Morgenmænd kan
roligt sove længe
Har man ry for at stå tidligt op, kan man roligt sove længe.
Det er gammelkendt.
Er man Venstre-mand, så ved folk, at man er meget imod offentligt ansatte og vil gøre alt for at skære ned i tallet på medarbejdere i kommunerne.
Og da alle ved det, så kan Venstre-folk roligt gøre det modsatte.
Hvad de da også gør.
Siden seneste kommunevalg 1993 er antallet af medarbejdere steget med 7 procent i de kommuner, hvor Venstre har magten.
I de socialdemokratiske kommuner er stigningen kun halvt så stor.
Tallene kan ses i fagbladet for Handels- og kontorfolk
Alle tror, at skatterne falder under borgerlige regeringer.
Kendsgerningen er, at de største stigninger har vi haft under regeringer, Venstre og Konservative var med i.
Socialdemokraterne er ikke bedre til at holde deres løfter. Alle ved, at socialdemokraterne gør noget for det sociale, så derfor behøver de ikke at gøre noget.
De største nedskæringer på det sociale område er sket under socialdemokratisk ledede regeringer.
Politikere kan man nemlig stole på. De gør med sikkerhed det modsatte af, hvad partiet har lovet. Og hvor i verden har man ellers den sikkerhed?
© Poul Erik Søe 31. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Tilføjelse 23.1.1999: Virkeligheden tilføjer stadig nye udsagn om sandheden i artiklens tankemåde. I 1999 viste tallene, at socialdemokratisk ledede regeringer har privatiseret mere end borgerlige regeringer.

Enmandsavisens forside