De kommunale
kongedømmer
Drøftelsen omkring drabs-sigtelsen fra plejehjemmet
afslører den daglige vilkårlighed i forvaltningen

Selvom den nuværende ombudsmand synes at være blevet nærmest bovlam efter Tamil-sagen, så er det ikke et øjeblik for tidligt, at kommunernes forvaltning er kommet ind under ombudsmanden. Drøftelsen efter sigtelsen for massedrab på et plejehjem, åbner øjnene for endnu et område, der har kørt enerådigt uden folkestyrets kontrol.
Kommunalreformen i førstningen af halvfjerdserne kvalte kommuner i den størrelse, der var overskuelige for indbyggerne. Stik modsat alle løfter fik vi med storkommunerne en forvaltning, der mange steder udviklede sig til små enevældige kongedømmer.
Det nyeste tilfældige af kongesyge er fra i dag, hvor Høje-Tåstrups borgmester, socialdemokraten Anders Bak, fører kommunal valgkamp ved at hæve sig op over loven. Kommunen har indført et stedligt flygtningestop imod menneskerettighederne og Danmarks egen lovgivning. Sådan skal altså fremmede lære dansk lovlydighed og demokrati.
Systemet, staten og kommunerne i den nutidige forvrængning, har sit eget selvstændige liv hen over hovedet på folket. Den tidligere borgerlige regering ville i Erik Ninn-Hansens tid som justitsminister forvalte sig til en magt, som loven ikke gav den. Og systemet kunne køre sådan i årevis, før der tilfældigt og kun af partipolitiske grunde blev skredet ind.
Og sådan kører det kommunale system, hævet over folkelig kontrol. Enhver kan frygte døden, men det er værre i levende live at frygte for at komme i systemets vold. Vilkårligheden i forvaltningen er dagligdag, og der er kun et sidste håb at sætte op mod de kommunale kongedømmer, ombudsmandens nye mulighed for at gribe ind.
Om det ender med dom for massedrab eller ej i den øjeblikkelige sag på det kommunale plejehjem, så er det grelt, hvad der flyder ud af forvaltningens byld. Sagkyndige siger os, at fem instanser, der skulle have ført kontrol, alle har svigtet. Jeg er ikke uenig i, at grundlæggende må forvaltning også af et plejehjem bygge på tillid, men tillid forudsætter et samfund, der er indrettet overskueligt og åbent, og det samfund har vi ikke længer.
Forsorgen, også for de gamle, har i årevis, især siden førstningen af firserne, været styret alene af tanken om at spare, og styringen på det grundlag har udartet sig til ligegyldighed i den pengemæssige effektivitets navn. Man kan ikke finde andre ord for en tilstand som den, der er skildret på plejehjemmet med de mange døde. De dødes medicin blev ikke fjernet, medicinen blev kun tilfældigt registreret, og medarbejdere, der ikke var uddannet til det, delte medicin ud.
Politikerne siger selvsagt, at det er et enestående tilfælde. Men når der kunne være et sådant rod, så skyldes det en grundlæggende ligegyldighed over for gamle mennesker, en politisk mode-holdning, hvor et stadigt stigende antal gamle mennesker med deres pensions-ret og krav på mer og mer dyr lægelig behandling var i vejen for dyrkelsen af den hellige vækst og effektivitet, en irriterende hindring for livsudfoldelsen hos de såkaldt produktive årgange.
Forvaltningen som system har langsomt udviklet sig til at blive en folkefjende, et farligt selvkørende system uden folkelig kontrol. Vi opdager særtilfælde, men den daglige vilkårlighed glider som en strøm gennem samfundet og undergraver til sidst demokratiet.
Politikerne har intet lært. Den engang så livskloge socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen foreslår i disse dage, at man rent administrativt skal spærre børn inde - på lukkede institutioner i et år. Helt uden dom. Karen Jespersen må for et øjeblik have mistet både sin demokratiske og medmenneskelige sans bare for at overleve - i det system, det lukkede kredsløb, som politikere og embedsfolk har gjort sig selv til.
© Poul Erik Søe 22. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside