Niels Højlund vælter de
forkerte suppegryder
Julen indledes tidligere nu end i gamle dage - og den varer kortere. Før kom julen senere, men varede til gengæld længere.
Iagttagelsen er Niels Højlunds i hans ugekommentar på TV2 fredag og viser, at han stadig på visse områder er klarsynet.
Det gælder ikke hans forhold til EUs møntunion.
Han indledte med at skildre den unge Lenins påståede deltagelse i en revolutionær handling. Oprørske bønder nærmede sig byen, og damer af borgerskabet havde stillet suppegryder ud på gaden for at give de frysende bønder lidt mad og lidt varme.
Lenin sagde da de kendte ord: - Vælt suppegryderne!
Lenin mente, det ville forsinke bøndernes erkendelse af revolutionens nødvendighed, hvis de fik lidt hjælp af hattedamerne undervejs.
Højlund gik nu over til at skildre det danske folk som sådanne oprørske bønder, der både siger nej og samtidig vil have varm suppe.
Det var danskernes nej til EU-traktaten i 1992, han tænkte på.
Grunden til Højlunds ord var økonomiminister Marianne Jelved. Hun har anket over, at de EU-lande, der vil danne møntunion, skaber et råd, hvor de vil drøfte møntunionens emner uden de lande, der ikke er med i møntunionen. Danmark vil være med, siger Marianne Jelved.
Nej, den tanke kan ind imellem få Niels Højlund til lige frem "at skamme sig over at være dansker". Danskerne vil ikke, men så vil vi alligevel, i hvert fald have indflydelse på noget, vi ikke vil være med til.
Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at tage imod det fra de andre, mener Niels Højlund. Han fandt, det var på tide, at Danmarks ledende politikere vælter suppegryderne.
Man skal efter hans mening simpelthen vise danskerne, at der ingen suppe er, når man ikke vil være med. Ellers lærer danskerne aldrig noget, mente Højlund.
Vælt suppegryderne. Og sig så til danskerne: - Der ser I konsekvenserne af jeres forbehold. Det kunne jo være, at danskerne blev klogere, sagde Højlund.
Men hele indholdet i Højlunds ord er at vende møntunionen og dens forhold til Danmark på hovedet. Det var danskerne selv, der væltede suppegryderne ved folkeafstemningen 1992.
Der blev stemt, ikke kun om møntunion, men om hele den traktat, der opretter EU som union.
Danskerne sagde nej. Men danskerne, i hvert fald EU-partierne, var så venlige at tillade de andre lande at lave møntunion alligevel.
Møntunionen var nemlig faldet, ikke kun i Danmark, men i EU som helhed. Når eet land siger nej til traktaten, så er der ingen traktat. Sådan siger EUs egen grundlov.
Danmark kunne have fastholdt, hvad det danske folk ønskede, at der i 1992 var sagt nej til EU,. og at EU dermed var død.
Men i den følgende forhandling tillod Danmark de andre lande at gå videre. I forhold til lovreglerne i den traktat, som EU-aftalen, den fra Maastricht, blev vedtaget på, så var det ikke danskerne, der tog forbehold. Det danske nej var for enhver domstol, selv EU-domstolen, et lovligt nej, fordi EU ved Danmarks optagelse i De europæiske økonomiske Fællesskaber land for land havde godtaget, at Danmarks grundlov, og dermed også folkeafstemningerne, lå til grund for Danmarks optagelse.
Havde Danmark efter folkets nej i 1992 fastholdt, at nu var efter EUs egne regler hele unionen faldet, så var der ingen union.
Men danskerne tillod, at de andre lande - som et forbehold - fik lov til at danne en møntunion, og dermed beredte Danmark vejen for, at der overhovedet fandtes noget, som kunne kalde sig EU.
Danskerne var netop ikke som Lenin, der væltede kødgryderne, men Danmark tillod de andre lande at gå i gang med den møntunion, der efter hele traktatens indhold ikke var blevet til noget uden Danmarks godkendelse.
Den form for folkelig opdragelse, som Niels Højlund er ude på, skulle altså have været anvendt på de EU-lande, der uden hensyn til blandt andre England og Danmark som små børn ville åbne julegaven, før det var jul. Have deres møntunion, selvom der ikke var folkelig opbakning. Hvad der iøvrigt heller ikke er nu. EU-kommissionens undersøgelse fra sidste uge viser, at ikke engang et flertal af indbyggerne i EUs lande går ind for møntunionen. Det er kun 47 procent.
Vi burde i virkeligheden efter Højlunds opskrift have hindret de andre i at danne møntunionen, hvad vi efter lov og bogstav kunne, og det skulle vi have gjort for at opdrage dem til at vente på fællesskabets modning. Vi skulle have lært dem i suppegryde-opdragelsens navn at vente på folkelig tilslutning.
Men danskerne er gladest ved det milde, som Højlund også engang kunne synge. Vi stod ikke ikke på lov og ret. Vi tillod de andre at gå i gang. Hvis der derfor overhovedet i EU er et land, som med ære og troværdighed kan sige, at vi ikke tillader et særlig møntunions-råd, som danner lukkede kredsløb inden for Unionen, så er det Danmark. Der går ikke en euro over disken i noget land, uden at det ene og alene skyldes Danmarks godkendelse af møntunionen, efter at danskerne havde sagt nej.
Endelig er Niels Højlund helt skævvendt, når han taler om at opdrage det danske folk. Det er ikke det danske folk, der har sagt nej til møntunionen. Danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten, til hele den union, som nu kaldes EU.
Det var ene og alene danske politikere, de magtfulde EU-partier, som udvalgte, at møntunionen skulle høre med til det, der kaldes de danske forbehold, men som jo blot er fodnoter - endda uden for traktaten.
Danskerne blev aldrig spurgt, om det lige var møntunionen, de var imod. Det var en ren christiansborgsk opfindelse, og den blev vedtaget i folketinget med fem sjettedels flertal, uden at nogen i det danske folk var spurgt. Folkeafstemningen i 1993 kom jo først senere end folketingets vedtagelse.
Den blødsødenhed, som Niels Højlund tillægger det danske folk, kan altså alene være en blødsødenhed hos de fem sjettedele af folketinget. De suppegryder, Niels Højlund vil have væltet for opdragelsens skyld, står på regeringskontorer og i Snapstinget. De har aldrig stået på danske gader og stræder.
© Poul Erik Søe 29. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside