Tors hvæssesten
Sangen "Du gav mig, o Herre, en lod af min jord" taler om at rydde marken for sten. Det ser ud, som om stenrydningen i Sverige, hvor sangen kommer fra, sker en gang for alle. Sådan var det ikke i Danmark. man måtte rydde for sten hvert forår. Det var man nødt til, fordi stenene ligger og vokser i jorden, og stenene får hele tiden nye børn, som gror op af jorden. Sådan mente man i hvert fald i gammeltid. I det gamle Norden var det ikke storken, men stenen, der kommer med de små menneskebørn. Sådan som vi kender det fra den gammelnordiske skabelsesmyte om koen Ødhumle, der slikker stenen, og ud af stenen kommer første dag hovedet, anden dag kroppen og tredje dag benene. Det er Odins bedstefar. der fødes. men det er også en almindelig menneske-fødsel, flyttet ud i naturen, mødet mellem det dyr, mennesket længst har haft pagt med, og stenen.
I Norden har vi en sten-Tor, ikke sådan en græsk fyr med stentor-røst, for ingen anden nordisk guddom er så knyttet til stenene som Tor, der ikke bare var stærk i røsten, men i hele kroppen.
Han er er nærmest sådan en olie-indsmurt bodybuilder, så muskelsvulmende og mandfolke-buldrende, at han i alle historierne om ham bliver gjort lidt til grin. Det er, som om de gamle, der fortalte myterne, godt kan se, at al den muskel-dyrkelse er hul i hovedet.
Og Tor har netop hul i hovedet - og det skyldes en sten.
Hullet i Tors hoved kom, da han kæmpede med jætten Hrungner.
Det hele tager fat, da Odin og Tor er ude at ride en dag. Tor er taget østpå for at jage trolde, siger myten. Måske er han taget over til Estland, som netop ligger østpå, og nogen mener, at jætterne egentlig er esterne. Jætterne betyder jo de fremmede. Og esterne var i forhold til nordboerne virkelig fremmede.

Vi ved om esterne og ungarerne, at de kom fra samme egn, måske ovre ved Uralbjergene, nye undersøgelser siger længere væk fra. De har jo sammen med finnerne og nogle få andre folk stadig samme sprogstamme, den finsk-ugriske. Finnerne er estere, som er draget nordpå.

Esterne, finnerne og ungarerne har deres egne myter. De siger, at fra bjergene drog stammerne vestpå. De kolde stammer drog mod nord, de varme stammer mod syd. Det var jo da godt, det ikke var omvendt.
Nå, men Tor red i hvert fald østpå. Odin red til Jotunheim, altså til jætternes land. Og så er det hele ikke til at finde ud af, hvis da ikke Tor red til Estland og Odin til Ungarn. Men selvom Sleipner, som Odin red på, havde otte ben, så er det unægtelig noget af en rejse, for dengang var der ikke tyske overnatnings-hoteller ved Kirchheim og Kassel.
Da Odin kommer til Jættehjem, til Jotunheim, så møder han jætten Hrungner. Og jætten spørger, hvad det er for en mand med gylden hjelm, der rider over himmel og hav. Hrungner roser også den vældig gode hest, som Odin har.

- Ja, siger Odin, han vil vædde sit hoved på, at så god en hest findes ikke i hele Jotunheim. Til det siger Hrungner, at han indrømmer, at Odin har en god hest, men Hrungner selv har een, der er endnu bedre og langt hurtigere. Hesten hedder Guldfaxe.

Og mens Hrungner fortæller om sin hest, hidser han sig selv mere og mere op, fordi Odin har vovet at prale af Sleipner. Så Hrungner farer op på sin hest Guldfaxe og rider efter Odin for at fange ham.
Odin red stærkt, så han havde forspring, men Hrungner var så jætte-vred, at han hverken sansede eller samlede, så han forfulgte Odin lige ind ad porten til Asgård, Odins og asernes borg.

Og det er noget af en kunst for en jætte. Man kan nemlig ikke komme ind i Odins borg, i Valhal, uden at ride over Bifrost, som Regnbuen hedder. Regnbuen er asernes værn mod jætterne. Først ved Ragnarok, når jorden går under, vil jætterne være i stand til at ride på Regnbuen, og så kommer den store kamp mellem aser og jætter.
Men Hrungner var så meget ude af sig selv, at han helt glemte, at han ikke kunne ride på regnbuen, og når man er ude af sig selv, så kan det utroligste lade sig gøre. Så han foer altså lige hen over Regnbuen og ind ad porten i Valhal.
Men da han er kommet inden for et sted, hvor jætter ikke skal være, så mødes han alligevel af den nordiske gæstfrihed. Det første, guderne gør, er at byde ham velkommen og dække op til et drikkelag. Og da Hrungner nu var kommet galt i byen, mente han, at han lige så godt kunne male den rød.
For at drille ham bar aserne de drikkeskåle frem, som Tor plejede at drikke af. Det var de største drikkekar i hele gudeverdenen, men Hrungner tømte hvert af dem i eet drag.

Selvsagt blev han fuld af det og meget stor i slaget. Han pralede med, at han ville tage hele Asgård og flytte den til Jotunheim, jætternes verden. Han sagde også, at han ville dræbe alle guderne, men i det samme så han sig om og fik øje på et par kønne kvindfolk, gudinden Freja og Tors kone, Sif.

Sif havde guldhår, der kunne vokse. Det var Loke, der havde skaffet hende det hår. Det havde Loke været nødt til. Han havde nemlig klippet håret af Tors kone, og det var Tor blevet sur over, så Tor krævede, at Loke skaffede hende nyt hår, der skulle være af guld og kunne vokse. Det lyder, som om Tor også havde lyst til selv at klippe sin kones hår.

Men Loke havde skaffet guldhåret hos dværgene i bjergene og fik ved samme lejlighed også Tors genbrugshammer, den, han kunne kaste af sted, men som altid kom tilbage i hånden igen - rede til et nyt kast.
Da nu Sif havde guldhår, skulle hun ikke have noget af at skænke mer øl for Hrungner, så det måtte Freja klare alene. Og hun måtte skænke mange gange, for Hrungner råbte, at han ville drikke alt asernes øl.
Nu kender mange til, at man ret hurtigt kan blive træt af gæster, især brovtende gæster, og især da nogen, man ikke engang selv har indbudt. Sådan fik guderne det med Hrungner. Så nævnte de Tors navn. Bare to eller tre var forsamlet og sagde Tors navn, så var han straks tilstede midt iblandt dem. Så Tor stod straks i gudernes hal, svingede med sin hammer Mjølner og var meget vred. Han var nærmest fastansat til at være dørvogter, hvis der var gæster, der havde fået en tår over tørsten.
Tor spurgte, hvem der dog var skyld i, at jætterne drak midt Asgård, hvor man ikke kunne lide fremmede. Tor var det, man nu om stunder i politik kalder for en pianist. - Hvem har givet ham asylret, spurgte Tor, eller frit lejde som han kaldte det. Og især var Tor sur over, at Freja skænkede øl for Hrungner, for Freja skænker ellers kun, når aserne selv har indbudt gæster.
- Det er Odin selv, der har budt mig til drikkelag, sagde Hrungner, og han har givet mig frit lejde, sagde Hrungner.
- Det er en indbydelse, du vil komme til at fortryde, svarede Tor.

- Der er ellers ikke megen ære i for dig at kæmpe med en våbenløs mand, siger Hrungner. Desværre har jeg glemt både mit skjold og den hvæssesten, der er mit våben, derhjemme. Jeg kom lidt hurtigt ud ad døren. Men kan vi ikke aftale en tvekamp på grænsen mellem gudernes og jætternes land, foreslår Hrungner.

Tor siger, at der er ingen, der har vovet at udfordre ham før, men han vil da ikke afslå tvekampen.
Så red Hrungner hurtigt væk fra Asgård. Hesten har nok selv kunnet finde vej, for manden var drukken, men han kom i en fart hjem til jætterne og høstede meget ære af gæsteriet hos Odin og Tor. Især var jætterne helt vilde med, at der skulle være en tvekamp,

selvom de også var klar over, at hvis Tor vandt, så måtte de vente ondt, for Tor var den stærkeste af alle.
Jætterne tænkte så, at de hellere måtte gøre noget for å hjælpe Hrungner. De lavede en mand af ler. Han var ni mil høj og tre mil bred over brystet, et stykke keramik sådan i Bjørn Wiinblad-størrelse. Men det kneb meget at finde et hjerte, der kunne passe til en mand i den størrelse, og derfor tog de et hjerte fra en hoppe. Men hjertet var meget uroligt inde i lermanden, da Tor kom.
Hrungner var nok hjerteløs af sind, men han havde alligevel et hjerte, som var meget kendt. Hjertet var lavet af en hård sten. Stenhjertet havde tre spidser - og i Norden brugte man siden at lave trylletegn af sten, altid med tre spidser, og den slags kaldte man Hrungnershjerter. Og deres virkning var stensikker.

Man kan sige, at Hrungner virkelig var en levende sten. For hans hoved var også lavet af sten. Og hans skjold var af sten, et bredt og tykt skjold. Nu stod han og ventede på Tor, vippede ondt med sit stenhoved på grænsen mellem jætternes og asernes land, mens han holdt sit stenskjold foran sig. I hånden havde han også en sten, en hvæssesten. Den var så tung, at han måtte lade den hvile på skulderen.

Ved siden af ham stod lerjætten. Han kaldes Mokkurkalfe, men lerjætten var meget bange. Myten siger ligeud, at lerjætten pissede af skræk, da han så Tor.

Tor havde også en hjælper med til tvekampen, nemlig drengen Tjalfe. Han var Tors slave eller træl, fordi han var årsag til, at den ene af Tors gedebukke haltede.

Da de to kæmper stod over for hinanden, løb Tjalfe frem til Hrungner og råbte til ham: - Du står da helt tosset, jætte. Du holder dit skjold af sten foran dig. Men Tor har set dig, og nu løber han under jorden og vil angribe dig fra neden!

Hrungner, der jo havde stenhoved og ikke var for klog, skyndte sig at skyde skjoldet ind under sine fødder. Nu stod han på skjoldet med begge hænder om hvæssestenen.

Han så en masse lyn, og det er jo Tor, der laver dem. Han hørte også døn af Tor. Døn betyder lyd. Tor-døn er lyd af Tor. Og nu fik jætten øje på Tor, som var guddommeligt vred, svingede sin hammer Mjølner og slyngede den på langt hold mod Hrungner.
Så løftede Hrungner sin hvæssesten med begge hænder og kastede den imod hammeren, og stenen ramte hammeren i luften, så stenen gik i stykker. Den ene del faldt til jorden. Det er den, alle sandstensklipper er opstået af, siger den gamle myte.
Den anden del af hvæssestenen ramte Tor lige i panden, så Tor faldt forover.
Imens arbejdede hammeren for Tor. Mjølner traf Hrungner midt i hovedet og slog skallen til småstykker, og de andre stenarter kommer af Hrungners stenhoved, og det er da meget mere forståeligt end al snakken om vulkaner, der sprutter sten ud, og kontinent-plader, som støder sammen.
Hrungner faldt om, desværre så uheldigt, at hans ene ben kom til at ligge hen over Tors hals.
I mellemtiden var trællen Tjalfe gået løs på lermanden Mokkurkalfe, og myten nøjes med at sige, at lermanden faldt med liden berømmelse. Bagefter gik Tjalfe så hen til Tor for at hjælpe ham fri af Hrungners ben, der stadig lå hen over Tors hals.
Men Tjalfe havde ikke kræfter nok. Han fik så sendt bud til Asgård og alle guderne kom for at hive i jættens ben, men de kunne heller ikke klare at flytte benet. Endelig kom også Magni. Han var Tors søn. Tor havde avlet ham med en jættekvinde, så det var noget, man snakkede meget om i Asgård, men ikke højt, så Tor kunne høre det, for det er så svært at være så sur på de fremmede, når man avler børn med dem.
Magni var kun tre dage gammel, da han nåede hen til sin far, der havde fået ben på nakken, men desværre altså en andens ben. Men drengen Magni kastede Hrungners ben af Tor. Bagefter sagde Magni, der må siges at have været meget tidlig til at lære å snakke dansk: - Det var skidt, jeg kom så sent, far. Jeg tror, jeg kunne have slået Hrungner ihjel med mine bare næver, hvis jeg havde mødt ham!
Det lyder så pralende, at man må tro, det er Tor, der har lært ham at tale. Men da Tor hørte drengen, blev Tor faderstolt og sagde, at sønnen ville blive en kraftkarl. Som tak vil jeg give dig hesten Guldfaxe.
Odin surmulede over, at så god en hest skulle gives til en jættekvindes søn, men han sagde det ikke for højt, for han mente, der havde været slagsmål nok den dag.
Tor tog så hjem til det sted, hvor han boede. Trudvang hed det. Hrungners jættesten, det halve af den i hvert fald, sad stadig fast i panden på ham.
Han fik så sendt bud efter en vølve. Hun hed Groa. Hun var gift med Ørvandel den Kække, som havde været væk hjemmefra længe, og som hun savnede meget.
Groa sang tryllesange over Tors hoved, så stenen i hvert fald blev løsnet lidt.
Og straks da stenen blev løsere, troede Tor, at den ville komme helt fri, og han blev så lykkelig, at han også ville gøre Groa glad som tak. Han fortalte så Groa, at han fornylig havde set Groas mand, Ørvandel den Kække. Han havde tilmed båret Ørvandel på ryggen i en kurv. Og det kunne Tor bevise, sagde han. For Ørvandel kunne ikke rigtig være i kurven, så hans tæer stak ud, og de blev helt stivfrosne. Tor havde brækket en af de frosne tæer af og kastet den op på himlen, hvor den nu lyste som den stjerne, der stadig hedder Ørvandelstå.

Så Tor kunne hilse og sige, at nu varede det ikke ret længe, før Groa fik sin mand hjem, og Groa blev så lykkelig, at hun ikke kunne huske sidste del af sit tryllekvad. Og derfor kunne hun ikke få hvæssestenen i Tors pande løsere, og derfor sidder den i Tors hoved endnu. Det er derfor, ethvert barn ved, at man ikke må kaste en hvæssesten hen over gulvet, for så rører stenen i Tors hoved på sig, og så bliver han så tordnende, lynende gal.

Men selvom det er uheldigt for Tor med det hul i hovedet, så er hans omgang med sten nu ikke helt ringe for mennesker.
Nole gange finder man mærkelige sten i jorden eller på stranden. Hvis man en onsdag eftermiddag, en nat efter at det har blæst, og hvor solen skinner fra en næsten skyfri himmel, går ned til havet sammen med nogle andre, så er man næsten sikker på å finde en rund sten, der er flad på den ene side og har striber på alle de runde sider.
Dem, der ikke er rigtig kloge, kalder dem forstenede søpindsvin. Men det er bare sådan noget, man lærer i skolen. Det er det rene vrøvl. Enhver kan se, at det er en kugle, der er faldet ned højt oppe fra. hvorfor skulle den ellers være flad på den ene side? Det blev den selvfølgelig, da det sagde klask, og den ramte jorden.
Det er Tor, der laver den slags sten.
Tor siger, at de runde sten med den ene flade side er gaver til menneskene.

Torsgaver, kalder mennesker dem da også for. De sten, nogen kalder for vættelys, og dem, nogle kalder stenøkser, er også Torsgaver.

Når lynet slår ned, skal man lægge mærke til stedet. Går man så derud syv år efter, ligger der en Torsgave, søpindsvin, vættelys eller stenøkse.
Og Torsgaven skal man lægge i en skuffe, for Tor giver aldrig gaver samme sted to gange. Han er jo ikke en julemand. Det vil sige, at har man sådan en sten i skuffen, så slår lynet ikke ned i det hus. Og det er fuldstændig stensikkert.
© Poul Erik Søe 25. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside