Det sygelige politi
Tag-selv-bord for københavnske betjente
De københavnske betjente er pludselig raske igen - lige til lørdag-søndag. Den slags sygdomme og pludselige helbredelser er ikke ukendte, men hidtil har det især været børn og barnlige sjæle, sygdommene har ramt. Hvilket feberramt barn kender ikke til, at en meget pludselig bedring indtræffer fredag eftermiddag ved skoletids ophør.
Men denne gang har denne særlige sygdom ramt voksne, veltrænede mænd i det københavnske politikorps. Heldigvis har det vist sig at være en en sygdom, der ikke er smitsom. Man kunne tro, at i hvert fald dem i kvarteret omkring Nørrebro var ramt af særligt farlige og langtidsvirkende stavbakterier, der fremkalder slagtilfælde. Men politi-sygdommen i seneste uge har ganske andre virkninger, sygdommen udløser udbetalinger ved kasse 1, ikke fra sygesikringen, men fra justitsministeren.
I så udpræget grad har det været en sygdom, som kun rammer københavnske betjente, at selv den konservative Helge Adam Møller, som på det seneste ikke bare går 100 promille, men 100 procent ind for Per Stig Møller, udtaler skuffelse over den pludselige sygdom, der på nogle stationer har ramt mer end halvdelen af politifolkene. Jeg kan ikke forstå, at man kan være skuffet over, at andre er syge. Man må snarere have medlidenhed med dem.
Uden så meget som at rødme fortæller Hanne Bech-Hansen, forfremmet til sin høje politi-post efter Nørrebro-sagen 18. maj 1993, til morgen i Radioavisen (8.3.1997), at hun er meget glad for, at forholdene nu er normaliseret.
Det viser sig, at normaliseringen skyldes bedre arbejdsvilkår til betjentene, bevilget mens de lå sygdomsramte. Arbejds-vilkår er blevet et tag-selv-bord for politiet. Dagen før mirakel-helbredelsen lå det klart, at end ikke justitsministeren troede på, at alle betjentene var syge. Deres sygdom blev set som en fælles og ulovlig strejke. Derfor skulle det undersøges, om de havde levet op til deres pligter som tjenestemænd.
Imens finder man så ud af, at betjentene skal gives bedre vilkår. Deres overarbejdspukkel, der mest stammer fra vogter-opgaver under Det sociale Topmøde i København og senest fra Rocker-overvågningen, skal mindskes. Og hvordan?
Ja, her dukker den egentlige sygdom op: ved at halvere Rocker-overvågningen!
Vi er et folk, der ikke tager os selv alvorligt. Ved nytårstide står landet på den anden ende, da først dronningen på regeringens bestilling og siden statsministeren gør volden til det store nummer. Det følges op af politi-overvågning, som ganske vist ikke altid lykkes, for eksempel da en rocker afskyder en raket på kort afstand af 24 maskingevær-bevæbnede betjente, som ikke opdager noget.
Nu er hele denne Rocker-sag ikke vigtig mer. Det hele viste sig at være en politisk sag. Statsminister Nyrup Rasmussen ville ligne Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Venstre og de konservative, der længe har tjent stemmer ved at tale om volden og kræve indgreb. Socialdemokratiet ville have del i vælger-kagen. Og det hele kom så til at vare i halvanden måned. Så er den potte ude. Videokameraer skal afløse havdelen af de overvågende betjente. Det er ikke kun betjente, der er syge, men samfundets politiske ledelse.
Det kunne lyde, som om jeg ikke kan lide betjente, men det er ikke sandt. Enhver ved lige i øjeblikket, at betjente også er den slags, man har på Samsø, og jeg har såmænd stemt på en politibetjent ved seneste kommunalvalg. Også i politi-korpset har vi demokrati-værnende mennesker, der udfører væsentlige samfundsopgaver.
Men så har vi grupper af politifolk, som er farlige for demokratiet. Og den danske politiske top er så bange for de grupper, at de lader sig køre rundt i manegen. Politifolk slipper for sigtelser, ikke ved domstolsafgørelse, nej, det ordner justitsministeren i Nørrebro-sagen helt på egen hånd. Politifolk har, siger politi-ledelsen selv, lækket politiets planer til rockerne, men politiet vil ikke engang indlede en undersøgelse.
Politiet har nu udnyttet præsidents Clintons kommende besøg i Danmark til at få endnu flere bevillinger. Der er selvsagt overvågnings-opgaver ved Clintons besøg, og de må lige så selvfølgelig ikke hindres af visse politi-gruppers ulovlige kamp for egne interesser.
Vi kender da udmærket de former for faglig kamp, der her er brugt. I en årrække har det altid været sådan, at der kom færge-strejker, netop når folk skulle på ferie. Der har været blokader, som politiet blev sat til at rydde.
Med hvilken troværdighed optræder politiet ved næste ulovlige blokade? Kan man stole på, at det samlede politikorps er på lovens og det demokratiske samfunds side?
Der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at sygdoms-tilfældene må undersøges. Når betjentene siger, at de er syge, så er de syge, og sygedagene må undersøges og pådømmes, hvis de ikke er efter reglerne. Politiet er mindst af alle hævet over loven. Lovens lange arm skal ikke ende med kun at være den ulovlige pressions pilfinger.
© Poul Erik Søe  8. marts 1997


Efterskrift: Når en fængselsbetjent i fjernsynet (10.3.1997) uden at vække stor opsigt kan hævde som sin opfattelse, at politiet ligefrem er ude på at fremkalde en rocker-aktion mod fængslet, så er justitsministerens tavshed efter sådanne ord stærkt talende om, at han er i lommen på kræfter, der ikke har til huse på Christiansborg.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside