EU-formand Santers pave-bulle mod
dansk demokrati og Højesterets frihed
Der kunne være god grund til at takke EU-kommissionens formand, Jaques Santer. Han har lige gentaget den dumhed, vi kender så godt fra folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. EUs formand og Europas såkaldte toppolitikere prøvede også dengang at skræmme danskerne til at sige ja. EU-formanden gentager det nu forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten 28. maj 1997. EU-paven har just udsendt sin bandbulle mod Danmark.
Jacques Santer advarer direkte danskerne mod at stemme nej. Det er en klar indblanding i Danmarks indre forhold. EU har ikke det mindste at gøre med, hvor megen selvråderet Danmark vil afgive til unionen. Det er efter dansk grundlov ene og alene det danske folks afgørelse.
Det er let nok at forstå, hvordan Santer kommer på den tanke, at han har ret til at blande sig i sagen. Han kommer selv fra et folk, hvor en sådan grundlovssikret ret ikke findes, men hvor politikerne har magten. Santers drønende fejlskud, der på dansk hedder en bommert, skyldes, at han ikke kender demokratiet i den udgave, det findes i Norden.
Santer kan inde i hovedet have en forestilling om, at når Danmark - presset i 1993 efter sit nej - sagde ja, så binder dette ja danskerne til et ny ja nu. Det er uden for al virkelighed. Danskerne, ikke politikerne, men det danske folk, har en urørlig ret til at sige ja og nej, som de finder det godt.
Enhver dansker, Grundtvig sagde "hver kødklump før og grov", har ret til at sige nej uden at give nogen som helst grund for det. Selv hvis danskerens nej kun skyldes vrede over, at Santer overhovedet har udsendt sin storeuropæiske pave-bulle, så er det nok. Santer vil ikke kunne lide det, men det er, hvad vi her til lands ser som folkestyre og har gjort det siden 1849.
Santer har kun eet at gøre, nemlig hvad enhver demokrat må gøre, at bøje sig ydmygt for folkeviljen, som i Danmark har eneret på at træffe den slags afgørelser.
For EUs pave er det selvsagt surt, at et lille folk kan spærre vejen for den udvidede union, der skal gøre ham endnu mere ophøjet. Men siden Luthers tid er vi holdt op med at kysse paven på storetåen her til lands, og magthavere må selv vaske deres tæer, for vi knæler ikke for magtmænd for at fordele håndsæben.
Santer bør indbydes til en uges ophold i en dansk folkeskole, så almindelige danske børn kan lære ham noget om demokrati. Vi kræver ikke, at hans land skal være demokratisk i samme form som den danske, men vil han som EU-pave sige noget om Danmark, må han i hvert kende danskernes demokratiske børne-lærdom.
Det er vigtigt, at Santer får lært, hvorfor danskerne skal stemme om Amsterdam-traktaten og ikke bare kaste sig i støvet for politiske paver. Det er slet ikke så svært. Folkeafstemningen om traktaten gennemføres, fordi der ikke i folketinget er fem sjettedeles flertal for traktaten. Dansk grundlov siger, at sådan skal det være. Og danske vælgere sørgede ved sidste valg for, at der ikke kunne opstå fem sjettedeles flertal i folketinget. Ganske enkelt ved at give partier, der ikke havde sagt ja til Maastricht-traktaten, fremgang.
Santer skal dernæst vide, at folkeafstemninger i Danmark ikke er indført for at have et mere blødsødent demokrati. Oprindelig havde folkeafstemninger ikke som i Schweiz en så stærk stilling på dansk jord.
Forklaringen er den ny grundlov fra 1953. Indtil da havde vi to kamre i Rigsdagen, folketinget og landstinget. Fra 1849 blev landstinget sat ind som en modvægt mod den magt, der samlede sig i folketinget. Man kan sige, at landstinget blev skabt for at hindre love, der blev til i en pludselig stemningsbølge, eller som blev fremkaldt af pludselige og uforudsete magtsammenrend i de politiske kredsløb.
Grundlov-giverne i 1953 fjernede landstinget. Men de var bange for, at folketinget dermed ville få for stor magt og ville kunne rendes over ende, hvis stemningsbølger pludseligt avlede lovforslag eller udenrigspolitiske aftaler. Derfor blev det danske folks ret til folkeafstemninger i særlige spørgsmål, for eksempel om Amsterdam-traktaten, sat ind som et værn for landets borgere og for demokratiet. Og det skete vel at mærke under ledelse af en Venstre-statsminister, Erik Eriksen.
Amsterdam-traktaten er jo sådan en pludselig og uforudset ændring af det danske folks selvråderet. Dens indhold var ukendt ved seneste folketingsvalg og har derfor aldrig været kendt af vælgerne, da de satte deres kryds.
Dermed viser det sig, at grundlov-givernes sikring af borgernes rettigheder, var på sin plads. Men det viser også, at når Santer nu på pavekatolsk vis udsender sin bandbulle, så krænker han dyrebare rettigheder i dansk grundlov, krænker en fremgangsmåde, der springer af det danske folkestyres egen levende historie.
Krænkelsen ligger selvsagt ikke i, at Santer udtaler sig, for det er ethvert menneskes ret, men ved, at Santer i sit ordvalg lægger magtpres på danskerne, så vi ikke får frihed til selvstændigt at sige vores ja eller nej.
Santer vil sikkert undre sig over, at hans ord overhovedet kan skabe drøftelse. Dels er paver jo vant til, at deres ord ses som åbenbaringer. dels mener Santer selvsagt, at han bare har sagt, hvad man kunne vente af EU-kommissionens formand. Og han har ret! Selvsagt ventede vi ikke andet af EUs formand, end at han ønskede et ja til Amsterdam-traktaten.
Det er slet ikke i den holdning, der er noget galt. Det er tilføjelsen, der gør hans ord til pavebulle. Ifølge Danmarks Radios Tekst-TV, gengivet fra Berlingske Tidende (28. november 1997) siger Santer, at "der ved et nej den 18. maj 1998 ikke bliver tale om nye danske særordninger eller forbehold".
Det er en gentagelse af, hvad der blev sagt forud for folkeafstemningen om Maastricht-traktaten, som vi sagde nej til i 1992. Vi fik endda at vide forud, at Danmark ville blive smidt ud af EF, hvis vi ikke sagde ja.
Når det kom til at gå anderledes, var det ikke af hensyn til Danmark. Det er den lærdom, Santer mangler. Når Danmark fik det, han kalder "særordninger og forbehold", var det ikke af hensyn til Danmark. Det var ene og alene af hensyn til EU. Maastricht-traktaten kunne ikke gennemføres noget sted i Europa, hvis Danmark havde fastholdt sit nej. Sådan var den udformet.
Og sådan er Amsterdam-traktaten udformet. Hvis danskerne siger nej, så er der ikke nogen Amsterdam-traktat i EU overhovedet. Det er sådan, fordi Danmark ved sin indtræden i det, der dengang hed "De europæiske økonomiske Fællesskaber", selvsagt havde sin egen grundlov som grundlag - som enhver af staterne havde deres grundlov som forudsætning.
Santer burde vide, at vi i Danmark for tiden endog fører sag ved Højesteret om netop det spørgsmål, at Højesteret for første gang i sin historie har vedtaget at gøre grundlovens overholdelse til sit område og dermed ikke som hidtil folketingets, og at Santers ordvalg derfor meget let må ses ikke bare som politisk indblanding i danskernes selvråderet, men direkte som et vink fra EU til Højesteret om ikke at lægge vægt på grundlovens ord om formerne for afgivelse dansk selvstændighed. Når jeg mener, at EU-formand Santer direkte lægger pres på Højesterets behandling af grundlovs-sagen, skyldes det Santers ord til Berlingske Tidende, her ifølge Danmarks Radio: "Man accepterede Danmarks indvendinger i 1992, men sådan bliver det ikke igen."
Santer er virkelig gal på den her. EU accepterede ikke Danmarks indvendinger i 1992. Danmarks regering, iøvrigt ved daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, måtte efter danskernes nej meddele, at Danmark ikke kunne acceptere EU, der jo først blev skabt med Maastricht-traktaten.
Der var på intet tidspunkt tale om, hvad EU kunne acceptere eller ikke acceptere. Det var Danmark og Danmark alene, der kunne meddele, hvad Danmark ikke accepterede. Ethvert barn ved, at det ikke skete med regeringens gode vilje. Men regeringen havde selvsagt ikke noget som helst andet at gøre, for så havde bruddet på grundloven været så åbenbar, at man ikke behøvede at gå til Højesteret for at finde ud af det.
Når EUpaven Jacques Santer nu siger, at man ikke accepterer Danmarks indvendinger denne gang, siger han i virkeligheden, at han er ligeglad med Danmarks grundlov, skønt grundloven er en forudsætning for Danmarks deltagelse i EU, og en sådan udtalelse kan efter mit skøn ikke være fremsat i nogen anden hensigt end at lægge pres på Danmarks Højesteret, der netop er ved at afgøre disse spørgsmål om grundlovens forhold til EU.
Santer må i løbet af en time eller to se at få lært sig, at Danmarks afstemning om Amsterdam-traktaten ikke et øjeblik har at gøre med, hvad EU kan acceptere. Det er ene og alene danskernes sag. Sådan er landets grundlov.
Og bliver det et nej, så vil Santer lære på et stivnende sekund, at det må EU acceptere. Så er der ingen Amsterdam-traktat.
Når der sidste gang gik forhandlinger i gang om danske forbehold, så skete det ikke, fordi EU ikke kunne acceptere det danske nej. Det skete netop, fordi EU selvsagt ikke havde nogen anden udvej end at acceptere det danske nej. Sådan er det nøjagtigt igen den 28. maj.
Jeg ved godt, at for en pave er den slags knæfald ikke lækre. Men det er just folkestyrets tanke, at selv paver dagligt skal kunne mærke deres egne ømme, demokratiske knæ.
© Poul Erik Søe 28. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside