Internazionaliseringen
Aabenraas egen AA B C om at være mindst mulig dansk
Retskrivningsordbogen er ingen hersker. Hver har sin klare ret til sit eget sprog og sin egen stavemåde. Af og til kan det dog være praktisk, at ordene i hvert fald kendes af den, man skriver til.
I folkeskoler og på kemifabrikker er vanskeligheden ifølge novonordiske og internationale undersøgelser, at danske børn og voksne ikke kan stave. De retter sig ikke efter retskrivningsordbogen. Det synes at have ramt skolepolitikere med lammelse. Vi må simpelthen se at få os nogle andre børn, helst franske, engelske, tyske eller amerikanske børn.
I hvert fald er det nu indlysende for alle, at danske børn er uegnede til internationaliseringen. Men det er jo da allerede spiren til et håb. Og spiren vokser, når man opdager, at danske børn sagtens kan meddele sig uden at stave efter retskrivningsordbogen.
For mig ser det ud, som om danske børn har Europas bedste fantasi. De er i stand til at stave ord uden hele tiden at slå dem op i retskrivnings-ordbogen, men alligevel sådan, at man sagtens kan se, hvad de mener med et ord, for ellers kunne undersøgerne jo ikke vide, om ordet var rigtigt stavet.
Forfatterinden Agnes Henningsen, den elskelige mor til PH, slog op med en karl på Langeland, fordi han i et kærestebrev stavede gjort med d. Måske blev det både hans, hendes, PHs og vores lykke. Havde karlen stavet ret og rigtigt, var Agnes og han måske blevet gift - og PH aldrig født.
Stavefejl kan være selve lykken, når ordene gløder af fortælle-lyst, ordspil og tale-leg.  Selvgjordt er velgjordt!
Man skal fra første blyant vide, at det frie sprog er ens eget, også stavningen. Sproget falder i staver, hvis man ikke tør fortælle, fordi man er bange for fejlene. Hele tiden i frygt at ty til retskrivnings-ordbogen er at være skriftlig stammer. Bare skriv los uden lods! Bliver der et d til overs i eet ord, så mangler der nok et andet sted, og så kan læseren selv fordele. Det gør det også meget sjovere at læse.
Men nede i Aabenraa vil de ikke have det sjovt. Ikke byrådet i hvert fald - eller amtsrådet. Nej, de vil som folkevalgte med flertal sige os, hvordan vil skal stave til Aabenraa, og hvor Aa skal stå i alfabetet. Og hvis det ikke kan fastsættes af byraaaadet eller amtsraaaaadet, så går de krævegang med elefanter til Christiansborg for at få Dansk Sprognævn til at lave om på det hele, sådan at Aabenraa bliver verdens første by med Aachen lige efter.
Tænk, hvis de ville have det sjovt i Aabenraa. Der er givet mange også i Aabenraa, der staver byen Åbenrå. I 1948 overlod loven det til byen selv. Aabenraa som Aalborg og Aars valgte Aa, mens Århus valgte Å. Siden har internazionaliseringen ramt Århus, så nogle århusianere/aarhusianere af hensyn til det indre marked og EU vil tilbage til Aa.
Den slags sprogkampe kan vare hundred år - og lad det endelig ske. Lad det dog være folks sædvane slægtled efter slægtled, som afgør det. Indtil da står det hele frit - men det skal da ikke være byråd og amtsråd med elefant-drømme, der skal stikke snablen i det. Og da slet ikke Venstres amtsborgmester Philipsen, engang et af Venstres mest jordnære medlemmer, nu ramt af den internationalisering, som gør os alle til gennemsnittet af ingenting. Philipsen var hovedformand for Euroregion Schleswig i stedet for Sønderjylland, indtil han omsider opdagede, at folk stavede hans euroregion øvroreligion.
Det hele handler ikke om, hvorvidt det hedder Aabenraa, Åbenrå, Aabenrå eller Åbenraa.
Vi fik bolle-å 1948. Det kommer fra et andet nordisk sprog, svensk, oprindelig et o over et a, og netop efter krigen ville vi tydeliggøre med vort sprog, at vi ikke var tyske, ikke europæiske, ikke internazionalister, men danske. Mange danskere havde brugt bolle-å længe før. I højskolesangbogen var der bolle-å også før anden verdenskrig.
Aa har ikke meget med bogstavet a at gøre - på dansk. Det har det i Tyskland. Aa i Aachen siger, byens navn skal udtales med langt a. Men Aa på dansk er en selvstændig lyd. Formen Aa kom vist i 1200-tallet, men blev ikke et selvstændigt bogstav i Alfabetet.
Aa-historien er langt længere, men rådsmedlemmerne i Aabenraa taler nutidigt. De vil have deres Aa, fordi Aabenraa ellers kommer nederst i alfabetet, og dernede bør man kun finde Ølgod, Ørsted og Ølsemagle, som ikke er bedre værd. Philipsen og hans valg-slag i Soenderjylland vil inden en uge få magistraten i København til at kræve navnet Koebenhavn slået fast sammen med Oeresundsregionen.
Og Philipsen har tænkt det hele igennem. Den gamle ABC med hanen bliver udskiftet med en AaBC og den tyske oern, fordi ikke hver hane, der galer, melder ny dag - som der står i folketingets vandrehal.
For kravet fra Aabenraa er jo af hensyn til erhvervslivet. Det blev der faktisk taget højde for ved reglerne om retskrivningen. Hvis økonomiske grunde var vigtige, kunne man beholde sit Aa.
Og så sker den aabne raa valgkamp i Sønderjylland af hensyn til computeren, der ikke kan finde ud af Å - da slet ikke udenlandske computere. Computeren sætter Aa først og ikke sidst. Men computere er jo dumme. De kan heller ikke tælle til ti. De tæller 1 - 10 - 2 - 3 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9.
Computerne er så dumme som die Dänen. Det er der håb i. Tillykke med det danske dummerhoved, den retskrivningsfri computer og et Philipsen-frit Sønderjylland.
Og så sidder jeg og tænker på, om man overhovedet må bruge min stavemåde, internazionalisme. Selvsagt må man ikke det. Ligesom man ikke må stave det internationalisme. Det fremmede ord international har på dansk tydningen mellem-folkelig. Internationalismen findes slet ikke i sig selv. Internationalismen er det, der er mellem folk. Er der ingen folk, er der ikke noget fælles mellem dem. De, der vil ophæve folkene, står til sidst uden noget, for uden folk er der ingen internationalisme.
Når det går op for eurotikerne, vil de stå og måbe og ikke have andet at sige til hinanden end: Aa!
© Poul Erik Søe 19.9.97

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside