EU-kommissionen siger
tak for det danske nej

Mens Marianne Jelved løfter skørtet med et ivrigt nyt ja
Piger, der løfter skørtet, kommer altid på forsiden. Sådan også i Jyllands-Posten i dag (29.11.1997). Økonomiminister Marianne Jelved stiller igen sig selv og Danmark ublufærdigt ved vejgrøften med løftet skørt i håb om at få plads i den Mercedes, der har EU-nummerplader.
Helt ukritisk som en nyforelsket stønner Marianne Jelved igen og igen de ord, der kommer på avisforsider, i radioen og fjernsynet mindst en gang om ugen, at et dansk nej til den ny EU-traktat, den fra Amsterdam, vil "ikke bare skabe usikkerhed om Danmarks placering i EU - det vil også svække regeringens troværdighed og forringe forholdet til de øvrige EU-lande".
Marianne Jelved må være den sidste i Europa, der tror, at regeringen har nogen som helst troværdighed. Den findes i hvert fald ikke i det danske folk. Selv mennesker, der i holdning og følelser er tæt på regeringspartierne, skammer sig over statsministeren og krøller tæer over regeringens kluntethed.
Det er Marianne Jelved selv, der - uden at spørge danskerne - i folketinget har været med til at udpege, aftale og gennemføre fire danske forbehold. Danskerne stemte først om det, efter at det var gennemført i folketinget.
Men helt utroværdigt, usagligt og så lidt radikalt venstre-agtigt som tænkes kan, så siger Marianne Jelved nu til Jyllands-Posten, at "så skal vi have særordninger på det ene, det andet og det tredje område. Vi har et hav af særordninger. Så skal vi have et forbehold igennem på fire områder. Så kan vi ikke acceptere Amsterdam-traktaten, som er grundlaget for EUs udvidelse. Altså, hvor længe vil de andre blive ved med at lytte til det, vi siger". Sådan spørger økonomiministeren.
Det er jo fortielsens løgn, hun her bruger. Det danske folk har aldrig bedt om særordninger. Det danske folk har aldrig stemt om særordninger. Danskerne sagde nej til unionen som helhed. Særordningerne kom ene og alene til verden, fordi politikerne ikke ville følge det danske folk, men påtvang folket det modsatte af, hvad en folkeafstemning sagde.
Inde i Jyllands-Posten i dag kan man læse helt andre ord, sagt af EU-kommissionens talsmand, Klaus von der Pas: "I dag er der faktisk grund til at takke for det danske nej i 1992. Man kan godt sige, at EU havde fjernet sig for langt væk fra befolkningen og ikke fokuserede nok på eksempelvis beskæftigelsen. Det er der nu rettet op på - i høj grad takket været det danske nej."
Marianne Jelved mister på den baggrund troværdighed, hvis man kan miste noget, man ikke har, når skørtet lidt for tit løfter sig for magten.
EU-kommissionens talsmand kan takke danskerne for deres nej i 1992, mens Marianne Jelved selv skælder os ud over de særordninger, som det danske nej førte til, og som hun selv havde ansvaret for at pådutte både EU og det danske folk.
EU-kommissionens talsmand mener, at Danmark med sit nej gjorde EU opmærksom på, at man var kommet for langt væk fra befolkningen.
Marianne Jelved vil få en pludselig opvågnen, når hun ved et nyt dansk nej opdager, at EU og den danske regering igen er kommet for langt væk fra folket. Med den holdning, hun efterhånden indtager som orakel-mirakel, tror hun selvsagt, at EU og den danske regering er foran folkene i Europa. Folk er for Marianne Jelved ikke andet end en forsinkelse af hendes egen sunde, smukke, gode, troværdige tanker.
Denne gang skal vi her før folkeafstemningen i Danmark 28. maj 1998 bildes ind, at vores ja eller nej handler om østlandenes mulige optagelse i EU. Det er ren sminke i frøkenens laktaske.
Østlandene kan optages i EU i dag efter den gældende EU-traktat. Det er hamrende ligegyldigt for deres optagelse, om vi stemmer ja eller nej. Det er bare et lokkemiddel for at få ja-stemmer nok. Det fremgår tydeligst, når statsministeren taler om, at det er en samvittigheds-sag for danskerne. Statsministerens ord er en grov udnyttelse af østlandenes lidelser, en skamplet på Danmark.
I virkeligheden tager EU da heller ikke i øst-forhandlingerne noget som helst hensyn til den danske folkeafstemning eller til Amsterdam-traktaten. Enhver ved, at Amsterdam-traktaten ligger på gulvet, hvis danskerne siger nej. Men det hindrer da ikke EU i længe forinden at indlede forhandlingerne med østlandene. Det er derfor pjank og pjat, når vores utroværdige regering bilder os ind, at det er kærlighed til østlandene, der driver værket og Amsterdam-traktaten,
Danmarks Radios Tekst-TV meddeler i dag (29.11.1997), at "EU begynder udvidelses-forhandlinger med kandidat-landene den 31. marts 1998. Det oplyser den britiske udenrigsminister Robin Cook. Storbritannien overtager 1. januar 1998 formandsskabet i EU."
Det vil rent ud sige, at EU ikke engang venter to måneder på den danske folkeafstemning og dermed altså ikke på Amsterdam-traktatens godtagelse i EU som helhed. Ingen ville selvsagt indlede forhandlinger, hvis ikke det reelle lovgrundlag fandtes. Det ville jo være rent spilfægteri over for østlandene og en dyb krænkelse.
Det afslører, at i Danmark bruges østlandenes optagelse som sød sirup i brunkagen op til folkeafstemningen. Men i virkelighedens verden ved enhver, at det er aldeles ligegyldigt for østlandenes optagelse, om Amsterdam-traktaten vedtages eller ej.
Kun i Danmark kører regeringen videre med den sukkersøde og hultandede grund til at stemme ja ved folkeafstemningen, at det skam er for østlandenes skyld. Regeringen skulle skamme sig.
© Poul Erik Søe 29. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside