I foruroligende grad i god form
Statsministerens tilstand og rigets
I folketingets åbningsdebat mente Poul Nyrup Rasmussen, der er landets statsminister, det nødvendigt at sige, at han var "i foruroligende grad i god form".
Det er da rart, at landets statsminister er i god tilstand, men han må unægtelig lide af en sær forvrængning, da åbningstalen i oktober påbyder ham at gøre rede for rigets tilstand, ikke for sin egen.
Den tanke, man sidder tilbage med, er, hvad der får landets statsminister til i en af årets vigtigste drøftelser selvkåd at tale om, at han er i god form. Havde vi da nogen god til at tro, at han ikke var det? Det må han jo have ment.
Jeg har aldrig et øjeblik overvejet skiftende statsministres form, men det må man jo så i gang med. Det særegne ved den nuværende statsministers form er, at han sidder sig til pasformen. Hele statsministerens figur er jo kendetegnet ved, at han aldrig er på højde med situationen, aldrig er i oprejst tilstand, men helt særpræget er i stand til at sidde, mens han går og står.
Og det skyldes igen det mærkelige, at Danmarks statsminister ikke sidder på taburetten, fordi det er selvfølgeligt, men fordi han ikke bliver gået. Han sidder der ikke, fordi hans socialdemokratiske gruppe vil holde ham gående, de vil hellere se ham gå, men fordi socialdemokraterne ikke kan gentage den pinlige dag, da Svend Auken blev gået af selvsamme Nyrup, der nu sidder skammen af.
Det er hverken socialdemokrater eller radikale, der holder Nyrup gående, skønt det af alle er den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der har spændt ben for Svend Auken og udpeget Nyrup Rasmussen.
Digteren Ole Sarvig taler om klovnetiders rædsel, et nøjagtigt billede på den tid, der i historien vil blive kaldt Nyrups. Og billedet holdt den aften og nat, da Nyrup selv sagde, at han var i foruroligende grad i god form. Han kom som sejrherre og endte som klovn. Sådan skildrede den politiske medarbejder på Dagens Nyheder i TV3 hans store dag.
Det lyder, som om man er ude efter socialdemokraterne, når man lige ud skildrer det, der former sig som det endelige billede af Nyrup. Men snarere er det jo dansk folkestyre, der skal måles på, hvad dets andenmand, statsministeren (Jeg opfatter folketingets formand som førstemanden) fører sig frem med.
Og det er jo folkestyrets christiansborgske udgave, der holder statsministeren siddende eller gående. Det er ikke socialdemokraterne - i hvert fald efter åbningsdebatten ikke et flertal af socialdemokraterne. Nej, det er Venstre og konservative, der er Nyrups parlamentariske grundlag.
Det er slet ikke SF og Enhedslisten, der er Nyrups fodunderlag, selvom vi af og til naragtigt skal høre om det fra Stig Møller og Ellemann Jensen. Nej, enhver ved, at Nyrup Rasmussen skal blive siddende, indtil den ny EU-traktat er i hus og ikke en dag længere, og at det er Venstre og konservative, der sørger for ikke at bringe Nyrup i mindretal.
Venstre og konservative ved, at Amsterdam-traktaten ikke kan vedtages uden en socialdemokratisk ledet regering. Men de ved også, at den fremgang, socialdemokraterne kunne have fået på at blive siddende som politisk ledelse i landet, dag for dag sættes over styr af Nyrup Rasmussen. De ved, at de får både i pose og sæk, både et socialdemokratisk EU-ja og et tab for socialdemokraterne ved folketingsvalget.
Det er ikke noget nyt, at en statsminister holdes gående - ikke for sin egen politiske skyld, men for et helt andet mål. Det radikale Venstre fredede Venstres statsminister, Erik Eriksen, i den Venstre-konservative regering fra 1950 til 1953.
Der var meget langt fra Erik Eriksen til den radikale leder Jørgen Jørgensen og endnu længere til den anden radikale leder, Bertel Dahlgaard. Men de to holdt Erik Eriksen gående, indtil den ny grundlov fra 1953 var i hus. Vi havde aldrig fået den grundlov med en socialdemokratisk ledet regering. Den største modstand var netop i Venstre, hvad der jo viste sig ved, at en anden tidligere Venstre-statsminister, Knud Kristensen, dannede et nyt parti på modstand mod den ny grundlov, partiet De Uafhængige.
Derfor blev Erik Eriksen holdt gående af Det radikale Venstre. Eller siddende. Siden vidste man ikke nok dårligt at sige om ham.
Sådan holdes Nyrup Rasmussen siddende nu. Det særlige er, at han ikke selv har fattet det. Han mener at have fået pasform som statsminister, skønt han kun er dukke i Venstres og Konservatives tråde.
Det foruroligende er ikke, at Nyrup Rasmussen selv mener at være i god form. Det foruroligende er, at han er formgivet til Venstres og Konservatives mål, at narre socialdemokraterne til et nyt EU-ja.
© Poul Erik Søe 11. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside