk og kongehus, krænkes, hvis kongehuset bliver en brik, statsministre kan flytte med efter fingerlyst, gøre brug af i det politiske magtspil, tildele synspunkter og fratage ordet efter eget skøn.
Der er efter års skønsom og værdig varetagelse af den del af opgaven, der for en dronning udtrykker sig i at tale på landets vegne, ingen grund til at tro, at det er dronningen, som nu pludselig tripper i ordvalget. Det ser ud, som det er statsministerens mangel dels på takt dels på holdning, som får også kongehuset til at ryste på hænderne.
Dronningen er dog over for manden med den røde blyant ikke stillet anderledes end det danske folk og Nyrup Rasmussens eget parti. Statsministeren og de andre i socialdemokratiets ledelse er ikke vilde med at ville, hvad de vil. Socialdemokraterne ved ikke, om de vil være ved, hvad de vil.
Derfor går det galt med dronningens taler - så de må rettes i sidste øjeblik.
Derfor går det galt med så meget, socialdemokraterne rører ved, for tiden holdningen op til folkeafstemningen 28. maj om udvidet magt til EU.
Den socialdemokratiske partisekretær sidder i al hemmelighed sammen med partisekretærerne fra Venstre og de konservative. De laver en ny propaganda-organisation, som først hedder "Europa i Danmark", så "Danmark i Europa".
De går til Dansk Metal, der ikke selv er opmærksomhed værd, og som derfor låner vores opmærksomhed, når vi er opmærksomme på håndboldverdensmestre eller en folkeafstemning. Derfor er Dansk Metal altid mer end villig, hvis der skal pyntes og råbes hurra. Dansk Metal og Dansk Industri får den opgave at søsætte den ny propaganda. Partisekretærerne nøjes med at være bagmænd.
Da især kvinder er imod EU, så finder de en forkvinde fra Kvindeligt Arbejderforbund som stråmand og til at gå forrest med propaganda-skiltet. Det hele må ikke ligne noget, der kommer fra over-Danmark, siger Dansk Industri.
Men socialdemokraterne er ikke vilde med at ville, hvad de vil. Så pludselig siger partiets formand for folketingets EU-udvalg, Ove Fich, at det vil socialdemokratiet ikke være med til. Efter hans mening "risikerer partiet, at vælgerne tror, at socialdemokraterne er gået sammen med de to borgerlige partier for at sikre et ja til Amsterdamtraktaten".
Næste dag (22. december 1997) bliver den høje udvalgsformand irettesat af partiledelsen. Partisekretær Willy S. Andersen siger, at den ny propaganda-organisation skam først skal arbejde efter folkeafstemningen.
Der er nu gået ti dage med at drøfte, om man vil det, man vil, og om det kan gøres, uden at folket opdager det. Det danske folk snydes af snak og får igen ingen drøftelse af EU-traktatens indhold. Det hele er overflade, snak om propagandaens form og skiltenes udseende.
Det er nationens svøbe og skæbne - alle fra dronningen til Ove Fich venter på manden med den røde blyant, men han kan ikke stave til mådehold og slet ikke finde sin retskrivningsordbog.
Gud bevare Danmark!
© Poul Erik Søe 31. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside