Lad lampen brænde, Mary
Irlands nyvalgte præsident, Mary McAleese, har mere end fornavn og køn til fælles med den afgående præsident, Mary Robinson.

Det er nemmest at få.øje på forskellene, men en irer vil selvsagt i den ny præsident og i den store opbakning, hun fik ved valget, se en fortsættelse af det lykkelige valg, irerne traf, da Mary Robertsson for syv år siden blev sat ind i præsidentboligen i Fønixparken uden for Dublin.

Mary Robinson skal nu være FN-kommissær for menneskerettigheder, og også den post er hun skabt til. Der er i irsk selvforståelse megen lidelse, grundet i folkets historie, og den medlevende og medfølelse, som Mary Robinson blev valgt på og holdt vedlige, rinder af den overlevelses-evne, som det irske folk har vist under de mange engelske plagerier.

Dele af plagerierne og udnyttelserne har englænderne nu under den ny Labour-regering officielt sagt undskyld for, som det er på mode, men den slags politiske mode-undskyldninger sletter ikke et folks lidelses-historie.

Mary Robinson, der med rette sås som talskvinde for mange mindretalsgrupper i det irske folk, viste i sit virke som præsident, at lidelses-historie kan omsættes til medlevende nutid, og der kan ikke være tvivl om, at selv forkælelsen, som mere og mere udpræget omgiver folk med topposter, ikke har ødelagt hende. Hun vil tjene FN og de lidende folkeslag godt.

Det er i sig selv særpræget, at irerne i 1990 valgte en kvinde til præsident-posten, og at de nu har gentaget det - med fire kvindelige og kun een mandlig kandidat. Grunden er ikke kønspolitisk og har i Irland ikke udspring i et forsøg på at omgøre gammel mandsmagt. Irske mænd har måttet dø i kampen for selvstændigheden, har ensomt måtte skabe sig fremtid uden for landets grænser, men netop tabet af så mange mænd bragte den irske moder i en særlig stilling, og disse i sekler undertrykte, men modige kvindeskikkelser udmønter sig i nutidig irsk politik ved præsident-valgene.

Den ny Mary - McAleese - er særpræget ved at være født i Nordirland, det første irske statsoverhoved, der kommer fra den del af Irland, som Storbritannien stadig sidder på, men vel må siges nu at have vilje til at afvikle til friheden.

I sig selv er der intet særpolitisk at hente i selve den ny præsidents fødested, uden for det fri Irland. Folkeligt set er irerne i og uden for det britisk besatte område selvsagt de samme. Jeg vælger med vilje ordene "britisk besat", for den engelske besættelse er indledningen til den herskende ufrihed i den nordlige del af Irland.

Mary McAleese er katolik som de fleste i sit folk, og den kendsgerning har nok skræmt nogle protestanter i Nordirland, og den ny præsident har i dag udsendt beroligende ord, som præsidenter skal.
Selvsagt er det katolske Irland et Maria-folk, og det er ikke noget tilfælde, at irerne to gange har valgt en Mary til præsident, men man må ønske for Irland, for Nordirdland og for protestanterne i Nordirland, at Mary McAleese selvfølgeligt fastholder sin oprindelse og sin tro i sit nye virke.

Irsk katolicisme er først og fremmest blevet så stærk - og så udpræget - i seklers kamp med englænderne. Hvor man ofte i EU har grund til at være mere end betænkelig ved den stærke katolske overmagt, som helt åbenbart præger den måde, EU vil styre åndslivet og kulturen på, også i de protestantiske dele af EU, så er irsk katolicisme ofte af en anden art, ligner polsk katolicisme, mere et friheds-symbol end et magt-instrument.

Siden Mary Robinsons valg i 1990 har der i præsidentboligen i Fønixparken dag og nat brændt en lampe. Hun har tændt den for at mindes de ti millioner irere, som på grund af fattigdom måtte udvandre fra Irland gennem 150 år. Lampen skal - med præsidentens ord - sige til dem, at når nogen kommer tilbage til Irland, så er de så velkomne som blomster i våren.

Set udefra kan man kun ønske, at den ny Mary vil lade lampen brænde videre - som billede på den medleven, der som et kildevæld løber fra huset i Fønixparken.

© Poul Erik Søe  1. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside