Paradisvej 1
Der var engang en mand og en kone, som boede i en kolonihave. På gavlen stod der et skilt med himmelblå bogstaver Edens Have, Paradisvej 1.
Det var før saligheden blev inddelt i kvarterer. I København har de både en Østre Paradisvej og en Vestre.
Men det var ikke nødvendigt, dengang min historie skete.
Som så mange andre hed de Adam og Eva. De var bare de første.
Et helt andet sted boede der en husmandsfamilie. Jeg kender ikke forældrene i huset, men børnene hed Tjalfe og Røskva, og på deres hus sad et hvidt keramik-skilt med lyseblå bogstaver. Midgaard, stod der.
Egentlig er det to historier, jeg blander sammen. Den ene er for vegetarer. Den anden er for kødædere. Man skal passe på ikke kun at snakke om rødt kød, når EUs miljøagentur er anbragt i København..
På Paradisvej 1 var de vegetarer, men de havde lige læst i Kristeligt Daglad, at de æbler, de plejede at spise, blev sprøjtet med gift for at holde sig. Først sagde Adam og Eva avisen op, for de brød sig ikke om å læse om noget, der var forkert ved kolonihaven.
Men så hørte de, at ejeren af den grund, som Paradisvej 1 lå på, Vorherre kaldte de ham, fordi han havde hvidt skæg, de hørte, at han havde et æbletræ, der bar æbler, som ikke bare selv kunne holde sig, men som også fik mennesker til at holde evigt. Økologiske æbler, kaldte Vorherre dem, når han solgte dem i den helsekost-forretning, som han fik sine indtægter fra.
Æblerne havde også den egenskab, at folk, der spiste af dem, blev til guder. De fik stilkeben og æblekinder og blev ligeså kloge som Vorherre selv.
I husmandsfamilien, hvor Tjalfe og Røskva boede, var de kødædere. De åd hver dag så meget kød, at der altid var penicillinrester nok til de brasede kartofler om aftenen.
Men drengen Tjalfe havde eet eneste ønske i livet. Det var at spise marv fra et husdyr, som aldrig hade været på sprøjten. Tjalfe havde nemlig hørt, at hvis man spiste den slags marv, så ble man udødelig ligesom Odin og Tor.
Og Tjalfe kunne godt tænke sig at blive ligesom guderne, for de kommer altid i fjernsynet og på forsiden af aviserne.
Henne i Edens Have på Paradisvej 1 sagde Eva til Adam, at han var en sølle blød mand, fordi han spiste forgiftede æbler. Men Adam turde ikke røre helsekost-handlerens økologiske æbletræ, for det er farligt at være for moderne, sagde Adam. Vi er jo ikke guder, mente han.
- Nej, men I ku blive det, sagde en slange, de hade gående i badekarret, fordi de var kørt træt i undulater og kanariefugle.
Vi slanger spiser altid økologisk for å holde gifttanden ren, sagde slangen.
Og så tog Eva en bid, og da Adam var en sparsommelig mand, der altid tænkte på næste terminsydelse, så åd han resten, for man skal ikke la noget spiseligt gå til spilde.
Hos Tjalfe og Røskva fik familien fornemt besøg midt i et tordenvejr. Tor og Loke kom kørende i en vogn med to gedebukke spændt for. Tor havde købt vognen, efter at han havde set en reklame i fjernsynet. Vil du i verden frem, så buk, stod der.
Men køretøjet svarede ikke helt til reklamerne. Den ene gedebuk havde et horn i siden på den anden, så det kneb for Tor at styre køretøjet.
Derfor var han træt og ville gøre holdt for natten - og spurgte Tjalfes og Røskvas forældre, om de måtte bo hos dem.
Det fik de lov til, hvis de selv kunne skaffe mad på bordet. Så slog Tor de to gedebukke for panden og stegte kødet. Det er første gang, man har hørt om selvforsyning i Norden, og det har det heddet lige siden.
- Men bukke-knoglerne må I ikke røre, sagde Tor til husmandsfamilien.
- Det sku der vel ikke nogen ben i at huske, mente Loke. Han havde været på højskole og var vant til tag-selv-borde.
Mens de spiste, tænkte Tjalfe, at nu kunne han få sig en bid penicillin-fri marv. Og da alle de andre begyndte at synge højskole-sange, ventede Tjalfe til det øjeblik, de tog fat på en af de sange, hvor første vers skulle synges to gange, for så vidste han, at Tor måtte have øjnene godt med i teksten for at følge med.
Og ganske rigtigt. Mens Tor hakkede sig igennem første vers anden gang, skyndte Tjalfe at brække et ben og suge marven i sig.
Oppe på Paradisvej 1 havde de også fået besøg. Vorherre skældte ud over, at Adam og Eva havde ædt a de økologiske æbler.
- Vi er fuldstændigt klædt af, sagde Eva fnisende.
Det er ikke æblernes skyld, sagde Adam. Det er renterne og afdragene.
- Det er ikke det, historien handler om, sagde Vorherre. Alle er nøgne for Vorherre og EkstraBladet.
Historien handler om, at I er blevet ligesom os. Vorherre sagde altid os om sig selv ligesom dronning Margrethe. Han syntes, det hjalp på ensomheden.
Det er menneskers største synd, at de vil være guder og ikke nøjes med å være mennesker.
Det kommer der af at være langtidsledig, sagde Vorherre.
Og så sendte Vorherre dem på arbejde, og siden har Adam betalt renter og afdrag til tiden.
Men næste morgen på husmandsstedet Midgaard smed Tor knoglerne ned i gedebukke-skindene og svingede sin hammer over skindene. Gedebukkene blev straks levende igen, men den ene buk haltede, fordi Tjalfe havde suget marv under anden gennemsyngning af første vers.
- Den, der æder marv fra det hornede dyr, bliver ligesom guder, sagde Tor vredt. Og så straffede han Tjalfe ved at gøre ham til sin træl, der sku arbejde for Tor altid, og da han nu var godt i gang, så tog han pigen Røskva med, dog kun til indslusningsløn af hensyn til samfundsøkonomien.
Siden har verden været delt i to lejre, alt efter hvilken historie de har hørt.
Den ene mener, at kvinderne er skyld i alt det gale.
Og den anden mener, at det er mændene.
Men både Vorherre og Tor havde fået deres vilje. Menneskene hade fået lært, at det bedste i livet ikke er å være guddommelige, men at være ganske almindelige mennesker mellem andre mennesker.
Og så tog Vorherre og Tor hjem og holdt en folkeafstemning om, hvem der havde gjort mest for arbejdsløsheden på det sidste.

© Poul Erik Søe - ny udgave 29.4.1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside