En idealist
Poul Nyrup Rasmussen sælger Amsterdam-traktaten
på en idealisme, politikerne i EU ikke selv har

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har sagt, at den ny EU-grundlov, Amsterdam-traktaten, skal gennemføres på den enkelte danskers idealisme.
Det, han mener, at vi vil se væk fra egne fordele og stemme ja, fordi det vigtigste ved den ny grundlov er at få de østeuropæiske lande med.
Den idealisme, statsministeren ynkeligt ønsker at finde hos danskeren, har politikerne i Unionen ikke selv. Der er nemlig intet, absolut intet i den nuværende EU-grundlov, der hindrer de østeuropæiske lande i at blive optaget.
Vanskelighederne ved optagelsen af de baltiske lande og andre østeuropæiske lande er alene opstået, fordi Unions-politikerne, også de danske, udnytter østeuropæernes stilling.
De har regnet ud, at de kan snakke folkene i de enkelte lande i Unionen til at godtage nye skæringer i landenes selvstændighed og øget magt til Unionen, fordi en modstand vil se ud, som om den, der siger nej, er imod de østeuropæiske landes optagelse.
Det er et vrangbillede. Selv hvis det bliver et nej, og denne gang vil danskerne nok ikke blive ene om at sige nej, så kan de østeuropæiske lande optages alligevel, helt uden praktiske vanskeligheder efter Maastricht-traktaten, den nuværende unions-grundlov.
Men unions-politikerne fra de store lande har set det som en mulighed for at få mere magt gennem nye afstemnings-regler. De er helt unødvendige for de østeuropæiske landes optagelse. Og hvis Tyskland og Frankrig havde den idealisme, som Poul Nyrup Rasmussen med tvang vil fremkalde hos danskeren, så havde de store lande sagt, at selvfølgelig er det vigtigste, at østeuropæerne kan komme med. Så ville de sige, at deres idealisme får dem til at give afkald på enhver sammenkædning af mer magt til de store i EU og udvidet union med østeuropæernes optagelse.
Det, man i stedet har gjort, er ren og skær snu beregning. Man siger, at den øgede magt til de store er udskudt nogle år, omkring 5 år. Kendsgerningen er, at de store lande uden nogen form for idealisme tager sig betalt på forhånd. Der ligger underhånds-aftaler om, hvordan de små landes magt skal mindskes.
Også uden nogen form for idealisme fremstiller den danske statsminister aftalen fra Amsterdam, som om det er en gave til det danske folk, en dansk sejr, at de fire danske forbehold nu er traktat-fæstet - eller med hans eget udtryk: juridisk helt i orden. Ja, hvad ellers? Så ville jo alle løfterne ved sidste folkeafstemning være ren svindel.
Dermed undergraver statsministeren alt, hvad der blevet lovet det danske folk forud for folkeafstemningen i 1993. Engelske jurister sagde vedvarende forud for den anden danske folkeafstemning, at de fire forbehold, som gemte sig i Edinburgh-aftalen, ikke var det papir værd, den var skrevet på. Den var ikke juridisk bindende. Modsat sagde Nyrup Rasmussen, Uffe Ellemann Jensen og de andre ja-bukkere, at aftalen om de fire forbehold var juridisk bindende. Havde det været sandt, var der ikke grund til at brovte sig af af den nye aftales indhold om de fire forbehold.
I fjernsynet (Danmarks radio 18. juni) ville Poul Nyrup Rasmussen ikke svare på, hvad der sker, hvis danskerne igen siger nej. Det er en ynkelig rolle for en statsminister. Man må have en regering, der forbereder begge muligheder - et Danmark med et ja til ny unions-grundlov og et Danmark med et nej.
Ellers er folkeafstemningen kun på skrømt. Forud for afstemningen i 1992 bildte man os også ind, at vi var tilbage ved år nul. hvis der blev stemt nej. Men det viste sig at være en helt afgørende fordel for Danmark, at danskerne sagde nej. Selv de valuta-svingninger, der opstod efter det danske nej, endte med at give plus til dansk økonomi.
Danmark står i dag tydeligt bedre økonomisk end de andre EU-lande. Det gælder udpræget i forhold til de store. Tyskland har ynkeligt måtte prøve på at lave fiks-fakserier, for eksempel at opskrive landets guldværdi, for overhovedet at leve op til de regler, som landene selv har lavet for at komme med i en møntunion. Frankrigs vanskeligheder i forhold til møntunionen har været lige så grelt afsløret den sidste tid. Ikke mindst i den falske melodi om unionen og arbejdsløsheden. Man kan sige med sikkerhed, at der findes ingen anden forklaring på bedringen i den danske arbejds-løshed, end at vi sagde nej til unionen i 1992 og dermed sikrede os en større handlefrihed end de andre lande-
Der er ikke et øjeblik tvivl om, at der kun er een eneste grund til, at Danmark står bedre. Det er det danske nej, som siden fremkaldte de danske forbehold, som igen har gjort det muligt at føre ordentlig økonomisk politik uden at skele til det vanvittigt kunstige mål, som den fælles mønt er.
Kun herhjemme skildres forbeholdene som en stor vanskelighed i EU-landene. De andre lande er slet ikke optaget af dem, snarest misundelige på dem. Og Danmark nævnes igen og igen som et forbillede for de andre unions-lande, af  den enkle grund, at vi sagde nej.
Vi skal ikke svigte det håb, de andre europæiske folk må have til et dansk nej, og det er så sikkert som diæter for ugjort EU-arbejde, at de østeuropæiske lande kommer med i Unionen alligevel, hvis de selv vil. Ellers er de store EU-lande jo uden enhver idealisme. Man kan håbe, at de østeuropæiske lande forinden har fået kommunismen og den sovjetiske union på så lang afstand, at de klogeligt kun tilslutter sig det økonomiske fællesskab og ikke Unionen som helhed - det er en langt visere løsning. Længere skulle vi aldrig selv være gået. Og hvorfor skulle de dog gentage vore fejl?
© Poul Erik Søe. Juni 1997.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside