Poul Schlüter ude
med gulvtæppet

Det nye folkelige oprør handler dybest set ikke om de fremmede, men om os selv og EU
Tidligere statsminister Poul Schlüter er ude med tanker om, at der skal laves et "nationalt kompromis" om flygtninge-spørgsmål.
Schlüter frygter en  valgkamp, der handler om flygtninge og indvandrere. Vi kan ikke have et halvt eller helt år til at gå med det, mener han.
Og han forestiller sig så, at han selv og den socialdemokratiske Århus-borgmester Thorkild Simonsen skal være mæglere mellem folketingets partier. Det må være Poul Schlüters indsats i Tamil-sagen og Thorkild Simonsens i skraldemands-striden, der netop skulle gøre de to velegnede. Men Schlüter har da opnået det for ham sikkert uventede, at Thorkild Simonsen fra i dag er indenrigsminister.
Efter Schlüters mening skal hans "nationale kompromis" kun omfatte de fire gamle partier, Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale, hvorefter bredden, det "nationale" unægtelig snævrer ind.
Det gale ved Schlüters forslag er først og fremmest, at det er udemokratisk tænkt. Der er spørgsmål så svære, at dem kan vælgerne ikke tage stilling til, og vælgerne skal helst hindres i at drøfte dem, må han tænke. I mindst tyve år har politikerne på Christiansborg og ude i landet drøftet flygtninge og indvandrere uden at blive enige, men skulle vælgerne i et halvt eller et helt år drøfte samme sag, så gyser Christiansborg.
Det gale ved Schlüters forslag er også, at det ikke har som mål at skaffe ordentlige vilkår for flygtninge og indvandrere og en godkendelse af de vilkår fra danskerne, nej, formålet er klart at undgå fremgang for Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti.
Det er ikke flygtningenes vilkår, modsætninger mellem fremmede og danskere, der kalder på et "nationalt kompromis", nej, forslaget dukker først op, da det viser sig, at stemmerne fosser ud af Venstres, Konservatives og Socialdemokraters meningsmålinger.
Det skal siges til Venstre-lederen, Uffe Ellemann-Jensens ære, at han omgående har sagt nej til Schlüters forslag, skønt de to ellers har samkørt mere end nogen andre borgerlige i vor tid. Uffe Ellemann-Jensen henviste ikke til Venstres livssyn, som ellers er det slør, Venstre islamisk, pigeligt dækker sig bag i flygtninge-spørgsmål uden at gøre rede for, hvad der egentlig ligger i den fundamentalisme.
Nej, Uffe Ellemann-Jensen er en praktisk mand, der indser, at Schlüters forslag intet har at gøre med et "nationalt kompromis", i hvert fald tror jeg det om Ellemann-Jensen. Ordet "nationalt kompromis" stammer jo fra EU-forliget i 1992-93, skabt af Uffe Ellemann-Jensen selv, da han godtog Socialistisk Folkepartis fire fodnoter til EU-traktaten - han, der selv havde levet højt på at håne udenrigspolitiske fodnoter.
Når det blev et "nationalt kompromis" skyldtes det bredden, fordi man havde taget et yderparti med. Dengang var folkesocialisterne endnu på yderfløjen og havde netop som mål at komme ind i varmen på midten.
Men Schlüters "nationale kompromis" har netop som mål at undgå yderpartierne, skønt de sammenlagt vil være politisk hjemsted for omkring hver fjerde dansker, om valget kom nu.
Politisk set kan man næppe gøre noget værre end at udskille yderpartierne i flygtninge-spørgsmål. Dels kan flygtninge-lovgivningen ikke fastlåses ved simple vedtagelser, fordi den verden, der skaber flygtninge, til stadighed er i skred, og fordi medmenneskelighedens former ikke kan fastlåses på et givet tidspunkt i givne lovsætninger.
Demokratisk set er tanken om at udskille yderpartierne håbløs. Der vil opstå et tomrum, som vil udløse langt værre tal for de gamle partier. Det var jo faktisk sådan, Glistrup nåede sine høje stemmetal ved marcipan-valget først i halvfjerdserne. Fremskridtspartiet fik ikke stormende fremgang på almindelig utilfredshed, men på håndgribelig vrede, da Venstre og Konservative, som i årevis havde modarbejdet kildeskattens indførelse, på nogle få dage i 1968 vendte rundt på en tallerken. Det blev nu de borgerlige, der i  Hilmar Baunsgaards VKR-regering gennemførte den kildeskat, Venstre og Konservative forud havde lagt for had. Tomrummet i den borgerlige lejr efter det uvarslede menings-skred blev fyldt op med fremskridtsfolk, som de to partier siden ikke har kunnet slippe af med.
Der må i et demokrati ikke være noget, der er tys-tys. Flygtninge-spørgsmålet, der netop handler om hvert enkelt menneskes ansvar og skyld, er et fuldgyldigt demokratisk emne.
Der går to tydelige strømninger, Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis holdninger til flygtninge og fremmede - over for holdningerne i Socialistisk Folkeparti og hos Enhedslistens folk. Men netop hos de fire gamle partier er flygtninge-politikken grød, der ædes af samme fad uden smørklat i midten.
Der er nogle konservative og ikke så få Venstre-folk, der hælder i retning af Pia Kjærsgaard. Der er nogle radikale og måske ikke så få socialdemokrater, der er mere enige med Enhedslisten end med deres egne ministre.
En flygtninge-drøftelse, om der skal være valg eller ej, vil tvinge grødspiserne til at skaffe sig eget fad og egen ske. Nogen vil endda blive tvunget til at tage skeen i den anden hånd. Holdningerne vil blive tydeliggjort. Samtalen vil blive tilspidset. Men i dansk demokrati er det altid gået sådan, at samtalen har været frugtbar. Har man mistet tilliden til den samtale, så er det demokratiet selv, der er truet.
Det er farligt at hoppe på det tilsyneladende velmenende i Schlüters forsøg på at feje flygtninge-spørgsmål ind under et gulvtæppe i nationale kompromis-mønstre. Fordi man gør samme fejl som ved Glistrups første sejr, da den konservative finansminister Poul Møller stod afsløret med kildeskatte-bukserne nede om benene.
Politikerne mangler den indsigt, at de ikke er alene om at have en skjult dagsorden. Det har vælgerne også, det danske folk. Det, der synligt læses som fremmedhad og flygtninge-modstand, handler håndgribeligt set kun meget lidt om de fremmede, som langt de fleste danskere er mere end villige til at finde ordentlige løsninger for.
Den skjulte dagsorden er, at den danske modstand mod EU er holdt nede, svinebundet af skiftende magthavere. I fortvivlelsen over at miste fodfæste i sin egen folkelighed drejes i partipolitisk vildførte sind tabet af selvstændighedsretten til at være fremmedhad. Men langt hovedparten af det såkaldte fremmedhad er et ulægt sår, skåret i det danske folks side af EU og de fire gamle partier.
Det er den drøftelse, vi også må have. Partierne tør ikke. Men meningsmålingerne er langsomt ved at tvinge dem til det. I første omgang vil de som Schlüter tro, at det hele handler om de fremmede. De vil vågne brat som ved det første Glistrup-valg og se, at kernen i et nyt folkeligt oprør handler om os selv - og vores ret til være et selv.
© Poul Erik Søe 20. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside