Småt for de store
Finansminister Lykketoft vil igen nedkæmpe kommuner
Socialdemokratiet fik åbenbart ikke nok, da de små kommuner blev kvalt i 1970-71 ved det, der så flot blev kaldt kommunal-reformen. Nu skal løkken igen strammes om de mindste politiske enheder i landet.
I hvert fald hvis det står til finansminister Mogens Lykketoft, som fører sin helt egen kommunale valgkamp, der går ud på at få nedlagt de mindste kommuner.
Til Radioavisen (17.10.1997) siger finansministeren, at flere af de mindste kommuner er blevet for små til at løse de mange offentlige opgaver. Det er en stigning i skatteprocenten i nogle kommuner, der udløser finansministerens angreb på de mindste kommuner.
Man kan med lige så stor sandhed sige, at nogle af de allermindste kommuner har landets laveste skatteprocenter. Det er nemlig ikke et spørgsmål om en kommunes størrelse, hvordan skatteprocenten ser ud, men om de politiske holdninger på stedet, og det er jo da selve tanken med, at vi har kommunalt selvstyre.
Det skal godskrives landets finansminister, at han dog siger til Radioavisen, at "det helt er op til kommunerne selv at vurdere, om de bliver nødt til at slå sig sammen".
Man må håbe, at den sidste del af udtalelsen holder også på den anden side kommunevalget i november. De største partier - et tæt samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet - gennemtvang den kommune-størrelse, vi nu har. Og for et kvart århundrede siden lod de sig ikke nøje med frivillig sammenlægning - de store partier gennemførte tvang på kommunerne.
Det er - modsat finansministerens påstand - de store kommuner, der ikke har klaret sig. Det er kommunalreformen, som har vist sig helt ubrugelig. Løfterne til os dengang var, at når kommunerne blev lagt sammen, så ville følgen blive lavere skatter og færre ansatte i den kommunale forvaltning. Enhver ved, at det var ren naturgas for vælger-øren.
Det vidste socialdemokrater og Venstre-folk også, da de som de ivrigste tog den vigtigste del af folkestyret fra os, nemlig de små enheder, som vælgerne kunne overskue.
Det var ikke for at skaffe bedre forvaltning eller besparelser, at netop de to partier, Venstre og Socialdemokratiet, var mest ivrige for at smadre de små kommuner. Nej, i de små kommuner havde de to store partier ikke megen indflydelse. Der var lokallister næsten alle vegne, og vælgerne valgte folk, som de kendte, og som de havde tillid, og folks udvælgelse gik hen over alle partiskel. Det var netop, hvad Venstre og Socialdemokratiet ville standse ved at give os kommunalreformen.
I stedet fik vi de store kommuner, hvor partilister blev almindelige. Vælgerne mistede muligheden for overblik, og det var netop hensigten, for så voksede de partivalgtes magt, og Christiansborgs indflydelse blev vigtigere end de stedlige vælgeres mening og holdninger.
Der er gået storhedssyge i kommunerne, uden at vi nogen sinde har fået noget af det, politikerne lovede os ved sammenlægningen. Der er derfor intet som helst fast stof i det, finansministeren bruger nogle skatteprocenter til at søsætte. Han vil bare øge de store partiers magt, skønt de folkeligt ingen opbakning har.
Hvem husker ikke, hvor hyklerisk netop Venstre og Socialdemokratiet stillede sig an efter kommune-sammenlægningen. Da de små kommuner var smadret, da enhver mulighed for folkestyre var fjernet, så sleskede Venstre med et nyt slagord, "Det nære samfund". Og socialdemokraterne hyklede rundt med deres signal-ord "nærdemokrati".
Nu gik de ind for det, de lige havde ødelagt. De havde vundet den magtkamp, der gjorde vælgerne til mæh-lam i partiernes folde. Og så skrev de to partier det nære samfund og nærdemokrati på det kommunale folkestyres gravsten.
Mens vi havde de små kommuner, havde vi også det store antal folkevalgte i Danmark. Overalt, hvor mennesker kom sammen, var der folk til stede, som for kortere eller længere havde været valgt til at lede et lille samfund, og som sad med den personlige erfaring, at demokrati var værd at kæmpe for.
Mulighederne for personlig demokratisk erfaring blev så ringe ved smadringen af de små kommuner, at vi sad tilbage med et folkestyre, hvor hovedparten af de valgte er lænkehunde hos de statsstøttede partiledelser.
Hvis Lykketoft vil lære noget af det kvarte århundrede uden egentligt stedligt selvstyre, så er den vigtigste erfaring, at de store kommuner aldrig indfriede, hvad der blevet lovet vælgerne, og at nutidens daglige suk over nært folkestyre er en længsel efter det, som de store partier smed væk for egen vindings skyld.
© Poul Erik Søe 17. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside