Stordanskeren
Tak til Venstre for redelige ord om Færøerne
Partiet Venstre, der i sin oprindelse fik det grundtvigske kalveslik og derfor arvede den bærende agtelse for folkelige mindretal, har siden klippet tråden til det folkelige fællesskab.
I Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister så vi, hvordan han i EUs hellige navn støttede den skæbnesvangre holdning, som tyskernes kansler Kohl kynisk indledte med at godtage Kroatien som selvstændigt land - uden hensyn til andre folkelige mindretal i det Jugoslavien, der blev opløst.
Men nu er der ikke samme salg i EU som før. Pludselig ser man derfor partiet Venstres historiske syn på folkelige mindretal dukke op påny, men jeg skal godskrive Uffe Ellemann-Jensen, at jeg ikke ser hans agtelse for folkelige mindretal alene som spil, men som et grundsyn han har med hjemme fra.
I hvert fald skal det ikke overses, at Venstres leder under folketingets åbningsdebat pressede statsminister Poul Nyrup Rasmussen i den stadigt glidende og voksende sag om 1 milliard kroner, som Den danske Bank havde i klemme før et møde med statsministeren, og som pludselig lå som en byrde på den færøske landskasse efter mødet i statsministeriet.
Venstre har i forvejen støttet færingernes ønske om en dommer-undersøgelse af den snavsede sag. Og ønsket kom vel at mærke ikke kun fra de færinger, der på Færøerne står Venstre nærmest, nemlig Sambandspartiet. Ønsket om dommerundersøgelse kom også fra Poul Nyrup Rasmussens nærmeste på øerne, de færøske socialdemokrater.
Men statsministeren valgte uklogt at nøjes med en sagfører-undersøgelse, og til trods for viden om, at en af de sagførere, regeringen valgte, også førte sag for Den Danske Bank, så lod justitsministre og statsministeren som ingenting.
Det færøske folketingsmedlem Johannes Martin Olsen har under åbningsdebatten sagt, at statsministeren bør give færingerne en undskyldning. Og Venstres leder, Uffe Ellemann-Jensen, har i folketingssalen støttet, at statsministeren får stukket poten frem.
Der er ingen grund til alene at se dette fælles krav om en undskyldning til færingerne som en følge af fællesskabet mellem Venstre og Sambandspartiet, som Johannes Martin Olsen hører til. Den færøske sambandsmand udtrykker, hvad de fleste færinger føler - fra løsrivelsesfolk til tilhængere af rigsfællesskabet.
Jeg ser også Venstres redelige holdning i disse sager som udtryk for, at Venstre i langt højere grad har indsigt i mindretals-spørgsmål og i det færøske samfund end Poul Nyrup Rasmussen, der end ikke tør rejse op til Atlanterhavsøerne. Han flygter ned og skåler med danske fjernsynsfolk for åben skærm i Europas navn, mens et folkeligt mindretal i hans eget rige bare kan få et spark.
Og det var jo støvlespidsen, statsministeren havde fremme i folketinget, da han svarede på kravet om at give færingerne en undskyldning. Han mere end antydede, at færingerne har meget let ved at lægge øernes vanskeligheder over på danske skuldre.
Mage til historieløs sludder skal man lede længe efter. Den færøske politik og Danmarks økonomiske støtte til den blev grundlagt af en anden socialdemokrat, dengang finansminister, senere statsminister, den aldrig rædde Viggo Kampmann, som løste Klaksvig-striden med kroner og ører.
"Viggos ideer", som statsminister H C Hansen kaldte fremgangsmåden, blev siden hen almen dansk regerings-politik over for Færøerne, uanset partifarve. Og den blev forstærket for at få fred for EU-modstanden på Færøerne - og fordi man efter anden verdenskrig havde nægtet færingerne den løsrivelse, de ved en folkeafstemning havde bedt om. Danskerne prøvede at købe færingerne med statstilskud.
Vi genkendte under statsministerens tale om færingerne den Poul Nyrup Rasmussen, der altid, når han har prøvet at være smart i 12 sekunder ad gangen, i det trettende ligner en løber, der end ikke selv har opdaget, at han har løbet den modsatte vej af de andre - og som tror, han er vinderen, fordi han kommer alene i mål.
Men vi har jo som tilskuere set hele løbet. Det handler ikke om, hvem der bærer byrderne i rigsfællesskabet. Det handler om, at en undersøgelse blev sat i gang for at finde uregelmæssigheder - først og fremmest i statsministerens egen embedsførelse i forhold til Færøerne. Og det handler om, at  undersøgelsen fra første færd ikke var uvildig, og at regeringen på forhånd vidste, at den ikke var uvildig.
Det er en frækhed, når statsministeren prøve at snakke den kendsgerning væk ved at tale hovent om ansvarligheden i det folkelige mindretal, som Færingerne udgør i et rigsfællesskab, som Danmark har påtvunget færingerne mod flertallets ønske.
Poul Nyrup Rasmussen optræder som Stordanskeren, der kynisk udnytter danske vælgeres mangel på viden om Færøerne, og som uden sans for folkeligt fællesskab prøver at slippe uden om sine egne dumheder ved at spille på det billigste virkemiddel - at gøre færingerne til fremmede, men ikke til frænder.
Selvsagt kan Uffe Ellemann-Jensen nemt komme til at se ud som en statsmand, når det er Nyrup Rasmussen, han sammenlignes med. Men i spørgsmålet om Færøerne kan det helt enkelt høres på ordvalget, at Venstres leder kender sin historie, mens Nyrup Rasmussen er ved at opfinde den.
Og tavst midt i det hele sidder Det radikale Venstre, engang det danske politiske hjemsted for Færingernes håb om selvstændighed. Det, Venstres Ellemann-Jensen nu siger, er Det radikale Venstres gamle, folkelige grundholdning. Så spark dog den statsminister til Tórshavn.
© Poul Erik Søe 11. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside