Den sidste sang
K E Larsen er død, den åbne blandt de frisindede
Da sangen var død, sang han endnu, og da ingen ville åbne munden mer, så skulle i hvert fald de daglige toner udfordre med mindet om det tabte fællesskab. Sådan husker jeg ham fra Krogerup Højskole. Nu har døden lukket munden på K E, men efterklangen er inde i os. K E Larsen fik i sit liv megen virke med fine titler på, men han sagde nej til endnu flottere.
Poul Hartling ville som statsminister have haft K E Larsen med i sin regering. En dag ringede Hartling op til Krogerup Højskole, hvor K E var forstander. K E sagde ikke ja, som de fleste ville have gjort med lyst til kors og bånd og stjerner på. K E ville lige tænke over det. Men allerede da røret blev lagt, sagde han til os, der var lige omkring, at det ville han ikke.
Jeg ivrede for, at han skulle sige ja. Jeg var - skønt endnu ung - allerede gammel politisk journalist, og jeg mente, at Christiansborg måtte være meget lokkende for en, der ikke havde prøvet. Og jeg tillagde nok stillingen som undervisningsminister større værdi, end embedet kunne holde til. Fra undervisningsministerens stol havde dog de radikales Jørgen Jørgensen regeret Danmark, hvad end statsministrene hed.
Men K E Larsen faldt ikke for Christiansborg og minister-stillingen. Det blev et nej til Hartling, sådan som K E havde vedtaget med sig selv fra første færd. Det spillede da en rolle, at han i sit sind allerede var ved at fjerne sig fra det Venstre, som han oprindelig tilhørte. Men det vigtigste var, at han ikke havde brug for stilling eller titel for at være til. Nu er det jo netop den slags mennesker, folkestyret har brug for, hvad Poul Hartling med sin stræben efter ægthed i politik havde sans for. Men netop mennesker, der ikke har brug for magt, er også sværest at lokke ind på borgen.

Han kom der så siden, ikke som minister, men som embedsmand. Han fik en titel, der var umulig, og som vist siden hen også er forsvundet. Han blev direktør for folkeoplysningen. På et møde i Odense om folkeoplysning grinede vi sammen meget over den titel. Han var aldeles enig med mig. Folkeoplysning er egentlig oplysning fra folket, ikke til folket, som mange tror nu. Man kan selvsagt ikke være direktør for noget, der kommer fra folket, men udmærket for det, som fra oven skal spredes ud som møg over det sultne folk. Af samme grund kan man ikke kalde noget for folkeoplysningscentre - der findes ikke noget midtpunkt for en oplysning, der kommer fra folket selv, men nok et midtpunkt for den magt-oplysning, der kommer ovenfra som kampagner og propaganda..

K E var derfor den eneste, der kunne rende rundt med den titel uden at være uærlig. Han var manden, der bar folkelighedens lys ind på de bonede gulve. Han var frisindet, ikke som noget tillært eller påtaget, men som livsstil, nej, livsvane er et bedre ord. Vi er så mange, der render rundt og kalder os frisindede, men K E føjede personlig åbenhed til frisindet. Han var aldeles uræd for strømme og dønninger, ledte stemningernes vande på vej, brød spærringer ned, men veg aldrig fra sine diger, det, han troede på.

Ingen ærlig kamp er spildt, når kampen står for livets fremme. Det kunne være den sanglige, hostrupske overskrift over K E og hans liv. Og livets fremme vil sige, at selv den mindste af de små får del i livets glæde. Disse mine mindste små - eller de mislykkede, som Hal Koch sagde, da han sad som forstander på Krogerup forud for K E Larsen.

Jeg ved ikke, hvornår sangen forsvandt fra Krogerup Højskole. I hvert fald var det sket nogen tid før 1968, der jo ellers får skyld for alting. Fra Nyboe Andersens erindringsbog ved vi, at der var morgensang på Krogerup Højskole i Hal Kochs tid. Nyboe-Andersen gengiver også skolens timeplaner for vinter- og forårsskolen 1953-54. Man kan se, at der fire af ugens dage er tyve minutters sang midt på formiddagen. Og tre dages om ugen er der en times kor-sang om eftermiddagen.

Når sangen var væk, da jeg kom, var det i hvert fald ikke traditionens skyld. Krogerup ser ud til at have sunget lige så meget som andre højskoler fra skolens oprettelse.

Når jeg siger, at sangen var væk, er det heller ikke helt sandt. Den lå på det yderste og hev efter vejret. Hver morgen på den første vinterskole i 1968 var der faktisk morgensang i salen. Det var altid skolens forstander, K. E. Larsen, der stod for det. Og det var udelukkende sang, der fulgte ingen ord med på vejen. Men morgensangen stod ikke på planen som i Hal Kochs tid. Den var K. E. Larsens sidste forsøg på at videreføre, hvad han selv havde med fra tidligere højskole-liv, på Idrætshøjskolen i Sønderborg.

Det var tappert af K E. For da var sangen forlængst død mange andre steder. Sangen havde allerede dengang ligget så længe på sottesengen, at Venstres formand, Poul Hartling, så tidligt som i 1962-63 foreslog, at man skulle udskrive en konkurrence om at skrive nye fædrelandssange.

K E Larsen sad altså dér morgen efter morgen ved flyglet på Krogerup den første vinter, jeg var der, og spillede efter Folkehøjskolens Melodibog. Det særegne var imidlertid, at morgensangen var ikke på timeplanen. Det var frivilligt, blev det understreget. Der kom ti den første morgen. I løbet af en uge var vi nået ned på fire, og vi kom ikke højere op. Det var K E, to elever og jeg. Der var i hvert fald plads nok i skolens store sal.

Her fik jeg min første opdragelse i frihedssynet på Krogerup efter K Es læst. Jeg syntes, det var lidt koldt og tomt med fire mennesker i den store sal, og derfor foreslog jeg efter fjorten dages forløb K E, at morgensangen blev flyttet. Der stod et klaver i et af de mindre undervisningsrum, og det mente jeg var et mer passende sted i forhold til besøgstallet.

- Nu skal du høre, Søe, sagde K E og blev meget K E'sk i stemmeføringen. Hvis vi flytter til et lille rum, hvor ikke hele skolen kan være, så gør vi os selv til en sekt, så er morgensangen en religiøs handling for de særindviede. Når vi er i salen, så er tilbuddet om frivillighed ægte. Der er plads til alle. Kommer de en dag, så falder de ikke ind i en lukket kreds, men kan bare sætte sig ned og være med.

De kom ikke. I løbet af den vinter holdt morgensangen op. Men jeg må sige, at det var en værdig død. Den mand, der kæmpede frihedens morgensangs-sag, blev i de følgende år ved med, især i formiddagspausen, men nu oppe i filmsalen, meget højt at spille højskolesangbogens melodier, så det kunne høres ud over hele højskolen. Han sad ensomt og kæmpede den sidste kamp. I 1970 satte han alt ind på at få en korsangs-lærer ind på Krogerup Højskole igen. Hun kom også. Hun var dygtig og kom senere til Vestbirk, der er musikhøjskole. Men der var intet at gøre. Sangen var død - og den genopstod først på Krogerup otte år efter.

Krogerup Højskole kom nemmere gennem ungdomsoprøret end de fleste skoler. Jeg tror, det skyldtes, at lærerkredsen ikke blev politiseret. Den var politisk, men det lod sig ikke gøre at skabe en fløjdannelse. Jeg tror, det skyldtes stedets politiske tradition.

Det, der havde skabt højskolen, og som måske var en enfoldig idé, har dog været Krogerups afgørende styrke. Domprovst Bøgh, der nu er død samtidig med K E Larsen, havde oprindelig været ansat som Krogerup-lærer af Hal Koch, men sprang fra før starten. Han skrev et brev om, at han ikke troede på selve skolens grundlag - at organisationerne skulle sende deres unge frem til en højskole, hvor de måske ville komme til at tvivle på holdningen i deres organisation. Virkeligheden i Krogerups første år gav ham ret. Men Krogerup Højskoles samlede forløb har givet ham uret.

I sig selv er det jo stort, at krigen samlede alle kræfter fra konservative til kommunister. Der var noget, der var større end partierne, noget, der var fælles selv mellem de argeste modstandere. Det er sjældent, at et slægtled så tydeligt får lov til at lære, at opleve, hvad det vil sige at være et folk.

Det er nok lige så rigtigt, at årene efter krigen kunne være en skuffelse, fordi mange af båndene blev klippet over. Om Hal Koch var skuffet eller ej, er ikke til at afgøre. Men vi, der som lærere under K E Larsens lederskab skulle værne digerne, da vandene steg i tresserne, oplevede, at Hal Koch med selve skolens mønster, skabt ud af fællesskabet, havde givet os et redskab, som var brugbart. Nok vandt Krogerup ikke efterkrigsårene, men stedet og stedets grundtanker var brugbare, da ideologierne igen ville have overmagt.

K E Larsen brugte Hal Kochs værktøj mesterligt, og oven i handelen tilegnede han sig i sine kampår på Krogerup en arbejdsform, som han medbragte til de store poster, han siden fik - som folkehøjskolernes førstemand og i undervisningsministeriet.

Det er kun ganske kort tid siden, han standsede op her på Lønne Højskole. Han sagde da ord om sin sygdom, men han talte ivrigst, vedvarende om det, der lige nu brændte på i samfundet og på højskolerne. Uden omsvøb, ligetil, åbent og med en frejdig glæde som en dreng, der lige har fået et tip om et hul i hegnet ind til en æblehave.

Alle, der har mødt ham, vil af sig selv finde frem til det selvsamme ord, som bedst beskriver ham: Levende!

© Poul Erik Søe 30. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside