Gode gamle England vandt
- også over unions-ensidighed

Det var en herlig nat i Storbritannien (1. maj 1997). Britannien er kun stor i navnet og af og til i egen indbildning, men til daglig ved enhver englænder, skotte, waliser og nordirer, at det er små med det store.
Men på valgnatten var der i England en storhed af den slags, som er særegen for de folk, der er tvunget til at være under samme tag i den britiske union, og som derfor har lede i norske højder ved unioner.
Det gav sig udslag i mere end flotte ord, uanset om socialdemokrater, konservative eller liberaldemokrater tog ordet. Der var storhed til at mere end at lykønske vinderne. De konservative tabere havde råd til i mange kredse at sige, at det var en dygtig mand, Labour nu sendte ind. Og socialdemokraterne havde overskud til at sige, at folkestyre-tro konservative, som røg ud af parlamentet, ville blive savnet.
Den socialdemokratiske sejr kaldes selvsagt her og der og allevegne for et jordskred, skønt det kun handlede om en ti procent stigning i stemme-tallet. Det er ene og alene en gammeldags valgordning, valg i enkeltmandskredse, der får det hele til at se ud, som om jorden ryster. Ingen kunne drømme om at indføre valg i enkeltmandskredse herhjemme ved folketingsvalg. Den sidste, der foreslog det, var den konservative Poul Møller, der her som i Glistrup-sagen viste sig at være helt ude af trit med jordbunden dansk tænkning. Kun ved valg til EU-parlamentet har vi hele landet som valg-kreds, og det er så fremmed for et velvirkende dansk folkestyre, at kun meget få deltager i den slags pop-valg.
Det er i virkeligheden godt klaret, at de konservative i England kun mister ti procent efter at have haft magten i atten år. Og det slår ikke hatten af nogen, når socialdemokraterne efter så lang tid i opposition kun er i stand til at gå ti procent frem.
Selve trangen til et skifte har været drivkraften. Det norske Venstres tidligere leder, Bent Røiseland, sagde engang med vestnorsk fjeldbundethed, at det er nødvendigt, at der kommer nye til for snuse i skufferne. Det er selve folkestyrets grundtanke. Skifter bringer landets styre ud af ensidighedens dødbringende vande. Det sker også i England nu.
Men samtidig må selve den dag, landets nye regeringskræfter overtager magten, også smerte af tømmermænd. Det, der nu fremstilles som et vældigt jordskred, er i virkeligheden kun en tilslutning til Labour på en trediedel af engelske, skotske, walisiske og nordirske stemmer. Tony Blair står i virkeligheden ikke langt stærkere i sit folk end Nyrup Rasmussen med sine svage tal i det danske, og John Major ligger med det, der kaldes for katastrofen, lidt over Uffe Ellemann Jensens tal i menings-målingerne og omkring tre gange så højt i vælger-tilslutning som Per Stig Møller i Danmark.
Det store Britannien er i det nordvestlige hjørne af Europa den fattige lillebror. Det står ringe til. Forfald er det rigtige ord. Med mindste-lønninger kun lidt over halvdelen af de danske er det ikke sært, at Labour omsider kunne hente sig den smule fremgang, der er tale om. Valgets ændringer har først og fremmest en social baggrund.
Men det forties, når man hører de tre store i Europa udtale sig om det engelske valg, Helmuth Kohl, Poul Schlüter og Uffe Elllemann Jensen. De tre fremstiller de egentlig meget små ændringer i England som en sejr for EU. Nu vil Storbritanniens tid som kritiker af Unionen være forbi. Unions-ensidigheden i deres eget sind får de tre store til at se valget i England som en sejr for Unionen.
Man kan næppe være længere fra virkeligheden. Nær en trediedel af de britiske vælgere blev hjemme. Den vigtigste grund er, at de fattigste vælgere har opgivet at få blot det mindste ord sagt i britisk politik. Den næstvigtigste grund er, at vælgerne ikke stoler på politikernes løfter om et selvstændigt Storbritannien i forhold til EU.
Der tales meget om den parti-splittelse, der førte til John Majors beskedne nederlag. Det vigtige er, at han selv fremkaldte den splittelse. Han valgte hånligt at overse den EU-modstand, der var i hans eget parti. Selv på den yderste rand, da han havde mistet flertallet i parlamentet, førte han stiv Europa-politik på unions-tilhængernes grundlag. Først næstsidste dag i valgkampen, da det var åbenbart, at Labour ville vinde, prøvede han pludselig at hale unions-modstand frem som en kanin af hatten. Det virkede selvsagt ikke, da han i alle sine overlevelses-forsøg havde kvalt den samme kanin.
Der var ikke den tillid til John Major, at vælgerne ville give netop han, som havde nedkæmpet unions-modstanderne i sit eget parti, gevinst ved pludselig at stå som unions-modstandens talsmand.
Det er den døde kanins dag i britisk politik. Og den ny premierminister har overtaget den døde kanin fra sin konservative forgænger. Når han trods al løsagtig snak om jordskreds-sejr kun står med stemmerne fra en trediedel af englændere, skotter, walisere og nordirere bag sig, så skyldes det overvejende, at vælgerne heller ikke har tillid til ham og hans parti på i EU-spørgsmål. Selv blandt de vælgere, som har stemt, når Blair ikke op på halvdelen af stemmerne. Det havde kun været muligt, hvis engelsk EU-politik var troværdig.
Modsat de tre store i Europa, Kohl, Schlüter og Ellemann Jensen, har jeg så megen tiltro til den nye premierminister, at han ikke på latterlig vis sætter sin nye magt over styr ved at føre en EU-politik, der kan fælde ham ved næste valg.
Tony Blair har i hele sit ordvalg tilkendegivet, at han sagtens ved, at unionens stormagtsdrømme klemmer de britiske vælgeres tæer. Ikke det økonomiske samarbejde mellem selvstændige europæiske stater selvsagt, men hele det hellige unions-borgerskab, der ligger i Maastricht-traktaten og drømmen om møntunion.
Hvis der er nogen politiker i verden, der med sin adfærd og i sine ord har tydeliggjort, at han grundlæggende ved, hvorfra en politiker får stemmer, så er det Tony Blair. Stemmer får en politiker først og fremmest fra sine modstandere. Overraskelsen vil være, at Tony Blair nu vil føre den politik, som John Major havde lovet at føre, men undertrykte undervejs og rent glemte, indtil han som dukkefører på valgets næstsidste dag stak fingrene i en død kanin for at få den til at sprælle lidt - bare med forpoterne.
© Poul Erik Søe 2. maj 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside