Statskassen er partiernes tagselvbord
Det radikale Venstre har fået 930.000 kroner til overs. Der kan man bare se, hvor sparsommelige de radikale er. Det er tilmed statskroner, de ikke har brugt. Så der kan man bare se, hvor godt det er, at netop den radikale partileder Marianne Jelved er minister for økonomien.
Deraf kan man lære, at Det radikale Venstre er et sparsommeligt parti, og at de radikale især sparer på det offentliges penge, som vi allesammen ejer i fællesskab.
Nej, sådan er det ikke. For de radikale vil ikke af med den lille million kroner, de ikke har brug for. De håber, de kan finde noget at bruge statsstøtten til.
Men helt tosset er det alligevel ikke, for nu vil de radikale have lavet loven om. Eller de vil i hvert fald ændre reglerne for, hvor meget partierne kan få i støtte fra statskassen.
Nej, sådan er det ikke. De vil ganske vist have loven eller reglerne lavet om, men ikke for at spare. Nej, reglerne skal ændres, så de radikale han beholde de penge, de ikke har brug for. Og sådan, at de også i fremtiden kan få stats-penge, som de ikke har brug for.
De radikale vil på den måde, da de nu sidder med økonomiministeriet, vise hele det danske folk et godt eksempel. Vi skal lære, at hos staten kan man altid få penge, man ikke har brug for.
De andre partier i folketinget har også fået penge fra statskassen. De har også fået dem brugt. Men der er partier så små og så dybt optaget af at lovgive, at de ganske enkelt ikke nå at bruge pengene.
Der vil derfor på Christiansborg i fløjen nærmest Snapstinget nu blive oprettet en konsulent-tjeneste for partier, der ikke ved, hvordan de skal bruge penge, de ikke har brug for. En del af de penge vil iøvrigt efter landets skik gå til den ny konsulent-tjeneste.
Nej, sådan er det heller ikke. Ingen skal vove at blande sig i, hvordan politikere bruger penge, de ikke har brug for. Det er da helt selvsagt partiernes egen frie, demokratiske ret at bruge penge, de ikke har brug for, og det er bare endnu et udtryk for politikerlede og antidemokratiets hæslige fjæs, hvis nogen får det platte indfald, at partierne ligefrem skulle give statskassen de penge tilbage, de ikke ved, hvad de skal bruge til.
Det er de samme folkestyre-fjendske kræfter, der blot et øjeblik får det onde indfald at spørge, hvor Det radikale Venstre dog har fået så mange penge fra, at de ligefrem har en million til overs.
Det er et dumt spørgsmål. For det er selvfølgelig de penge, de radikale fik, fordi de løj om, at de var mange flere medlemmer, end der nogensinde har boet i Danmark. Nej, alene det at sige det på den måde er i sig selv et forsøg på at undergrave det mest dyrebare vi har, folkestyrets grundvold og Slots-kirkens kuppel.
Det må understreges, at det var Radikal Ungdom, der for at få mer i statsstøtte talte så mange med som medlemmer, at det kun lod sig gøre, hvis samtlige folkepensionister stod i Radikal Ungdoms medlems-arkiv, hvilket måske ikke engang var det halve løgn.
Jamen, tingene skal jo også ses fra den lyse side, hvis vi skal videre. Det vil sige, at Det radikale Venstre har taget ved lære af Radikal Ungdom? Det er da smukt, at ungdommen på den måde hurtigt får indflydelse på det voksne samfund. Det er sådan, vi i længden undgår vold på gaderne.
Nej, for Det radikale Venstre har ikke talt for mange medlemmer med. Det radikale Venstre har slet ikke talt medlemmer. Det er der ingen partier, der gør mere.
Det er jo netop det fine ved den ny lov om statsstøtte til partierne, at nu kan partierne helt undvære medlemmer. Selvfølgelig går ethvert parti ind for den frie samtale, som demokratiet bygger på, men enhver, der har prøvet det i virkeligheden, ved, at der findes ikke nogen mer kedsommelige at tale med end just partimedlemmer.
Man kan da ikke have et demokrati, hvor rigtige demokratiske politikere - der når som helst kan møde Clinton, hans kone og fine embedsmænd fra Bruxelles - er nødt til at være sammen med sådan nogle som medlemmer flere gange om året.
Det slipper politikerne for i fremtiden. Hvordan skulle de også kunne få brugt de statspenge, de ikke har brug for, hvis de også skulle tage sig tid til at tale med medlemmer? Og hvordan skulle partierne kunne stå fast på det, de står fast på, og som jo er selve den faste kerne i det demokrati, vi må holde fast ved, hvis folk bare sådan i al løsagtighed får lyst til at melde sig ind i et parti og give sig til at brokke sig, og det er jo det, folk gør. Det viser sig gang på gang, især  medlemmer.
Derfor har man fundet en virkelig demokratisk løsning - de medlemsløse partier. Nu har alle fuldstændig lige og demokratisk indflydelse på partierne, fordi ingen længere har nogen indflydelse, som jo da også bør ligge hos politikere, ikke hos folk. Ingen politiker skal mer ydmyges med at rende rundt til ganske almindelige mennesker og sælge medlemskort.
Nu får partierne nemlig støtte efter, hvor mange vælgere de har. Og det er en god demokratisk løsning, for grundloven sikrer, at ingen kender vælgerne, for valgene er nemlig hemmelige.
Løsningen har mange fordele. Radikal Ungdom og den slags er fri for at tælle. Altså er tællefejl afskaffet, og det er godt, for det er i Radikal Ungdom de kommende økonomiministre skal hentes. Vælgere tælles i bundter af medarbejderne på kommunekontoret, og så møder man iøvrigt ikke vælgere før ved næste valg. Medlemmer er man tvunget til at tale med, men ikke vælgere. For vælgere kender man slet ikke, ja, det ville være grundlovsstridigt og udemokratisk, hvis politikere kendte vælgerne, for det er jo vælgernes hemmelighed, hvad de vælger.
For hver vælger får partiet 19,50 kr, og man se af tallet, at det er sagligt og demokratisk. Havde det været 20 kroner ligeud, ville statsstøtten også have været så nemt at regne ud, at man kunne sætte Radikal Ungdom til det.
Partierne får fire gange så meget som før, altså minus de 50 øre, for før fik de 5 kroner. Har vi haft folkeafstemning om det? Nej, bare tanken ville være at krænke de demokratiske partier, som vi har for demokratiets skyld. De 19,50 for hver vælger blev aftalt af Poul Nyrup Rasmussen og Hans Engel, da de sammen fjernede formueskatten, som ikke var nødvendig, fordi staten ikke vidste, hvad den skulle bruge pengene til.
De eneste, der ikke er på støtten hos staten, er nye partier, de der helt små partier, som bare er irriterende, udemokratiske og fylder alt for meget omkring bordet, når der skal være valgudsendelser i fjernsynet.
Det er derfor, de nye partier er nødt til at gå ud til ganske almindelige mennesker og sælge medlemskort. De kan flere gange ligefrem være tvunget til at tale med dem. Det er ikke så sært, at de nye partier demokratisk set er helt uduelige. Stem aldrig på et nyt parti. Den slags kan jo være påvirket af helt tilfældig snak.
© Poul Erik Søe 23. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside