Ungarerne vælger os,
der forrådte dem

Ungarns folkeafstemning om mulig deltagelse i NATO ligner uhyggeligt et dansk valg til EU-parlamentet. Mere end halvdelen af ungarerne blev hjemme, 51 procent. Det er den slags tal, vi herhjemme kender fra  valg, der handler om den mest folkefjerne del af det politiske liv, EU-parlamentet.
Vi ved altså ikke, hvad det ungarske folk mener om NATO efter afstemningen. Men vi ved, at blandt knap halvdelen af ungarerne er der omkring 85 procent, som ønsker medlemsskab af NATO.
I drøftelsen af den ungarske afstemning er der, ikke mindst i TV2s Nyheder, gjort en del ud af at fortælle, at den lave valgdeltagelse skyldes, at ungarerne i den langvarige kommunistiske undertrykkelse er blevet vænnet af med at stemme. Men den går ikke. Vi kender fra dansk jord tal, der er omtrent lige så lave, og også de danske tal handler om udenrigspolitik, nemlig Unionen.
Den lave valgdeltagelse, som ikke gør afstemningen ugyldig, siger først og fremmest, at NATO spiller en mindre rolle i ungarsk hverdag, end politikere og presse forud ville have os til at tro. NATO er for ungarerne, hvad EU er for danskerne - et fremmed sted, der lyder tillokkende, men som er uden for folkelig indflydelse.
Den ungarske ministerpræsident har med rimelighed sagt, at afstemningen, som han selvsagt overvurderer, fordi det tjener hans hjemmepolitiske mål, også må ses som en vigtig hilsen til EU om ungarernes holdning til medlemsskab her. Ministerpræsidentens EU-drejning er klart en misbrug af afstemningen, men der er den sandhed i udsagnet, at EU og NATO for mange ungarere er samme surdej - nemlig en drejning væk fra det tidligere bånd til Rusland og den kommunistiske union.
Mange ungarere troede indtil for få år siden, at NATO og EU var penge, de skulle have, en slags europæisk pension. Sådan er det i dag kun for få i Ungarn. Der er ikke grund til at tro, at ungarerne har været ualvorlige eller ukyndige, da de satte deres kryds.
For den, der som jeg er modstander af den europæiske union, kan det se sært ud, at ungarerne kort efter frigørelsen fra den kommunistiske union søger over i den tysk-fransk union, men vi andre, det vil sige et dansk flertal, er jo gået i samme fælde. Ungarerne har dog som finner, polakker, østrigere og mange andre den drivkraft, at de for alt i verden vil væk fra den menneskelige og politiske mishandling, de kommer fra. De kan tilmed have grund til at tro, at når et velværnet folkestyre som det danske siger ja til EU, så er det værd at løbe efter.
Men afstemningen handlede ikke om EU. Det ja, som lidt under halvdelen af ungarerne har sagt til NATO, har rimelig grund, selvom vi selvsagt kan undre os over, at det, som et halvt Ungarn nu siger ja til, netop er det NATO, der aldrig kom Ungarn til hjælp, da det ungarske folk var i nød og råbte om hjælp, nemlig under opstanden i 1956, da sovjetiske tropper nedkæmpede Ungarn med tusinder af døde. Eller som FN-rapporten sagde dengang: - Døden kom på larvefødder.
Vi kan godt have glemt det, men for os selv som danskere var hændelserne i Ungarn under opstanden 1956 også en opvågnen, et udsagn om at vores tilknytning til NATO i slutningen af fyrrene ikke ensidigt var en vækst i styrke, som følge af at vi havde slået os sammen med den vestlige sejrherre i anden verdenskrig, USA, men at der med den øgede styrke fulgte den svaghed, at vi selv var blevet mindre i forhold til USA. Dengang blev det ikke sagt åbent.
Vi skal helt frem til skiftet mellem præsidenterne Ford og Carter, før supermagternes sprog blev til at forstå. I amerikansk udgave slap ordene om Europas nuværende stilling ud i London. Her talte den daværende amerikanske rådgiver, Schlessinger, kaldet Kissingers Kissinger - efter udenrigsminister Kissinger.
Og de ord, han skruede sammen ved den lejlighed, blev kaldt for Schlessinger-doktrinen. Den gik i al enkelhed ud på, at de østeuropæiske randstater op mod Sovjetunionen måtte indstille sig på, at de hørte under Sovjetunionens interesseområde, at de ikke skulle forvente nogen form for hjælp til en frigørelse fra dette afhængighedsforhold, og at disse lande, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland måtte indrette hverdagens virkelighed på, at sådan forholdt det sig, mens omvendt landene i den øvrige del af verden hørte til USAs interesseområde, og Sclessinger blev omgående tolket sådan, at det måtte vi andre også affinde os med.
Oversat til Lønne-dansk betød Schlessingers udlægning af amerikansk udenrigspolitik, at landene op til Sovjetunionen fra de baltiske stater i nord til Ungarn i syd måtte sørge for deres egne oprør mod Sovjet, hvis de ville lave oprør. Vesten ville ikke og kunne ikke hjælpe dem. Omvendt måtte de vestlige europæiske lande indstille sig på en politisk hverdag, hvor der var grænser også for deres frihed.
Det fulgte af denne holdning ikke bare, at et vesteuropæisk land ikke ville kunne tilslutte sig østblokken, hvad man da heller aldrig havde sporet nogen synderlig lyst til, så det var nok til at bære, men det fulgte også af standpunktet, at der var grænser for, hvor langt et vesteuropæisk land kunne gå ad demokratisk vej.
Det førte til den faktiske vanskelighed, at USA åbent erklærede sig imod kommunistiske partiers deltagelse i regeringer rundt om i de vesteuropæiske lande, uanset at kommunismen ikke var forbudt i disse lande. Der findes amerikanske indsigelser mod italienske kommunisters deltagelse i Italiens regering.
Da opstanden i Ungarn begyndte i 1956, var jeg 19 år. Jeg havde dengang et fuldstændig enfoldigt, falsk billede af verden, skulle det vise sig - men ikke desto mindre et billede, der var fastlåst på nethinden af de fleste indbyggere i Europa, også hos ungarerne under deres opstand mod kommunismen.
Det skulle vise sig for os, der enfoldigt råbte højt og samlede forbindinger ind til de sårede ungarere, at verden var styret af ganske andre kræfter, end vi troede. Lov og orden mellem øst og vest var aftalerne mellem russere, amerikanere og englændere på Yalta-konferencen i anden verdenskrigs sidste tid. Stormagterne havde delt verden mellem sig gennem de aftaler, og set på afstand kan man sige, at aftalerne holdt og hindrede verdenskrig. Men med blodige omkostninger - som ungarerne betalte en stor del af.
Når den amerikanske præsident, George Bush, pludselig før sin afgang begyndte at tale om den ny verdensorden, så mente han ikke en tilstand, hvor USA var enehersker, men henviste i virkeligheden til den kendsgerning, at Yalta-konferencens aftaler udløb i 1995. Det er den kendsgerning, som er den egentlige baggrund for det, vi lidt for småt kalder for murens fald, som jo i virkeligheden er østkommunismens død.
Det, som lidt under halvdelen af ungarerne nu vil uden den anden halvdels modsigelse, er altså muligt, fordi der er en ny verdensorden, en ikke aftalt og derfor farlig orden. I en sådan sejlads uden søkort søger sætter enhver kurs mod sikre havne, og NATO fremtræder som en anderledes sikker havn nu, fordi nutidens NATO er noget aldeles andet end den organisation, der for at fremme de vestlige landes militære penge-offervillighed opretholdt løgnen om et stærkt Sovjetunionen, der viste sig at være så svagt, at det kunne væltes med stearinlys og nøgleraslen.
Ungarerne står derfor - som vi og alle andre folk - i en ny stilling efter Yalta-aftalernes udløb. Ministerpræsidentens ord efter afstemningen tyder på, at han lægger mindst vægt på NATO og kun ser det militære samarbejde, hvis mål jo efter pålydende værdi er at opretholde demokratiet, som et skridt til hans vigtige mål, EU. Vi gør ikke vores pligt over for ungarerne, hvis vi ikke understreger i regerings-drøftelser med dem, at deres mulige optagelse i NATO er en selvstændig vedtagelse, som de selv bør holde ude fra et medlemsskab i EU.
Ungarns tilstedeværelse kan være vanskelig nok for NATO, i stil med den faste tilspidsede uro mellem de to NATO-medlemmer Tyrkiet og Grækenland. Men for det EU, som store lande ønsker sig med EU-militært samarbejde, er Ungarns medlemsskab af EU en lettændelig bombe, indledningen til nordirske tilstande i EU. Ikke på grund af Ungarn alene, men fordi der er en svær historisk arv i hele området.
Man prøver ved optagelses-forhandlingerne i NATO at tage et mindstemål af hensyn til de historiske modsætninger, ved samtidig måske at ville optage Polen og Tjekkiet. Men de store vanskeligheder ligger et andet sted, i forholdet mellem Ungarn og to nabolande, Slovakiet og Rumænien. Selv hvis man skærer toppen af de storungarske drømme, så kan det ikke nægtes, at en stor del ungarere bor i Slovakiet og en langt større i Rumænien, knægtet og mishandlet under den rumænske kommunisme.
Da Ungarn ved østkommunismens fald blev frit igen, var der i landet en stormende højrebølge af folk, som ville skabe et ny Stor-Ungarn. Bølgen har løbet en del af kraften af sig, men folkeligt gemmes der her modsætninger, der sammenlignet med Nordirland er storm mod krusninger i vandpytten.
Det vil være helt blåøjet at indlede et militært samarbejde eller et EU-fællesskab uden at disse sammenhænge til i hvert fald Slovakiet og Rumænien er endegyldigt på plads i ungarernes politiske bevidsthed. Sker det ikke, er det vestlige Europa pludselig ude på en blodmark, mere rød end den i Jugoslavien.
Og vi må denne gang være advaret af den løsagtighed, der fik danske politikere til alt for hurtigt at følge Helmuth Kohl og Tyskland i Jugoslavien ved at godkende Bosnien som selvstændig stat. Netop Tyskland har historisk, senest i trediverne og fyrrerne, den tætteste forbindelse til Ungarn, og end ikke på forsøgsplanet kan vi tillade nogen dansk udenrigsminister at lade sig råde af den stemning, der i den tyske regering vil herske over for Ungarn.
Alt dette er ikke sagt, fordi jeg ønsker at hindre Ungarns medlemsskab i NATO og EU, hvad der måske også er lige vel meget at gabe over fra det vestjyske. Ungarns deltagelse begge steder vil styrke meget, som også er dansk interesse, nemlig først og fremmest folkelig selvråderet.
Ungarn kan - som også Polen - medvirke til at hindre, at EU endeligt sammensmeltes til en enkelt europæiske stat. De to folk, hvor underkuede de end har været i historien, har en overlevelses-kraft, der i bund og grund vil selvstændighed.
På den grund kan der tales med Ungarn, men på samme grundlag kan det også siges rent ud,  at den ungarske holdning til det store mindretal af sigøjnere i landet ikke altid gør det indlysende, at netop ungarerne skulle være udpræget egnet til mellemfolkeligt fællesskab.
Ungarsk selvstændighed opretholdes først og fremmest af sproget, der i Ungarn helt udpræget er et værn mod udefra kommende magt. Sådan har det været gennem århundrederne - på samme måde som dansk sprog er det bedste værn mod alt, hvad der kalder sig stormagt.
Hvor havde det dog været rigt, hvis vi som folk kunne mødes i et fællesskab alle andre steder end just i den mudderpøl, der hedder EU.
© Poul Erik Søe 17. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside