Årets sjoveste julebog:
Kvalitet der kan ses
Undervisningsminister Ole Vig Jensens julebog om måling af uddannelsens kvalitet overgår langt Flemming Jensens morskab
Undervisningsminister Ole Vig Jensen har sendt mig et brev. Det sker ikke tit, så selvsagt er jeg glad. Med brevet følger tilmed en lille bog, så jeg tænker: det er årets julegave fra ministeren. Jeg må sige rent ud, at det havde jeg ikke ventet - lige fra ham.
Men man må lade ministeren, at han har orden i sine ting. Tænk, her sidder jeg med hans julebrev allerede den 5. december 1997. Det er også den opdragelse, jeg har med hjemmefra. Min mor skrev et år julekort, hvad der ellers sjældent skete, men hun glemte at sende dem. Næste jul tog hun dem frem og fik dem sendt - og blev på således den i familien, der først fik ordnet kortene, det år.
Da jeg nu læser ministerens julebrev, får jeg en mistanke om, at brevet slet ikke er til mig, i hvert fald ikke til mig alene. Det er et bunkebrev, genparter lavet i ministeriet, og på den måde bliver juleposten jo en nemmere sag.

Det der kan ses
Mere forskrækket bliver jeg, da jeg opdager, at brevet næsten ord til andet er det samme, der står i den lille bog, han har sendt med. Det er forordet, han har skrevet af. Men han har selv skrevet under begge steder, så måske skal man ikke undre sig, og genbrug er jo godt.
Men prøv lige selv at se ministerens ord. Jeg vælger med omhu udtrykket se. Alting skal jo kunne ses. Man skal være synlig. Jeg kan ikke se, hvorfor det skal være sådan, men det er vigtigt, og derfor hedder ministerens bog, som han har sendt med, da også "Kvalitet der kan ses". Og kvaliteten fremgår allerede af forordet, der altså er det samme som ministerens brev, hvad enhver vil kunne se:

"Forord
Undervisningsministeriet har gennem de senere år iværksat en række kvalitetsudviklingsprojekter på de forskellige uddannelsesområder. Som en naturlig fælles fortsættelse og videreudvikling af disse projekter lancerer vi nu projektet ,Kvalitet der kan ses". "
Nu skal det indrømmes, at helt sådan indledes ministerens brev til mig ikke. Han skriver: "Kvalitet i undervisningen har den seneste tid fået øget offentlig bevågenhed."  Det, Ole Vig Jensen mener, er uden tvivl, at pressen skriver, at danske børn ikke kan stave. Når han siger "øget offentlig bevågenhed" vil det rent ud sige, at der er "presse på drengen".
Ministeren har derfor tænkt allerede i forordets første linier, at han måtte sige, så det kunne ses, at han selv er god til at stave. Derfor vælger han ordet
kvalitetsudviklingsprojekter , som er så langt ord et ord, at det kan ses, og som ikke er helt almindeligt i det nordsjællandske blandt de tre husmænd, der udgør ministerens bagland. De kan nu se, at de har valgt en mand med kvalitet.
I fortsættelsen gør vi nu den opdagelse, at det handler om et projekt. Da det snart er jul, vil vi tage det alvorligt alligevel:
"Projektets formål er at få opstillet en kvalitetssystematik til brug for såvel de enkelte uddannelsesinstitutioner som af det samlede uddannelsessystem i den fortsatte udvikling af kvaliteten i uddannelserne.
Med denne pjece lanceres hovedidéerne bag projektet. Den videre bearbejdning og udmøntning skal ske i tæt dialog med uddannelsernes interessenter. l foråret 1998 vil de forskellige parter blive indbudt til et samarbejde om det videre forløb."
Meningen er tilsyneladende god nok, selvom den er svær at stave til. Kvalitetssystematik tolker jeg sådan, at undervisningen nu skal til være god, og der skal nu være orden i den måde, man gør den god på. Mine skolelærere sagde aldrig den slags ting før jul, hvor de tegnede julelys og grangrene med rødt og grønt kridt på tavlen, men med sikkerhed var det de første ord, der mødte os efter nytår. Men han er jo forud for sin tid, den Ole Vig.

Spiritusprøve for regeringens julefrokoster
I slutningen af forordet ses det, at den her sag er noget, de ligefrem har snakket om i regeringen. Måske har det været til den landskendte julefrokost i regeringens økonomiudvalg. Under julefrokosten 1996 skød de med Marianne Jelved som skydelærer på forfatteren Rushdie, der lå mellem rødbederne nede under bordet. I år har de åbenbart skudt på skolelærere. Dem er der også flere af, så de er nemmere at ramme.
Åbenbart har de i år indbudt Ole Vig Jensen til at være med. Sidste år var det statsministeren. Måske har der også været en enkelt konservativ indbudt, for som det ses, har de øvet sig på en spiritusprøve med ordlyden
Evalueringscentret for de Videregående Uddannelser. Det viser kun, at der i regeringens julefrokoster er kvalitet der kan ses:
"Regeringen har truffet beslutning om etablering af ét eller flere evalueringscentre for grundskolen og ungdomsuddannelserne i lighed med Evalueringscentret for de Videregående Uddannelser, som siden 1992 har evalueret de videregående uddannelser.  Evalueringscentret(ne) kan i arbejdet bl.a. tage udgangspunkt i den kvalitetssystematik, der udvikles i projektet "Kvalitet der kan ses"."
Det skal da tilgives, at man efter en julefrokost ikke kan huske, om man har vedtaget et eller flere af de der evalueringscentre, men mon man dog ikke i et eller flere af de der nye steder skulle undersøge, om ham, der skriver Evalueringscentret(ne) går rundt i en evig brandert, eller om han bare ikke har fået fremtidens mindstetilbud - at komme i skole før vuggestuen.
Han er i hvert fald selvskreven til at arbejde på
Evalueringscentret(ne), som ifølge forordet blandt andet kan tage udgangspunkt i den kvalitetssystematik, der udvikles i projektet "Kvalitet der kan ses".
Et Evalueringscentret(ne) er på dansk et værdisætningsmidtpunkt - hvilket vil sige en målestok, der kun har et eneste målepunkt, der sidder på midten. Man kan godt indse, for ses skal der, at det er svært for en regering ved en julefrokost at tage stilling til, om vi skal have en eller fler af den slags.

Orden i det hele på samme tid
Nu kommer så selve julebogen fra Ole Vig Jensen. Og man undrer sig straks over, at ingen har fundet på det før. Meningen er, at nu skal der være orden, ikke bare i et hjørne, men i hele undervisningen fra førvuggestue-skolingen til efteruddannelsen for skindøde. Og det skal kunne måles, om målingerne er i orden, mens man måler og bagefter. Ja, det skal kunne ses. Som det ses af ministeriets smukke danske fremstilling:
"Undervisningsministeriet har sat projektet ,Kvalitet der kan ses" i gang med henblik på at opstille og afprøve en systematik til at vurdere resultaterne og videreudvikle kvaliteten i uddannelserne og i det samlede danske uddannelsessystem.  Projektet omfatter identifikation af:
ministeriets målsætninger for kvalitet og kvalitetsbegrebet
et sæt af indikatorer og kriterier, som kan anvendes på tværs af ministeriets uddannelsesområder, suppleret med specifikke indikatorer og kriterier for de enkelte uddannelsesområder
områder af særlig betydning for kvaliteten
Projektet skal ses i lyset af ministeriets mål- og rammestyringsprincipper. Det centrale niveau har til opgave at sikre hensigtsmæssige mål og rammer for institutionernes aktiviteter, at følge udviklingen og sætte ind på områder, hvor der vurderes at være behov for kvalitetsforbedring, og i øvrigt løbende vurdere, hvordan kvalitetsniveauet generelt kan højnes.
Det er hensigten, at interessenterne i de enkelte uddannelsesområder skal inddrages i det videre forløb med at fastlægge kvalitetsbegrebet, herunder målsætninger og indikatorer."
Ingen skal kunne sige, at det her ikke i allerhøjeste grad er tiltrængt, da bogens forfatter må formodes at være barn af de hidtidige målløse tilstande i de danske skoler.
Et øjeblik får man den tanke, at her er årets julespøg. I virkeligheden har undervisningsministeriet udgivet en af skuespilleren Flemming Jensens skønne indføringer i dansk-grønlandske misforståelser. Men det er ikke den Jensen, der lægger navn til. Han hedder Ole Vig, og så er det en alvorlig sag, for hvis man ikke følger den Jensen, så laver han ikke bare en særlov mod mig, nej, han udnævner mig til interessent.


Derfor skal man virkelig passe på, når der står "Projektet skal ses i lyset af ministeriets mål- og rammestyringsprincipper". Det vil nemlig sige, at undervisningsministeriet holder på sin ret til når som helst at påstå, at du har svindlet for 30 millioner, lukke din skole, for derefter senere at betale dig penge tilbage, når udregninger viser, at det i virkeligheden er ministeriet, der skylder din skole penge. Ordet rammestyring er især farligt, fordi det er hentet lige ud af julefrokosten i regeringens økonomiudvalg, hvor man år for år prøver at blive bedre til at styre den måde, man rammer regerings-modstandere under bordet på.
Udtrykket "
interessenterne i de enkelte uddannelsesområder" dækker de lærere eller skoler, som i årets løb bliver udvalgt til at blive målt af de måleraflæsere, der på undervisningsministerielt dansk hedder controllers. Ordet interessent kunne umiddelbart fejllæses som et udtryk om "den, der er interesseret", men skal selvsagt ikke læses sådan, for så ville man have skrevet det.

Men man må ikke lære noget
Undervisningsminister Jensens bog siger nu i et nyt afsnit, der er lige så vigtigt som de andre:
"Begrebet kvalitet er i udpræget grad flertydigt, når det gælder uddannelse. Uddannelse drejer sig både om udmøntning af politik, beslutninger om aktiviteter, service og opgaveløsning efter lovgivning og aftaler, samt interessenternes rettigheder, muligheder og handlinger."
Man kan af disse klare ord læse, at det eneste, uddannelse ikke handler om, er at lære noget. En så gammeldags tænkning rammer heldigvis aldrig en nutidig minister for undervisning. Det er derfor ikke det, der skal måles.
Derfor er forbilledet for den måling, der skal ske, ikke den helt latterlige og håbløst forældede tankegang, at en elev lærer noget af en lærer. Nej, ministeriet er "inspireret af erhvervslivet". Den danske skole har gennem halvandet hundrede år ikke gjort nogen som helst egen-erfaring, den kan bygge på. Ikke et øjeblik standser Ole Vig Jensens bog ved de tusinder, der i årtierne og århundrederne har undervist i landets skoler og gjort sig nogle erfaringer. Nej, der er kun en eneste vej, erhvervslivets vej. Ministeriet ved godt, at det ikke helt er det samme, og følgestrengt vil man netop derfor gøre det på samme vis. Hvem ved mere om den rette Naturhistorie end Nordisk Fjer, hvem kan bedre måle erfaringerne i regning og matematik end Varde Bank, og hvem skriver bedre samfundskundskab end selskabstømmerne? Jensen skriver:
"Vurdering af kvalitet i uddannelsessystemet er inspireret af kvalitetstankegange og -målinger i erhvervslivet. Kvalitet i uddannelse og i undervisning kan alligevel ikke sammenlignes direkte med kvalitet i fx vareproduktion.  Undervisning er ikke en vare (læring heller ikke), eleverne og de studerende er ikke kun brugere, men deltager aktivt i processen, og lærerne er ikke kun "leverandører af en vare".
Kvalitet i uddannelsessystemet må betragtes som en dynamisk størrelse, fordi uddannelse foregår i et univers af samfundsmæssige værdier og politiske prioriteringer med udfordringer til såvel de faglige og pædagogiske præstationer som til den økonomiske effektivitet. Kvaliteten afhænger af konteksten og situationerne og er ikke en absolut, statisk størrelse, som kan bestemmes objektivt. Til syvende og sidst er kernen i kvalitetsbegrebet de læreprocesser, der sættes i gang i det enkelte individ i samspil med omgivelserne."
Altså en masse jensenske ord om, at uddannelse er noget helt andet end vareproduktion, men ordene viser sig at være ren julefrokost. Netop fordi erhvervslivets erfaring fra vareproduktion er noget helt andet end skolernes erfaring, netop fordi de to ikke kan sammenlignes, vil man bruge erhvervslivets fremgangsmåde. Vi kender godt tankegangen. Netop fordi koen er planteæder, fodrer vi den med dyr, men koen opdager det ikke, fordi vi kalder den dyriske ædelse for kraftfoder. Følgen er kogalskab. Med samme tankegang som ministeriets kan vi derfor slutte, at det er kogalskab, der har ramt ministeriet - kvalitet der kan ses.
Og ordene danner grundlag for endnu en mangel på sammenhæng i ministeriet. Vi har lige læst, at kvalitet i uddannelsen ikke er en færdig størrelse, som man kan måle. Netop derfor har man i regeringen vedtaget, at nu vil man måle den umålelige kvalitet. Det skal ske på et eller flere (man ved stadig ikke hvor mange man har vedtaget) af de der
Evalueringscentret(ne).

Kvadratroden af rødbeder
Videre i bogen vises det sig heldigvis, at Jensen og hans medarbejdere, for han har nok ikke fundet på alle ordene selv, har løst om ikke universets, så dog enhver julefrokosts gåde: kvadratroden af rødbeder. Se, hvilket menneske:
"En åben opfattelse af kvalitet er nødvendig i forsøget på at opfange et moderne, dynamisk samfunds udvikling og behov. Derfor er det vigtigt i vurderinger af kvalitet i uddannelse at medtænke og integrere de processer og redskaber, der kan anvendes i uddannelserne, til at skabe og videreudvikle kvaliteten."
Ministeriet gør her den enestående opdagelse, at mennesker er forskellige. Og da det nu viser sig, at det, der skal måles på Evalueringscentret(ne), ikke kan måles, men skal måles alligevel, så er løsningen, at man har en åben opfattelse af, hvad kvalitet i uddannelsen er. Den åbne opfattelse vil sige, at man er nødt til at nøjes med at måle det, man kan måle, hvorimod selve målingen er umulig, hvorfor man må nøjes med at måle, om uddannelsen udmønter det, der lige nu er god politik på bjerget. På den måde får man målt, ikke om uddannelsen er god, men om ministeriets mål kan måles. Ses!
Imidlertid er den politik, man skal udmønte, ikke længere følgen af folkelig indflydelse. Politik - som nu Ole Vig Jensens - bygger på målinger. Den politik, hvis kvalitet skal måles i uddannelsen, kommer til at bygge på de målinger, den selv foretager. Politik kører altså i ring. Det er derfor, ministre nedlægger seminarier, når der er ved at være brug for nye lærere. Det er derfor politikere standser byggeriet, når der er brug for boliger. Det er derfor ikke helt tosset med ordet
Evalueringscentret(ne), som altså til nu ifølge Jensens bog vil sige en bemandet målestok, der kun har eet målepunkt inde på midten, og som skal måle det umålelige, men som dog gør det på en ny måde, nemlig efter erhvervslivets fremgangsmåde, der ifølge ministeriet ikke kan bruges på uddannelse.
På det tidspunkt er ministerens og hans folk blevet bange. Folk kunne jo let gå hen og tro, at der slet ikke er brug for
Evalueringscentret(ne).
Derfor indfører de nu et nyt ord, Kvalitetssystematik. Nu bliver det spændende at se!

Indikatorernes indtogsmarch
"For at øge sammenligneligheden i kvalitetsvurderinger mellem uddannelsesområderne har ministeriet udarbejdet et grundlag for en fælles metodologi."
Læseren, spændt til det yderste, råber: - Det var ikke et øjeblik for tidligt.
Da man nu skal sammenligne noget, der ikke kan sammenlignes, så laver man en fremgangsmåde, der kaldes en metodologi, og som har til mål at se bort fra det, der ikke kan sammenlignes, så man kan sammenligne resten. Gud må have været glad i samme målelige grad, da han fandt på næsehornet for ikke at blive ved med at tale om rødbeder. Hvordan sammenligner man efter erhvervslivets fremgangsmåde et næsehorn med en rødbede. Jo, ved at presse saften ud af dem begge og holde resultatet op mod lyset. Det er, hvad undervisningsministeren kalder en metodologi.
Ministeriets næsehorn ser sådan ud:
"Ministeriets forslag til en kvalitetssystematik indeholder to hovedtyper af mål for resultatvurderingen:
1) deciderede målsætninger
for uddannelsessektorens præstationer/resultater og
2) forudsætningsmål/rammevilkår
Det vil sige forudsætninger for tilvejebringelse af kvalitet i undervisningen og uddannelserne.
Begge disse hovedtyper indgår i kvalitetssystematikken.
Til begge typer målsætninger er knyttet én eller et sæt af flere indikatorer.
Målsætningerne er et udtryk for nogle konkrete, formulerede og alment accepterede overordnede mål for ddannelsessystemet. Målsætningerne har tilknyttet én eller flere indikatorer, som hver har ét eller flere kriterier for, om kvaliteten er god. Indikatorernes værdi bestemmes udfra et verifikationsgrundlag. Graden af målopfyldelse kan dermed vurderes ud fra indikatorerne og på de tilhørende kriterier."
Så er det, man umiddelbart tænker, at det passer ikke. Man kan se, at det ikke passer. Man kan se, at det menneske, der her fører pennen, ikke har begreb om kvalitet. Så ville han ikke bruge ordene sådan. Det er et menneske, der ikke engang har et mindstemål af kvalitet i sin omgang med ord og andre mennesker, som her prøver at sælge sin målestok med det ene sølle målepunkt til folk, som dog enten har læst Anders Bodelsen eller en annonce for skridtbind.
At det hele er ægte kursus-vrøvl fremgår vejen igennem, men tydeligst i denne kursusbøn: "Målsætningerne er et udtryk for nogle konkrete, formulerede og alment accepterede overordnede mål for uddannelsessystemet. Målsætningerne har tilknyttet én eller flere indikatorer, som hver har ét eller flere kriterier for, om kvaliteten er god."
Det er at tage politik og ikke uddannelse alvorligt. Da centrumdemokraten Erhard Jakobsen en kort stund havde magt, fik vi mer historie-undervisning i folkeskolen. Det skyldtes ikke "konkrete, formulerede og alment accepterede overordnede mål for uddannelsessystemet", men at manden skulle have noget for sine stemmer. Det var rent modetrælleri og af Erhard Jakobsen fremelsket med krav om, at børn skulle lære kongerækken udenad. Selv brugte han aldrig historien, når han stod på folketingets talerstol, nævnte den aldrig, så ikke engang for ham selv var der tale om " alment accepterede overordnede mål for uddannelsessystemet ".
Man kan med forslaget i Jensens julebog måske måle, hvordan uddannelsen er i forhold til helt løsagtige love i folketinget, men før målingerne er sluttet på de der
Evalueringscentret(ne), så er "de konkrete, formulerede og alment accepterede overordnede mål" for længst ændret, fordi Jacob Haugaard skal have indflydelse på en finanslov, ligesom man forud afsætter lukning af teatre, så han har noget at være redningsmand for.
Jensens bog mener, at der findes et
verifikationsgrundlag, ja, mange, men ethvert barn, der lykkeligt har undgået den kommende kvalitet i uddannelsen, kan gennemskue, at et sådant grundlag til at bestemme, hvad der er rigtigt, ikke er til i kvalitets-uddannelse, fordi uddannelsen da ikke ville være af kvalitet med det indhold af forskellighed, som ministeriet selv taler om. I så fald kunne da også al efteruddannelse afskaffes, hvilket kunne være en sund grund til at godtage det ellers umulige verifikationsgrundlag.

Hvor vil man hen?
Nu kommer det store øjeblik i bogen, det helt uventede højdepunkt:
"Målsætning angiver hensigt og intention: Hvor vil man hen? Målsætningen kan udtrykkes ved en retning, en kurs for bevægelsen eller ved noget, der kan nås, eller noget, der opfyldes i større eller mindre grad. Målsætninger, der skal anvendes i en kvalitetssystematik, skal være mest mulig eksplicitte og operationaliserbare i den forstand, at der kan peges på indikatorer, kriterier mv., som kan bruges til at drøfte målopfyldelsen."
På det sted emmer bogen ligefrem af, at den er blevet til i et undervisningsministerium, der engang tog sig selv alvorligt. Ole Vig Jensen - eller hvem han nu har til at skrive for sig - forestiller sig pludselig en læser, tilmed sådan en dum læser som mig.
Forfatteren (Jensen) indser pludselig fra sit ophøjede stade, at en dumrian som jeg, der aldrig har mødt kvalitet i uddannelsen, ikke forstår alle ordene. Han gør derfor den venlige indrømmelse at oversætte det sværeste af dem alle.
Han vælger at forklare mig, hvordan ordet målsætning skal tydes. Der står på tryk, hvad det handler om: "Hvor vil man hen?". Er det så sært, at netop Ole Vig Jensen er blevet undervisningsminister? Hvem skulle dog tro, at kvalitet i uddannelsen er så simpel en sag, at man ved hjælp af den og Jensen kan finde ud af, at målsætning vil sige: - Hvor vil man hen? (Se selv det bevægende sted på side 6!)
Kvalitetsudviklingsprojekter , operationaliserbare , verifikationsgrundlag, evalueringscentret(ne) og rammestyringsprincipper er jo ganske ligetil at gribe, men målsætning! Tak, Jensen, tak.

Damgaards tid forbi

Fabrikant Aage Damgaard, Herning, hørte jo erhvervslivet til, men man skal ikke tro, at det er ham, som undervisningsministeriet hentyder til, når målingen af kvaliteteten i uddannelsen nu skal præges af erhvervslivet.
Aage Damgaard skabte skjorte-fabrikken Angli og lagde ikke skjul på, at han ikke kunne stave til ordet skjorte. Siden blev han formand for Kulturkommissionen, grundet af den første kulturminister, Julius Bomholt. Jeg lærte Damgaard at kende, fordi jeg skrev en kronik sammen med ham til dagbladet Politiken. Han var nødt til at gøre den slags i fællig med andre, fordi han var ordblind.
Damgaards tid er forbi - og Hong Kongs. Nu styres verden af folk, der holder handelsskole i Ole Vig Jensens navn, og som nu skal have et videnskabeligt grundlag for at måle det umålelige.
Det hele handler om, at Ole Vig Jensen ikke kan blive ved at høre på, at børn i andre lande er meget dygtigere end de danske. Undervisningen og uddannelsen kan han ikke lave om på, for enhver lærer med sund sans indretter sig mindst muligt efter det øjeblikkelige modetrælleri på Christiansborg og i Frederiksholms Kanal.
Derfor vil han lave nye målinger, som i sig selv beviser, at danske børn er meget klogere end alle andre. Og da hans - og medarbejdernes - nye bog om kvalitets-målinger indtager ethvert muligt standpunkt til målinger og gør selve umuligheden af kvalitets-målinger til grundlaget for kvalitets-målinger, så er det rette redskab fundet.
Sådan blev det også jul i undervisningsministeriet og i et eller flere
Evalueringscentret(ne).

Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren, fjern og nær,
høre frydesange,
som en hind da springer halt,
stammer, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme!

Ó Poul Erik Søe 5. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside