Svinedrengen og valgflæsket
Eventyret om statsministeren, der var en virkelig statsminister
- som H C Andersen aldrig har skrevet det
Der var engang en vigtig statsminister; han havde et rige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at dumme sig på, og dumme sig det ville han.
Nu var det jo rigtignok noget kækt af ham, at han turde sige til storbondens datter, frøken Danner: "vil du ha' mig?" men det turde han nok, for hans navn var vidt og bredt og helt op i Atlanten til grin, der var hundrede frøkener, som vilde have sagt tak til, men se om frøken Danner gjorde det.
Nu skulle vi høre:
I statsministerens knaphul sad en rose, o sådan en dejlig rose, ret en partiblomst; den blomstrede kun hvert fjerde år ved kommunevalget, og det var en rose, der duftede så sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine sorger og bekymringer, og så havde han en lattergal, der kunne synge, som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube, men desværre var der ikke eet sandt ord i lattergalens sang. Den rose og den lattergal skulle frøken Danner have, hvis hun ville give statsministeren sin stemme i bytte for lattergalens; og derfor kom de begge to i store sølv-foderaler og blev så sendt til hende.
Storbonden lod dem bære foran sig ind i den store sal, hvor frøken Danner gik og legede "komme flygtninge og fremmede", med den sure nabopige Pia; og da hun så de store foderaler med presenterne i, klappede hun i hænderne af glæde.
"Bare det var en lille Missekat!" sagde hun, - men så kom partirosen frem med den dej-lige duft.
"Nei, hvor er den nydelig gjort!" sagde nabopigen Pia, "så dansk og hjemlig".
"Den er mere end nydelig!" sagde storbonden, "den er pæn!"
Men frøken Danner følte på den og så var hun færdig at græde.
"Fy Papa!" sagde hun, "den er ikke hjemlig, den er importeret!"
"Fy!" sagde alle folkene på gården, "den er importeret!"
"Lad os nu først se, hvad der er i det andet foderal, før vi bliver vrede!" mente storbonden, og så kom lattergalen frem; den sang da så dejligt, at man ligestraks ikke kunne sige noget ondt mod den.
"Superbe! charmant!" sagde alle folkene på gården, for de snakkede allesammen fransk, den ene værre end den anden, fordi de håbede på, at en af dem skulle blive general-sekretær for NATO eller EU, og dertil kræves fransk.
"Hvor den fugl minder mig om salig J C Christensens spilledåse," sagde en gammel fodermester; "ak ja! det er ganske den samme tone, det samme foredrag, og den har en ræv bag øret!"
"Ja!" sagde storbonden, og så græd han, som et lille barn.
"Jeg skulle dog ikke tro, den er fremmed!" sagde frøken Danner. "Jo, det er en fremmed fugl!" sagde de, som havde bragt den.
"Ja lad så den fugl flyve," sagde frøken Danner, og hun vilde på ingen måde tillade, at statsministeren kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i ansigtet med brunt og sort, så den røde farve ganske forsvandt, trykkede kasketten ned om hovedet og bankede på.
"God dag, storbonde!" sagde han, "kunne jeg ikke komme i tjeneste her på gården."
"Jo nok!" sagde storbonden, "jeg trænger til een, som kan passe svinene! for dem har vi mange af!"
Og så blev statsministeren ansat, som storbondens svinedreng. Han fik et dårligt lille kammer nede ved svinestien og her måtte han blive; men hele dagen sad han og arbejdede, og da det var aften, havde han gjort en nydelig lille gryde, rundt om på den var der narrebjælder og så snart gryden kogte, så ringede de så dejligt og spillede den gamle melodi:
  "Ach, Du lieber Augustin
  Alles ist væk, væk, væk!"

men det allerkunstigste var dog, at når man holdt fingeren ind i dampen fra gryden, så kunne man straks lugte hvad mad der blev lavet i hver skorsten, der var i byen; se, det var rigtignok noget andet end en partirose.
Nu kom frøken Danner spadserende med alle nabobørnene, Pia, Uffe og Per Stig, og da hun hørte melodien blev hun stående og så så fornøiet ud; for hun kunne også spille "Ach, Du lieber Augustin," det kunne alle børnene, oven i købet harmoniserede af EU, kun Pia nøjedes med at spille den med een finger.
"Det er jo den jeg kan!" sagde frøken Danner, "så må det være en dannet svinedreng! hør! gå ned og spørg ham, hvad det instrument koster!"
Og så måtte nabodrengen Uffe løbe ind, men han tog klods-sko på.
"Hvad vil du have for den gryde?" sagde Uffe.
"Jeg vil have ti kys af frøken Danner!" sagde svinedrengen.
"Gud bevar' os!" sagde Uffe, hvis familie tilhørte et parti med et kristeligt livssyn.
"Ja, det kan ikke være mindre!" svarede svinedrengen.
"Han er jo uartig!" sagde frøken Danner, og så gik hun, - men da hun havde gået et lille stykke så klang narrebjælderne så dejligt:
  "Ach, Du lieber Augustin,
  Alles ist væk, væk, væk!"

"Hør," sagde frøken Danner, "spørg ham, om han vil nøjes med ti kys af Pia!"
"Nej tak!" sagde svinedrengen, "ti kys af frøken Danner, eller jeg beholder gryden."
"Hvor det er noget kedeligt noget!" sagde frøken Danner, "men så må I stå for mig, at ingen får det at se!"
Og nabobørnene stillede sig op for hende, og så bredte de deres kjoler og jakker ud, og så fik svinedrengen de ti kys og hun fik gryden.
Nå, der blev en fornøjelse! hele aftenen og hele dagen måtte gryden koge; der var ikke een skorsteen i hele byen, uden de vidste hvad der blev kogt der, både hos smeden og hos skomageren. Børnene dansede og klappede i hænderne.
"Vi ved hvem der skal have sød suppe og pandekage! vi ved hvem der skal have grød og valgflæsk! hvor det er interessant!"
"Ja, men hold ren mund, for jeg er storbondens datter!"
"Gud bevar' os!" sagde de allesammen!
Svinedrengen, det vil sige statsministeren, men de vidste jo ikke andet, end at han var en virkelig svinedreng, lod ikke dagen gå hen uden at han bestilte noget, og så gjorde han en skralde, når man svingede den rundt, lød alle de løgnagtige valgtaler, man kendte fra verdens skabelse.
"Men det er superb!" sagde frøken Danner, i det hun gik forbi, "jeg har aldrig hørt en dejligere komposition! hør! gå ind og spørg ham, hvad det instrument koster: men jeg kysser ikke!"
"Han vil have hundrede kys af frøken Danner!" sagde Uffe, som havde været inde at spørge.
"Jeg tror han er gal!" sagde frøken Danner, og så gik hun; men da hun havde gået et lille stykke, så blev hun stående.
"Man må opmuntre kunsten!" sagde hun, "Jeg er storbondens datter! Sig ham, han skal få ti kys ligesom igår, resten kan han tage hos nabopigen Pia!"
"Ja, men jeg vil så nødig!" sagde nabopigen.
"Det er snak!" sagde frøken Danner, "og når jeg kan kysse ham, så kan du også! " og så måtte Uffe ind til ham igen.
"Hundrede kys af frøken Danner," sagde han, "eller hver beholder sit!"
"Stå for!!!" sagde hun, og så stillede alle børnene sig for og han kyssede da.
"Hvad kan det dog være for et opløb dernede ved svinestien!" sagde storbonden, der var trådt ud på altanen; han gned sine øjne og satte brillerne på. "Det ligner jo et vælgermøde! jeg må nok ned til dem!" - og så trak han sine tøfler op bag i, for det var to ens venstre-sko, som han havde trådt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!
Såsnart han kom ned i gården, gik han ganske sagte, og børnene havde såmeget at gøre med at tælle kyssene, for at det kunne gå ærligt til, at de slet ikke mærkede storbonden. Han rejste sig på tæerne.
"Hvad for noget!" sagde han, da han så de kyssedes, og så slog han dem i hovedet med sin tøffel, lige i det svinedrengen fik det seksogfirsindstyvende kys. "Heraus!" sagde storbonden, for når han var vred talte han unionssprog, og både frøken Danner og svinedrengen blev sat uden for hans marginaljord.
Der stod hun nu og græd, svinedrengen skændte og regnen skyllede ned, for det var i november.
"Ak, jeg elendige menneske!" sagde frøken Danner, "havde jeg dog taget den dejlige statsminister! ak, hvor jeg er ulykkelig!"
Og svinedrengen gik bag ved et træ, tørrede det sorte og brune af sit ansigt, så han blev helt rød i hovedet, hvad han havde mer end grund til, kastede de stygge klæder og trådte nu frem i sin statsministerdragt, så dejlig, at frøken Danner måtte neje ved det.
"Jeg er kommet til at foragte dig, du!" sagde han. "Du ville ikke have en ærlig statsminister! Du forstod dig ikke på partirosen og lattergalen, men svinedrengen kunne du kysse for et spilleværk! nu kan du have det så godt!" -
Og så gik han ind på sit statsministerkontor, lykkelig over aldrig at have sat sine ben i en svinestald, lukkede døren i for hende, så kunne hun rigtignok synge:

  "Ach, Du lieber Augustin,
  Alles ist væk, væk, væk!"

© Poul Erik Søe 12. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside