Dronningen som Nyrups lænkehund
Statsministerens misbrug af hoffet må høre op
Dronningens taler til det danske folk var bedst, da Hans Sølvhøj var medarbejder ved hoffet. Siden synes majestæten at være tvunget til at oplæse taler, som ikke er gjort med egen kunstnerisk hånd og god folkelig rådgivning, men ligner et kludetæppe med tråde fra mange ministerielle embedsmænd.
Senest har statsministeren i hast måtte ændre dronningens tale ved gallamiddagen for Letlands præsident, uanset at ordene var blevet til i udenrigsministeriet.
Det er det mest ærgerlige ved Nyrup Rasmussen, at han ustandselig, fra skamknægtelsen af færingerne, som han ikke tør besøge, over Rushdie-sagen til Letlands-talen altid optræder så kluntet, at han i sammenligning får Uffe Ellemann Jensen til at se ud som et elegant åndsmenneske.
Det er velkendt og helt nødvendigt, at dronningens ytringer i det danske demokrati må være i overensstemmelse med den siddende regering, som igen må sørge for, at regeringens holdninger er i pagt med folketingets flertal.
Det er knap så velkendt, at dronningens taler bliver til ligesom de skiftende statsministres trontaler, altså åbningstalerne til folketinget den første tirsdag i oktober med redegørelsen for rigets almindelige stilling.
De såkaldte trontaler, statsministrenes redegørelser, er altid blevet til ved fremsendelse af stikord fra de enkelte ministerier. Og det er der intet galt i, for trontalerne skildrer den lovgivning, de enkelte ministre arbejder med at få gennem folketinget det kommende år.
Skiftende statsministre kan så med skiftende held omskrive de skriftlige tilbud fra ministerierne, så der kommer en helhed eller i hvert fald en sammenhæng ud af talen. Og arbejdet med at skabe helhed er blevet nemmere efter den skik, at de kommende lovforslag fremlægges skriftligt som et bilag til talen.
Morgenavisen Jyllands-Posten (20.3.1997) afslører, at dronningens taler bliver til på samme vis, i hvert fald den seneste tale i forbindelse med den lettiske præsidents besøg i Danmark. Dermed får vi også klarhed over, hvorfor dronningen kunne falde i vandet ved årsskiftet mellem 1993 og 1994 og gennem sin nytårstale pludselig i ordvalget alene optræde som dronning for det halve kongerige, der havde sagt ja til unionen ved folkeafstemningen 18. maj 1993. Og hvorfor dronningen pludselig seneste nytårsaften var lokomotiv for Nyrup Rasmussens modtræk mod Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet: voldspakkens lov og orden, som i et valgår skulle overtrumfe de borgerlige.
Pressen havde forud - som det er skik - fået dronningens tale til Letlands præsident ved gallamiddagen. I Danmarks Radios transmission fra gallamiddagen blev ordene bragt, sådan som de oprindelig var planlagt. Underteksterne i fjernsynet svarede derfor ikke til, hvad dronningen i virkeligheden sagde.
To afsnit var væk. Ifølge Jyllands-Posten havde dronningen planlagt at sige: "Det er af meget stor betydning for Danmark, at Letland og de øvrige baltiske lande sikres de samme muligheder i forhold til NATO som de øvrige lande i Central- og Østeuropa i forbindelse med de drøftelser om en udvidelse af NATO, som snart vil blive indledt."
I talen stod der desuden, stadig ifølge Jyllands-Posten, at Letlands ønske om at blive medlem af EU "fuldt ud støttes af Danmark".
Statsministeriet greb ind, så dronningen ikke måtte sige ordene. Departementschef Niels Bernstein siger til Jyllands-Posten, at "vi fandt det ikke rigtigt, at dronningen udtrykte disse mere politiske tanker".
Det øger det pinlige ved sagen, at også Letland gennem sin ambassade i Danmark havde fået den oprindelige tekst med de ord, som siden blev strøget.
Hvis vi ikke var vænnet til statsministerens kluntede hånd for eksempel fra Rushdie-sagen, så var det hele til at bære. Men når dertil føjes et åbenbart samspil, som er af partipolitisk art, mellem hoffet og statsministeriet, så er Nyrup Rasmussen ved at bringe selve det konstitutionelle monarki i fare på samme måde, som han ene mand har fremkaldt den nuværende krise i rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne.
Det er indlysende nok, at danskerne helst ser, at dronningen selv skriver sine taler. Ingen er heller i tvivl om, at hun har evne og demokratisk indsigt til at gøre det. Men selvsagt kan vi ikke regne med til enhver tid at have siddende en konge eller dronning med Margrethes evner, og mindre kan også gøre det.
Der er derfor intet galt i, at statsministeren jævnfører dronningens officielle taler med regeringens politik, folketingets flertals politik, ja, rådgiver om et samlende folkeligt udtryk for Danmarks stilling , men det forudsætter selvsagt, at man har samme tillid til statsministerens evner som til dronning Margrethes.
Det er helt i orden, at en statsminister kun har få sagsområder. Traditionen er, at kun forholdet til pressen, Færøerne og hoffet ligger i statsministerens hånd.
Hvis det er blevet skik, at statsministeren fordeler det ansvar på tilfældige embedsmænd i forskellige ministerier, så spiller han højt spil med historisk ømtålelige forhold mellem monarki og demokrati.
Man må uundgåeligt få det indtryk, at statsminister Nyrup Rasmussen i uhørt grad gør dronningen til lænkehund for sin egen politik. Jeg er ganske enig i de ord, dronningen ville have sagt om Letland og NATO - og som åbenbart var skrevet i udenrigsministeriet.Men skønnet over det rimelige i at få dronningen til at sige ordene skal selvsagt ikke afhænge af, om man er enig eller uenig. Det alvorlige er, at dronningen ved misbruget af hende ikke længer kan siges at være dronning alle danskere i deres politiske forskellighed.
De ord, dronningen siger (skulle have sagt) om Letlands optagelse i EU kan ikke ses som andet end en forsøg på at spænde dronningen for unions-partiernes vogn forud for en kommende folkeafstemning i Danmark om en udvidelse af Maastricht-traktaten. Socialdemokratiet har iværksat en kampagne for at sælge udvidelsen af unionen. Med Nyrups vanlige smagløshed hedder den kampagne "Fredens projekt".
Ordene om fredens projekt skal få danskerne til at sluge en udvidelse af unionen i ly af optagelsen af tidligere østlande i EU. Det er svært at forestille sig, at ret mange kan have alvorlige indvendinger mod at optage østlande i EU, selvom vi med Ruslands holdning ikke ved, om det bliver fredeligt eller ej. Men det fremstilles, sidst af Ole Stavad i DR TV, som om det er noget, vi har meget svært ved at forstå.
Det skal sælges, ligesom man sidst prøvede at sælge Maastricht-traktaten, da danskerne sagde nej i 1992. Når unionen skal have mere magt, så er det for at sikre freden, siger man. Det er og bliver vrøvl. Ingen union er endnu skabt, uden at det har ført til borgerkrig. Og EUs eneste sikkerhedspolitiske resultat til nu er udbruddet af krigen i det tidligere Jugoslavien. Unionslandene faldt for tyskernes iver med godkendelsen af Kroatien og lagde dermed grunden til den ulykkelige krig, som EU aldrig kunne stoppe, men hvor fredens projekt alene lå i NATOs hænder, ikke med EU-landene, men med USA som eneafgørende kraft.
Dronning Margrethe har som aldrig før god grund til at sige: Gud bevare Danmark - med den statsminister, vi har. Hvis han ellers giver hende lov til det.
© Poul Erik Søe  20. marts 1997              

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside