Estlands kamp for selvråderet
gjort til amerikansk sødsuppe

Det er redaktionen af det danske TV2, der må gøres ansvarligt for valget af en uhørt krænkende film om Estlands frigørelse fra Sovjetunionen.
Den amerikanske film, lavet af en familiekanal, der åbenbart lever af tårepersere, blev bragt torsdag aften (22.5.97).
Der skal ikke meget til at forestille sig alvoren på liv og død i Estland i de dage, da folket satte sig op mod den sovjetiske terror, som også blev brugt i Sovjetunionens sidste dage under Gorbatjov. Men det lidt, der skal til, har manglet hos de amerikanske filmfolk. Det var frihedskamp på Olsen-bandens plan. Estlands gamle domkirke fra Valdemars Sejrs tid var gjort til Det lille hus på prærien.
I billig-udgaven af den folkelige opstand udløses kampviljen af en amerikansk dukketøs, forkælet og ligegyldig, datter af en estisk frihedskæmper, men mest optaget af at have glemt sin pudderdåse hjemme i det amerikanske paradis.
Der var ingen ægte mennesker i den film. Selv det drama, som virkeligheden var i Estland i firsernes sidste år, kvaltes i sødsuppens sagoøjne. Det var ualvorlig amerikansk film, om muligt værre end de propaganda-film, som sovjetmagten gjorde brug af, ja, selv russernes værste makværker står som udtryk for et kulturfolk i modsætning til filmen i dansk TV2.
Amerikanske fjernsynsselskaber kan lave de film, de vil, måske kan Familie Kanalen bag filmen om Estland slet ikke lave film. Men det danske TV2 burde holde sig for god til at vælge en film, der så skamløst gør et folks kamp for selvråderet til amerikansk bryllupskage.
Da esterne juleaften med lys i hænderne går krævegang mod sovjetstyret, synger de i filmen  med lukket mund, men det klares med en grammofonplade - som til sidst skiftes ud med en amerikansk juleplade. Og den sne, der falder i filmens Tallinn, er sukker, sukker, sukker.

©  Poul Erik Søe 22.5.97

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside