Om at være højest,
når man er høj
Eventyret om, hvem der bærer mad ind til dronningens hofbal
Spredt ud mellem motorvejene lå der et lille rigt kongerige..
Det er ikke helt sandt, for kongen var en dronning, og dronningen var så fattig, at hun måtte have frimurerlogens medlemmer til at bære maden ind, når der var hofbal.
Statsministeren hed Poul, men ham var der ikke meget ved. Han kørte på cykel.
Men der var også tre berømte brødre, hvis største mål i verden var at komme til at sidde øverst ved taflet og danse med dronningen til hofballerne.
De tre brødre hed Per, Poul og Hans som i alle andre gode eventyr.
Det er ikke helt sandt, for Poul var far til Per og sagde altid, at man ikke må lyve.
Og Hans var ikke bror til Per, så Per var altså heller ikke bror til Hans.
Men siger man den slags sandheder, så er hele eventyret ødelagt.
Den ene af brødrene var større end den anden.
Jeg ved ikke, hvor høje de var til daglig.
Men når Hans var høj, så var han 1,34.
Og når Per var høj, var han 1,71.
Hans og Per var lovgivere. Men af den gode slags, som selv prøvede loven for at se, om den var god nok.
I det lille kongerige var det meget vigtigt, at lovgiverne brød loven, for ellers kunne de ikke give love, som kunne holdes. Hvis lovgiverne ikke er grænseflyttende, så duer de ikke. Derfor var Per og Hans meget optaget at flytte grænser.
Kun den, der var bedst til at bryde loven, kunne blive først blandt ligemænd, og den bedste lovbryder havde mulighed for at blive statsminister.
Da folket opdagede, at Hans, når han var høj, kun var 1,34, så lo de meget og sagde: Duer ikke, væk! Og så kunne han kun bruges til at bære mad ind til hofballet.
Derfor valgte de i stedet Per, som var 1,71, når han var høj.
Og hele folket klappede i hænderne. Nu havde de fået en leder, som var så høj som ingen andre leder, landet nogen sinde havde haft.
Men så slap det ud, at det var tredive år siden, Per havde været så høj.
- Det er da løgn, sagde folk. Vi kan da ikke bruge en mand, der kun har brudt loven for så længe siden.
- Duer ikke, væk! sagde folket.
Men Per erklærede, at han blev siddende.
- Det må da være løgn, sagde folket.
Men det var det ikke.
Det var bare ikke hele sandheden.
Man skal nemlig kun sige hele sandheden, hvis man bliver spurgt. Sådan mente alle i kongeriget.
Og efterhånden holdt folk op med at spørge til sandheden.
Fra den tid fik ingen hele sandheden at vide mer, så det er ikke så sært, at hele folket levede lykkeligt til næste valg. Ingen vidste mer, hvem der var højest, når han var høj.
Og frimurerne bar stadig mad ind.
© Poul Erik Søe  2. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside