EU er religionskrig
Tyrkerne har øje for EU som katolicismens korstog
Religionskrigen er i gang. EU er det ny årtusinds korstog. Det er ingen overraskelse. Enhver har kunnet se det længe.
Man har kunnet bilde folk og ikke mindst danskerne ind, at det var muligt at lave en ny blok, men at blokpolitik var fredens ærinde. Vi kender fra hele verdens historie ikke noget eksempel på en fredelig udgang af en sådan blokdannelse.
Enhver unionsdannelse har ført til krig, og det gælder i alle verdensdele. Nogle af unions-krigene er vi stadig i gang med på europæisk jord efter den sovjetiske union og den jugoslaviske union. Den amerikanske union fødte borgerkrigen mellem nord og syd.
Når gnavenheden udløses, i disse dage fordi Tyrkiet er valgt fra som ikke-egnet til EU, så åbenbares også EUs egentlige fjæs, som det ses af andre.
Tyrkerne ser altså, ved vi nu, EU som en kristen klub, et nyt kampmiddel mod Islam og andre religioner..
Det er udtalelser af den tyske kansler, der er grundlaget for den tyrkiske indsigelse. Nu er kansler Helmuth Kohl jo ikke nogen ubegavet størrelse, der ufrivilligt går i en ordfælde, heller ikke den at røbe de egentlige magtpolitiske overskrifter for EUs tilblivelse og udvikling.
Men ord, kansleren har sagt, vakte stor opstandelse i Tyskland selv. Ifølge den tyske fjernsyns-station Sat1 (19.12.97), som ellers ikke gør for meget ud af de alvorlige sider af tilværelsen, så kan stridens æble  males sådan for øje: "Den tyrkiske ministerpræsident Yilmaz siger, at kansler Kohl vil gøre EU til en "klub af kristne". Kohl har erklæret, at EU har ikke plads til et land, der ikke deler de andres kulturelle identitet. Yilmaz, der er i USA og i dag mødes med præsident Clinton, truer påny med, at EUs afvisende holdning kan føre til en permanent deling af Cypern."
Man skal spise brød til, før man styrter til nadver i EU. I hvert fald skal man huske, at kansler Kohl omgås ordet "kristen" som et politisk pynteord ligesom "konservativ", "socialist", "radikal" og "liberal" - al den slags, man kalder sig uden at være det.
Når Kohl, hvis parti jo er kristeligt-demokratisk efter navnet at dømme, taler om kristendom i politik, så er det ikke noget, der omsættes i holdning og handling, hvorimod et lignende ordvalg kan være særdeles alvorligt ment, for eksempel når det danske folketings formand, Erling Olsen, forleden i en fin portræt-udsendelse i TV2 sagde, at han ser sig som selv som "en kristen, der ikke tror på Gud". Når ordene drejes sådan, at de koster een selv noget, så er de alvor - og det er aldrig svært at høre forskel.
Det er selvfølgelig ikke rart, at man straks med tanken på trediverne og fyrrerne ser sig om efter sin kuffert, når en tysk politiker tager fat på at tale om enshed i Europa, sådan som Helmuth Kohl vitterligt har gjort det med sine ord om kulturel identitet.
Det værste er, at han formentlig ser Europa sådan, fordi han kun bevæger sig i det europæiske rum af enshed, som EU-politikerne har indrettet sig, sådan at de over alt møder samme kultur i de samme bruserums-kulturelle bygninger, alt præget af den overklasse-kultur, der kalder sig internationalisering. Ordets mening er samarbejde mellem regeringschefer og embedsmænd i forskellige lande uden hensyn til disse landes befolkninger.
Folket møder Helmuth Kohl kun ved karnevalstide og i vinhøsten, hvor han er er en yndet taler med krus og glas i hånden. Jeg siger det ikke for kun at gøre ham til en ringe person, han må ¨godskrives stor - og desværre alt for godt skjult - forudseenhed ved genforeningen af de to tysklande. Men Kohls opfattelse af folket som masser, han faderligt meddeler sig til, er for ham selv og mange EU-politikere, også vore egne, selve den kulturelle identitet.
Det ville være ydmygende for kristendommen at kalde denne "internationaliserede kulturelle identitet" for kristen. Det er da heller ikke sådan, den tyrkiske ministerpræsident har øje for det. Han ser EU som en kristen klub med blik for det, som er synligt for enhver, nemlig at EU er en katolsk tankebygning, og at EU er opbygget med den katolske kirkes indre system som forbillede. Det er ikke en påstand, men en kendsgerning. I Maastricht-traktaten blev som arbejdsform indføjet det, der kaldes Subsidaritetsprincippet, som ligeud stammer fra den katolske kirke, hvad den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung var først til at pege på.
EU er et katolsk korstog, og EUs flag er korstogets banner, jomfru Marias fuldkommenhedstegn, de tolv stjerner, af katolikkerne hentet lige ud af Johannes Åbenbaring. Der er intet nyt i det, efterhånden heller ikke for de få protestanter i EU. Men man glemmer, at også folk med andre religioner kan gennemskue det, for eksempel tyrkerne. Rent ud ville vi også undre os over et oprindeligt påstået økonomisk samarbejde for en flerhed af stater, men under muslimsk halvmånebanner.
Tyrkerne har selvsagt også øje for, at optagelsen af østlandene ikke vil ske, som Poul Nyrup Rasmussen har fået lov til at skildre det i Danmark. De fem lande, der indledes forhandlinger med først, og som længe vil være ene om at blive optaget, er nøje afvejet i forhold til hinanden. Det er overvejende lande med katolske befolkninger, der optages. Når Estland er indbudt til at være med, men i virkeligheden ikke de to andre baltiske lande, så er det ikke for at skille de baltiske lande, så er det alene, fordi de protestantiske lande i EU måtte have et enkelt gidsel ved optagelserne, og Estland er det eneste af de fem lande, hvor det meget store flertal i folket er protestanter. Der er altså opretholdt en religionspolitisk vægttilstand, hvor katolikkerne i EU har mægtigt flertal.
Her er jo hele grunden til for eksempel den irske iver for at være med i EU. Man kunne nok undre sig, fordi Irland jo endnu ikke trods de fremgangsrige forhandlinger om Nordirland er ude af de krige, som deres seneste, påtvungne union fremkaldte.
Men irernes katolicisme har været afgørende for deres politik. Katolikker er ganske modsat protestanter vant til, at deres lande er gennemstrømmet af den gamle internationalisering, som er forbilledet for den ny, nemlig den internationalisering, der udstrømmer fra Rom, og som har vænnet katolikker til i mer end tusind år, at magten ikke alene ligger hos folket og regeringen, men også i Vatikanet. Det er en dobbelthed, som er hverdag i alle katolske lande og i hver enkelt lov, som bliver til.
Når reformationen i dens forskellige udgaver havde gennemslagskraft, var det ikke kun på grund af reformatorerne Luther, Calvin og Zwingli, men i afgørende grad, fordi reformationen tilbagevandt folkelig selvstændighed og enkeltstaternes selvråderet.
EU er i bund og grund pavestatens tilbagevenden, dens hævn over reformationen kan man roligt sige.
Så langt ser tyrkerne rigtigt, selvom det ville have klædt dem at tydeliggøre det, før de blev vrede over afvisningen.
Jamen, hvorfor vil så tyrkerne med. Jo, fordi de så lidt som danskerne og svenskerne er blevet oplyst om, at EU er blevet til en religiøs magtknude. De ser EU, som fællesskabet   var tænkt - som et økonomisk fællesskab, en fri markedsplads med fri handel.
Men hurtigt viste sig, hvad der er historisk let at indse, at hvor der er markeder, dukker der kirker op. EU er ikke bare et økonomisk fællesskab, som er fornuftigt i sin tanke, men også drømmen om et økumenisk fællesskab, et fælleskirkeligt samarbejde, der prøver at ophæve Europas kirkelige modsætninger. EU er en katolsk indfarvning af de modsætninger, der har været drivkraft for selvstændige folk i et halvt årtusind. Moderne katolicisme hedder internationalisering. Det skal man ikke være tyrker for at se.
© Poul Erik Søe 20. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside