Pressens burløse høns
på knæ for magten
Valg-kampens første TV-aften en selvydmygelse af den skrevne og elektroniske presse
Pressefolk foer i nat (10. oktober 1997) rundt som burløse høns for at meddele undrende seere, at de ikke vidste, hvad der foregik.
Da fjernsyns-medarbejderne på Christiansborg ikke vidste, hvad de skulle sige, bortset fra at de hele tiden kaldte det, de ikke vidste noget om, for et drama, så stillede TV2 om til aviserne Berlingske Tidende, Fyens Stiftstidende og Ekstra-Bladet.
Vi fik således i enestående grad mulighed for at opleve, at avisernes redaktioner heller intet vidste. Bortset selvsagt fra Fyens Stiftstidende, hvor journalisterne rent ud sagde, at de ikke kunne gøre andet end at følge med i fjernsynet. På Fyens Stiftstidende var de derfor lige så velorienteret som de seere, der med TV2 gæstede Fyens Stiftstidende for at få at vide, at det, Fyens Stiftstidende ikke vidste, havde de lige som seerne, der heller ikke vidste noget, fra TV2, der var lige så uvidende, og som derfor spurgte Fyens Stiftstidende, om de vidste noget, hvad Fyens Stiftstidende ikke gjorde, fordi Fyens Stiftstidende fik det, de ikke vidste, at vide fra TV2.
Og man kunne forstå på værten i TV2, at dermed var Fyens Stiftstidende alvorligt på den, fordi den fynske avis skulle komme til tiden som morgenavis, hvilket vil sige, at den bliver lavet om aftenen, mens TV2 var så heldig stillet, at man kunne blive ved med at sende og sende det, man ikke vidste, hvad man da også gjorde, indtil folketinget endelig gik i gang igen, og der pludselig var noget at sende, hvorefter TV2 opgav halvvejs, selvom de kunne sende og sende ifølge eget udsagn, men da de store partier havde haft ordet, så kvalte man de små - og sagde godnat.
PÅ Danmarks Radio havde de opgivet forlængst. DR gik i seng endog før Fyens Stiftstidende. Og på Berlingske Tidende havde chefredaktøren ikke andet at sige, end at man kun kunne vente - og så håbe på, at forsidens hovedoverskrift kunne nå at blive rettet til fjerde udgave. Hvilket forrygende drama!
Jamen, er politisk journalistik endt med at være ren mundaflæsning af magtfulde politikere? Hvor var dog det mod, der kunne have givet den aften og nat indhold? Hvor var den viden, der kunne have forklaret os slagets gang i et valgspil på Christiansborg, sammenlignet med tidligere situationer? Hvor var det hold af journalister, der i samtale roligt og overskuende kunne forklare os, hvad der talte for valg, for udskydelse af valg, for forlig og for forlis.
Christiansborg gløder sådan en aften. Men spændingen, varmen og det saglige indhold nåede aldrig ud gennem glasskærmen.
Hvad var nu højdepunktet af nervepirrende drama på skærmen den nat - såmænd et ukristeligt kedsommeligt møde med Jan Sjursen, den slagne kristelige folkepartist fra seneste valg.
Og hans lange valgtale indeholdt det banebrydende, overraskende, dramatiske budskab, at der den aften på Christiansborg var talt for meget om kroner og ører og for lidt om det åndelige. Da hele sagen i nat handlede om opsparing, var det nok svært at undgå kroner og ører, men afslørende var det, at Kristeligt Folkeparti ikke havde brugt sine dvaleår til åndelig opsparing, men fortsatte hvor de slap for tre år siden.
Det var så højdepunktet af dansk politisk journalistik. Men grundlæggende spørgsmål om demokratiet og folketingsvalg, forholdet mellem kommunalvalg og folketingsvalg, mellem EU-afstemning og folketingsvalg var der ingen, der kunne give bud på. Journalisterne var overladt til sig selv af politikere, der ikke turde sige noget, og journalisterne opførte sig som politikere - de turde heller ikke sige noget.
Mikrofonholdere var engang skældsordet mod de journalister, der ikke turde spørge om noget eller have en mening selv.
Det er svært at finde det nutidige ord for samme opførsel. Mikrofon-holderi forudsætter dog, at man er på højde med politikerne. Men Christiansborg-pressen er kommet så langt ned på knæ for at kysse magthavernes fødder, at mikrofonen ikke længere nås af nogen menneskelig lyd, så måske var det grunden til, at vi var så mange timer om ikke at få noget at vide.

© Poul Erik Søe 10. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside