Dronningens nytårstale
som valgplakat for EU-ja?
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan udenrigsministeriet og statsministeriet er i gang med at skrive den tale, som dronning Margrethe skal holde til os nytårsaften. Og man kan heller ikke sige noget til, at de går i gang i god tid, efter at de to ministerier klumrede så skrækkeligt i det i marts, da dronningen talte for Letlands præsident, som gæstede Danmark.
Morgenavisen Jyllands-Posten afslørede dengang, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen med sin altid uheldige hånd havde skåret i dronningens tale i sidste øjeblik. Ja, man kan sige et øjeblik for sent.
Pressen havde forud fået udleveret dronningens tale til den lettiske præsident ved gallamiddagen. I Danmarks Radios transmission blev ordene som undertekster til talen bragt, sådan som de oprindelig var skrevet. Underteksterne i fjernsynet svarede derfor ikke til, hvad dronningen i virkeligheden sagde.
To afsnit var væk. Ifølge Jyllands-Posten havde dronningen planlagt at sige: "Det er af meget stor betydning for Danmark, at Letland og de øvrige baltiske lande sikres de samme muligheder i forhold til NATO som de øvrige lande i Central- og Østeuropa i forbindelse med de drøftelser om en udvidelse af NATO, som snart vil blive indledt."
I talen stod der desuden, stadig ifølge Jyllands-Posten, at Letlands ønske om at blive medlem af EU "fuldt ud støttes af Danmark".
Statsminister Nyrup Rasmussen greb ind, så dronningen ikke måtte sige ordene. Departementschef Niels Bernstein sagde om tilskæringen til Jyllands-Posten, at "vi fandt det ikke rigtigt, at dronningen udtrykte disse mere politiske tanker".
Det øgede selvsagt det pinlige ved sagen, at også Letland gennem sin ambassade i Danmark havde fået den oprindelige tekst med de ord, som siden blev strøget. Og dermed havde Letlands presse også trykt de vendinger, som dronningen altså ikke måtte bruge.
For nogle danskere var det sikkert en overraskelse, at dronningen ikke selv skriver sine taler. Men der var det gode ved det, at selv de, der mente, ordene var dronningens personligt valgte, fik klarhed over, at dronningen må nøjes med at være højtlæser af statsministerens ord, som han har udvalgt, og som udenrigsministeriet oprindeligt har skrevet.
Det er grundlovsmæssigt, som det skal være, når dronningen kun udtaler sig i pagt med det siddende flertal i folketinget, hvilket i virkeligheden vil sige med regeringen. Men det er jo ikke et grundlovs-krav, at udenrigsministeriet skriver talerne, og at Poul Nyrup Rasmussen læser korrektur på dem. Det må blot være en sikkerhed, som kongehuset ønsker sig. Men ved at vælge den sikkerhed, mister hoffet samtidig muligheden for at værge sig mod politisk misbrug.
Fremgangsmåden, som den er nu, muliggør den til enhver tid siddende regerings misbrug af dronningen og den værdi, dronningens ord tillægges i det danske folk.
Skandalen i marts under det lettiske præsident-besøg løser måske den gåde, at dronningen kunne falde i vandet ved årsskiftet mellem 1993 og 1994 og gennem sin nytårstale pludselig i ordvalget alene optræde som dronning for det halve kongerige, der havde sagt ja til unionen ved folkeafstemningen 18. maj 1993.
Man er heller ikke længere i tvivl om, hvorfor dronningen pludselig seneste nytårsaften var lokomotiv for Nyrup Rasmussens modtræk mod Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet: voldspakkens lov og orden, som skulle overtrumfe de borgerlige.
Ikke fordi det i sig selv er galt, at dronningens og statsministerens nytårs-taler rører samme emnekreds. Men da det nu er kendt, at statsministeren i dronningens taler får skrevet og derefter sletter sætninger, som det er hans lyst, så gøres det tydeligt, at det for Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet var et uhyrligt misbrug, der fandt sted, når dronningens politiske hovedemne sidste nytår var volden, som Nyrup Rasmussen så dagen efter i sin nytårstale ønskede at fremstå som den store befrier fra. Det var selvsagt et lige så uhyrligt misbrug set fra det danske folks side. Og Nyrup Rasmussen har nok i sin plan indregnet, at Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet ikke ville gøre stor indsigelse - da det ville bringe dronningen i forlegenhed.
Efter Jyllands-Postens afsløringer af de faktiske forhold i dronningetale-industrien, er der god grund til at sige til skriverkarlene i udenrigsministeriet, til statsministeren med den røde retter-pen og til dronningen, der lægger mund og krop til, at gentagelser ikke er ønskelige.
Det må være aldeles utåleligt, hvis dronningen i den kommende nytårstale så meget som nærmer sig det landskab, der hedder folkeafstemningen om den ny EU-udvidelse, altså den såkaldte Amsterdam-traktat. Det vil være en dyb krænkelse af det danske folks demokratiske rettigheder, hvis dronningens nytårstale, der ikke på tid og sted giver plads for modsigelse, og som holdes med den vægt, kongehuset historisk har, på nogen vis gøres til unions-tilhængernes valgplakat.
Der er mere end god grund til at sige til dronning Margrethe, at denne gang venter vi, at det er hende, der holder om den pen, der streger ord og sætninger.
Måske er vi kommet dertil, at kongehusets rådgivere skal styrkes. Der har længe været en fornemmelse af, at den sikkerhed i politiske spørgsmål, som fremgik af kongehusets ord udadtil i Hans Sølvhøjs tid i kabinettet, er mindsket væsentligt.
Hvis det skyldes en pengemæssig forringelse af kongehusets mulighed for at skaffe sig tilstrækkeligt dygtige rådgivere, som i disse sager kan vægte udenrigsministeriet og statsministeriet, så vil der uden tvivl kunne skabes et politisk flertal for at sikre sagkundskab på Amalienborg.
I så fald kommer der der da noget godt ud af statsminister Nyrups Rasmussens kluntede omgang med hoffets stræben efter - fra Frederik den Niendes tid - at holde sig ude af partipolitik.
© Poul Erik Søe 28. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside