Paraply til tørkeramt folk
Voldtægt på det danske folk med falsk folkelighed
Vi ved det så godt, at magthaverne ikke er tilfredse med os. Vi mener det gale, hvad der skidt, når de nu mener os det så godt og alene ved, hvad der er folkets bedste.
Derfor vil nu de nyttigste kræfter i det danske samfund lære folket, hvordan vi burde være.
Det viser sig, at det slet ikke er så få blandt de store, der mener noget andet end folket: Dansk Industri, Metalarbejderforbundet, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Venstre, Det radikale Venstre og Centrumdemokraterne.
Dagbladet Politiken kan (3.12.1997) røbe, at netop disse magt-kredse nu i fællesskab går i rette med folket. De vil, siger Politiken, lave "en ny bred kampagne-organisation", som "skal flytte danskernes grundholdning til Europa".
Det handler om at skænke en paraply til et tørkeramt folk, der tager så grueligt fejl. Paraply-organisationen har denne grund, siger Max Bæhring, der er formand for dansk Metalarbejderforbund: "Udviklingen i Europa går sin gang, hvad enten Danmark er med eller ej. Men indimellem spiller vi russisk roulette med vor placering i Europa gennem nogle meget snævre folkeafstemninger."
Det snævre vil i Bæhrings tolkning sige, at der er for mange, der er imod. Den slags demokrati, hvor folk ligefrem har egne meninger, har sjældent været god kost for formænd i Metalarbejderforbundet.
Især kan man ikke have, at folk mener noget galt, når nu alle magthavere mener noget andet. Og sådan gik det jo i 1992, hvor alle gamle partier, langt de fleste store organisationer og aviserne, selv Ekstrabladet, sagde ja. Når det danske folk så siger nej, så må enhver kunne se, at det er folket, der er noget galt med.
Det skal der nu rettes op på. Målet er i første omgang at rejse ti millioner kroner til en massiv kampagne, erfarer Politiken.
"Vi vil gerne gøre det lidt folkeligt. Europabevægelsen fører dybe og seriøse diskussioner, men kan næppe kaldes folkelige," siger Max Bæhring
Man må holde af et menneske, der bruger udtrykket "lidt folkeligt". Endelig ikke for meget folkeligt, men sådan lidt, som man har lidt julehygge, og det folkelige er, må man tolke metal-formanden, det modsatte af dybe og seriøse diskussioner.
Sammentrængt står det dansk folk altså over for en massiv, lidt folkelig kampagne, som skal føres for penge, i første omgang ti millioner.
Længere væk kan man ikke komme fra det folkelige.
Det folkelige er netop aldrig kampagner.
Og da slet ikke kampagner, sat i værk fra oven, af organisationer og partier.
Det folkelige gror fra neden. Det bygger på hvert enkelt menneskes optagethed, lidenskab og indsigt.
Det folkelige bliver til bevægelse, når den enkeltes holdning smelter sammen i et fællesskab med andre.
Både det folkelige og bevægelsen dør, når det bliver til organisation og kampagne. En bevægelse, der stivner, hedder netop en organisation.
En folkelig samtale, der afløses af de tre store P'er, penge, propaganda og partipolitik, bliver netop en kampagne. Slagordene dræber samtalen.
Det er, hvad magthaverne i Danmark, kan byde os. Det er, hvad de har lært af de seneste fem år. Demokrati er blevet kampagne, propaganda og pengemagt. Det er voldtægt af selve folkestyrets tanke.
Vi skal bildes ind, at der står en mægtig kamp mellem Venstre og Konservative på den ene side og Socialdemokratiet på den anden side. Vi skal bildes ind, at i den kamp støbes folket og fremtiden.
Samtidig kan Politiken nu sige til os, at tre store partiers partisekretærer har et tæt samarbejde om at skabe den ny kampagne imod folket og vælgerne. Det er partisekretærerne Villy Stig Andersen i Socialdemokratiet, Claus Hjort Frederiksen i Venstre og Peter Sterup i Det konservative Folkeparti, som har ønsket at skabe den ny kampagne. Organisationerne har så straks dikket med lammehalen.
Mit råd er at give narrene narrehatte på. Send endelig et beløb til deres ny kampagne, helst et meget stort beløb, så de een gang til tror, at de har folket med sig. Så bliver der ro, for de måler alt i penge.
Og stem så drønende nej 28. maj - og få dig en dejlig dag som den uforglemmelige dag i 1992, da det danske folk vågnede og sagde nej. Tro mig, det er pengene værd.
© Poul Erik Søe 4. december 1997.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside