En helvegs karl i Albanien
EU ved at gentage dumhederne i det tidligere Jugoslavien
Det albanske folk har sat Albanien i undtagelses-tilstand. Det er ikke kun præsidenter og statsministre, der har den ret. Det har folket også. Ethvert folk har en selvråderet. Når overgrebene mod folket har diktator-præg, er det folkets ret at gå til modstand.
Der er altså først og fremmest grund til glæde over det, der er sket i Albanien, for nogen demokratisk udvikling har der ikke været til nu. Derfor må grunden for alt, hvad vi føler og vil i forhold til albanerne, som jordbund have den samme glæde som da en række østlande gjorde op med diktaturet for knap ti år siden.
Glæden havde selvsagt været større, hvis den albanske opstand var sket fredeligt med nøgleraslen og tændte stearinlys i stedet for vold. Men de første mange dage var det jo netop fredeligt, og først da magthaverne ikke var villige til det nødvendige magtafkald, kom volden, der indtil nu (16.3.97) er for intet at regne sammenlignet med, hvad albanerne har måttet tåle af magthavere i årtier.
Det, vi er øjenvidner til, er en vækst i volden. En folkelig opstand, der som den i Albanien ikke har lang tålmodighed og er uden demokratisk erfaring, kan løbe løbsk. Kræfter, der vil deres eget og ikke det folkelige fællesskabs vel, får våben i hånd og kan hurtigt blive en ny diktatorisk og voldsudøvende magt.
Derfor holder Europa vejret i disse dage. Et nyt Jugoslavien med krig og død kan springe af de gnister, der fyger fra Albaniens bål. Og Albanien, ikke mindst albanerne i de omliggende lande, kan puste til ilden også i det tidligere Jugoslavien, så den påtvungne fred her afsløres i sin spinkelhed.
Det er vigtigt, hvad andre lande i Europa har som holdning i dette øjeblik. Og holdningerne er øjebliks-bestemte også i Europas politiske topledelse, så der er intet galt i, at vi andre også søger efter et standpunkt. Så sent som lørdag aften (15.3.97) var EUs udenrigsministre ved at vedtage at sende en militær-mission til Albanien, men de nåede ikke frem til vedtagelsen. Grunden til ubeslutsomheden var et rygte om, at Albaniens præsident var gået af. Så skulle man ikke have vedtaget noget. Rygtet var på det tidspunkt forkert, og det er i sig selv uheldigt, at EUs udenrigsministre på den måde - tilsigtet eller utilsigtet - får det hænge i luften, at en mulig militær-mission er sammenhængende med præsidentens forbliven eller afgang. Det må være helt utænkeligt, at europæiske lande griber ind for at værne den mand, der er selve sindbilledet på den tid og den magtudøvelse, som de bedste kræfter i Albanien ønsker at fjerne. Og ingen handling må kunne tolkes til fordel ham og hans bagland.
Det blev jo andre europæiske landes holdninger, der udløste krigen i det tidligere Jugoslavien. Især var det Tysklands iver for at anerkende Bosnien som stat, der udløste krigen. Og Danmark var følgagtig, som de skiftende danske regeringer næsten altid er over for Tyskland. Hændelserne i Jugoslavien er en advarsel mod forhastet at gentage dumhederne.
Tyskland selv synes at have draget lære af fejltagelserne lige før Jugoslavien-krigen. Tyskland har sammen med England, Finland og Sverige været tilbageholdende med at godtage en europæisk militær-mission lige nu i Albanien. Det kan være taktik fra tysk side, så det ikke al for åbenbart er tyskerne, der presser på. Til gengæld har den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen, været hurtig på stikkerne (14.3.97) og optrådt som en helvedes karl, der har rådet til en politi- eller militær-mission.
Ordvalget er uden tvivl præget af hans nuværende formands-rolle i det europæiske sikkerheds-samarbejde, men har også hjemlig baggrund. Han vil ikke overhales af sin forgænger, Uffe Ellemann Jensen, og kaldes en P. Munch.Helveg er jo trods alt den første radikale venstremand på udenrigsminister-posten siden den tyske besættelses dage.
Det er muligt, at udviklingen i Albanien hurtigt vil gøre tilstedeværelse af mellemfolkelige politi- eller militærstyrker ønskelig, både for demokratiske albanere og for verdensfreden. Men den danske udenrigsminister skulle lære af sin forsvarsminister, Hans Hækkerup, der i ordvalg ikke farer frem, men viser mer lempe. Danmark vil kunne stille styrker til en indsats i Albanien, siger Hækkerup, men man skal tænke sig godt om, før man beslutter sig, og før man udformer det mandat, som en international styrke skal operere efter (TV-Avisen 15.3.97).
Samtidig må det undre, at det ikke bliver tydeliggjort, at Danmark ikke er medlem af EUs fællesforsvar. Seneste meningsmåling viser et udsving i retning af, at flere danske er tilhængere af et sådant fællesskab. Men meningsmålingerne er jo præget af den vildledning, som danske politikere hele tiden foretager af danskerne. De sår tvivl om de EU-forbehold, som politikerne selv har taget. Danskerne er aldrig blevet spurgt, hvilke forbehold de ønskede over for Maastricht-traktaten. Danskerne tog nemlig forbehold over for hele traktaten - ved at sige nej. Men politikerne snød danskerne ved selv at vælge forbehold ud, som de nu vil rende fra.
Meningsmålingerne svinger, men ikke når der er redelig oplysning bag dem. Det ser man i den sag, som danske politikere i en kampagne har ført frem de seneste to måneder for at få fjernet Danmarks forbehold over for rets- og flygtninge-samarbejdet.
I juni 1994 ville 46 procent af danskerne af med forbeholdet, mens 44 procent ville bevare det. I dag ønsker 44 procent fælles flygtninge-politik, mens 43 procent siger nej. (Berlingske Tidende og Gallup 16.3.97). Drøftelsen og den politiske kampagne for at få fjernet forbeholdet har fået danskerne til forholdsmæssigt at øge modstanden mod at fjerne forbeholdet.
Og i den sammenhæng må man spørge: - Hvorfor taler man ikke om de albanske flygtninge? Vi farer ud og taler om at sende politi eller militær. Men det, som er dagens virkelighed, det stigende antal flygtninge fra Albanien, er der tavshed om. Skal de ikke have at vide, at de er velkomne også her? Eller er flygtninge-samarbejde først muligt, når der kan slås hjemlig politisk mønt på det?
Og hvor finder man et politisk ordvalg, der erkender løgnagtigheden i al EU-tale om, at EU er fredens redskab? Det var NATO, især USA, og ikke EU, der handlede i det tidligere Jugoslavien og i hvert fald for en tid fik standset volden. Det var EU, der vildført af tyskerne, udløste volden. Læren burde være, at det historiske fællesskab, der i NATO knytter bånd over Atlanten for at værne demokratiet, ikke kan sættes over styr for at tilfredsstille unions-lysten hos politikere. Tilmed synes NATO at være et redskab, der nu - helt anderledes end ved tilblivelsen - kan blive et bånd også til de baltiske og østeuropæiske lande, med held og forhandlersnilde måske endog til Rusland.
© Poul Erik Søe   16. marts 1997


Efterskrift: EU-udenrigsministrenes møde sluttede søndag (16.3.97) i pjattet stemning, da man skulle tage det sædvanlige gruppebillede af deltagerne, der møde efter møde stiller op som de kongelige på Christian den Niendes tid. Udenrigsministrene vedtog hverken at sende politi eller militær, men diplomater. Helveg Petersens kommentar var først, at det ikke var tilfredsstillende, og han sluttede med at sige, at han var godt tilfreds.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside