Landbruget og samfundspagten
Landbruget har solgt sin frihed for statsstøtte
Det har længe været en vittighed, når Venstres kreative bogholder Anders Fogh-Rasmussen gentager sit løsen: - Pengene fosser ud af statskassen.
I 1996 er pengene fosset ind i statskassen.
Men vittigheden bliver til alvor, når dagbladet Børsen, der er skabt til ikke at være erhvervsfjendtligt, nu afslører (17.3.1997), at hvert dansk landbrug årligt modtager 450.000 kroner i støtte fra staten og EU.
Dansk landbrugs stats- og EU-støtte er mere end fire gange så høj som i EU i gennemsnit, selvom det er alvorligt nok, når EU-landmænd i snit modtager 107.000 kroner i støtte.
Landbruget kan sige, som så mange gør, at alle andre jo også får tilskud på den ene eller den anden måde. Men det gale er selvsagt, at ord og holdninger ikke hænger sammen med virkeligheden.
Dansk landbrugs hæderkronede tradition som frit erhverv er undergravet, så der tilbage står en ny tids bonde på sin toft med fremstrakt hånd ved det elektriske hegn for at modtage almisser fra stat og union.
Der er for mig ingen tvivl om, at et nyt slægtled i landbruget ved, at den er rivende gal og vil gøre noget ved det. Det er et slægtled, som først og fremmest kommer til at gøre op med den indstilling, at nogen modtager støtte, også når man ikke har brug for støtte, bare fordi alle andre gør det. Med en ungdom, der er ved at lægge landbruget om til en ny sundhed, er der mulighed også helbredelse af den særegne liberale støttesyge.
Storlandbrugets organisationer og især partiet Venstre har i næsten et århundred talt og talt imod den pengeoverførsel, der sker gennem staten. Bortset fra socialismens rester i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har vi i Danmark kun een ideologi tilbage, eet ideologisk parti, Venstre, som for få år siden ikke kunne nøjes med at hedde Venstre, men tog fat på at kalde sig Danmarks liberale parti.
Alt, hvad liberalismen står for, er undergravet i de holdninger, som Venstre har båret frem, når det gælder landbruget. Der er nu så få landmænd tilbage i Danmark, at det også mærkes i Venstre, hvor vist kun hver 21. vælger er landmand. Men Venstres liberalisme gælder kun dem, der ikke har samme politiske syn som Venstre. Det er alle andre end Venstres egne tilhængere, som gør noget galt, når de er på støtten.
Dansk liberalisme fra skibsværfter til landbrug er gennemsyret af statsstyring og liberale folketog til de kasser, hvor det offentlige deler ud. Det seneste sindbillede på liberalismens fremstrakte tiggerhånd er Venstres Ungdom, der glad vil modtage stats-millioner til at indrette sig et kontor for syv medarbejdere i en Hellerup-villa.
Det er en stor skuffelse, for Venstres Ungdom gik jo pletfri ud af den sag, som sygeligt ramt flere andre politiske ungdoms-organisationer, der opfandt medlemmer, der aldrig havde meldt sig ind, for at hæve statstilskud gennem Dansk Ungdoms Fællesråd.
Et nyt Venstre, måske præget af den uforfærdede Birthe Rønn Hornbech i stedet for den nuværende partiledelse, må nødvendigvis få sagt de ord, der har manglet i årtier. Det er til Venstres egne, og især til landbrugets organisationer, der må tales om liberalisme, hvis man da ikke når frem til i det hele taget at slette den ideologi, som ufolkeligt styrer alle ord uden hensyn til virkeligheden.
Dansk liberalisme står nøjagtig, hvor kommunismen endte. Ideologien har ikke en døjt med hverdagen at gøre. Ideologien er blevet tomme ord. De politiske handlinger er tomgang, fordi ingen har troværdighed, når ideologien gælder alle andre end ens egne vælgere.
Det kan ikke tilrådes landmænd, som tager ordene selvstændighed og frihed alvorligt, at vente på partier og organisationer, når det gælder om at rette erhverv og omdømme op. Dansk landbrug har i sin historie mere end de fleste agtet samfundspagten, har været villig til at ofre for fællesskabets skyld. Det er den holdning, landbruget må tilbage til.
Det er jo indlysende for enhver, at støtten fra staten og unionen i dag styrer produktionen. Mælken hældes ud i marts på grund af kvoter. Der produceres alene efter tilskuds-muligheden. Et vist forbruger-hensyn dukker op af og til, men det viser sig grundlæggende, at tiggeriet hos staten og unionen er det egentligt afgørende. Og når danske landbrug modtager fire gange så meget i støtte fra stat og union som gennemsnits-støtten til landbrug inden for EU, så er tallet så sygeligt højt, at det ikke kan have den almindelige henvisning til konkurrencen udefra som grund.
Det er indlysende, at de tal, som dagbladet Børsen nu oplyser, sætter landbruget ud af spillet som frit erhverv, for det er ikke et frit erhverv. Og det vil efter de nye tal være utåleligt at høre bare een liberal politiker sige ordene frie markedskræfter og fri konkurrence.
Da unionen endnu kun var et fællesmarked, blev de indbyrdes toldmure brudt ned for at gøre handel og erhverv frit. Men nye mure er bygget op, støttemure, som - ikke på længere sigt, men nu i dette øjeblik - er den alvorlige trussel mod landbruget. Det vil gå med landbruget som med skibsværfterne. Man kan leve så længe på unionens og statens nåde, at man mister evnen til at tænke frit og handle selvstændigt.
Partierne, organisationerne og unionen vil ikke hjælpe landbruget - jo, de vil gerne dele penge ud, for deraf springer deres magt. Men den egentlige kamp skal føres af hver enkelt landmand.
Det er en kamp, der er så enkel, at den er forståelig for enhver. Den handler om at sige nej, også hvor det koster noget i dagligdagen. Kampen handler om bare første gang at holde hænderne ned langs siden i stedet for at række dem tiggende frem til liberalismens almisse-ydere i Europa.
Det gør ondt. Det gør fattig. Men det gør fri.
© Poul Erik Søe  17. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside