Hans Hækkerup og Estland
Bill kommer til Danmark, den amerikanske præsident er i Danmark sidst i marts. Grunden skal være den, mener diplomatiske kilder ifølge Ritzaus Bureau, at Clinton på den måde vil takke for dansk støtte til de baltiske landes håb om at blive optaget i NATO. Det fremhæves, at især den danske forsvarsminister Hans Hækkerup er den tak værdig. Det er ikke urimeligt tænkt.
Selvsagt er det en bagvendt tænkning, at vi skal være så lykkelige for et udenlandsk gæsteri, at præsidentens komme ligefrem af ham og hans politiske bagland kan ses som en tak for noget som helst. Gammel nordboskik tilsiger os, at det er gæsten, der siger tak for at blive taget imod og for gæstfrihed.
Men lad os nu se stort på det. Ordvalget kan stamme fra en diplomat, der ikke kan sit fag. Hvis Clintons Danmarks-tur af amerikanerne ses i sammenhæng med især Hans Hækkerups mange, vedvarende og kloge ord om de baltiske lande, særlig om Estland, så er det en opbakning af Hækkerup, der er fortjent.
Først og fremmest har Hans Hækkerup ikke udstillet sin politik i forhold til de baltiske lande. Det har ikke været flovt at høre ham, og der er ingen mindelser om de første tilkendegivelser over for Estland, da landet blev frit. Dengang fremstod det, som om Danmark gik enegang. Men sådan var det ikke. Det første land, der anerkendte det ny Estland, var Island. Men det var selvsagt ikke ringe, at vi var det første land, som udpegede en ambassadør.
Og for redelighedens skyld bør det også nævnes, at Danmark umuligt kunne være det første land til at anerkende Estland - da vi faktisk aldrig havde anerkendt Sovjetunionens tilstedeværelse i Estland.
Sovjetunionen voldtog Estland - som de øvrige baltiske stater. Sovjetunionen gennemtvang, at esternes valglov blev ændret på 25 punkter, så det var sikret, at ingen modstandere af Estlands indlemmelse i Sovjetunionen blev valgt ind i den folkevalgte forsamling. Alligevel blev der valgt en modstander - som blev skudt før afstemningen, der iøvrigt fandt sted med våbenbærende sovjet-soldater i parlaments-salen.
Danmark har aldrig under anden verdenskrig eller under den kolde krig anerkendt sovjetisk overhøjhed over Estland, hvilket Sverige gjorde. Men det flotte ved det flotte havde været endnu flottere, om der også i det danske folk og hos de danske folkevalgte i det lange stræk frem til Estlands frihed ved indledningen af halvfemsernes årti havde været en egentlig opbakning af esternes friheds-ønske.
Der var meget stille om det emne i mange år. Også på dansk jord var det glemt, at esterne ikke ville være unionsborgere i Sovjetunionen. Aviserne skrev, at russerne løb med alle medaljerne ved olympiaderne, skønt de fleste sejlsports-medaljer var vundet af esterne. Det var eet fedt.
Derfor blev der så travlt, da friheden i de baltiske lande var en kendsgerning. Siden er optagetheden blevet mindre. Men det har været værd at lægge mærke til, hvordan forsvarsminister Hans Hækkerup i hele strækket har fastholdt og i det åbne udtalt det eneste mulige synspunkt, at esterne og de øvrige baltere selv må vælge, også former for samarbejde på sikkerhedens område.
Også for Rusland er den tankegang den eneste mulige. Dels fordi Rusland bærer på en skyld, for et par slægtled en uoverkommelig skyld.  Dels fordi Rusland selvsagt må vise, at den frihed, det russiske folk selv tilkæmpede sig, først er frihed, når den i samme grad er til stede for de folk, der bor op ad Ruslands grænser. Ingen mere end russerne må ved den holdning vise verden, at unions-tiden med dens tvang mod det russiske folk og andre folkeslag er endeligt forbi.
Nogen danskere går i rus over, at lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Ungarn ønsker medlemsskab af NATO og for den sags skyld også i EU. Det er en utidig rus. De folk, der har prøvet Sovjet-unionens vilkår, vil selvsagt søge efter ethvert holdepunkt, der hindrer gentagelse. I Norden kender vi den lige så forståelige holdning hos finnerne. Østrig, Sverige og Finland sluttede sig ved folkeafstemninger til EU, men senere viste målingerne, at et stort flertal af østrigerne og svenskerne fortrød. Men ikke Finland, der har grænse fælles med Rusland.
Det er mangel på menneskelig følelse ikke at have forståelse for, at lande, der har gjort årtiers ond unions-erfaring med russerne, griber ud efter enhver redningsplanke. Men det er lige så utilgiveligt at bruge den forståelige griben efter redning som et udsagn om værdien af EU. Det er ond tænkning, når ønsket om større sikkerhed hos de tidligere medlemmer af den østlige union af kommunister nu skal misbruges til gennempresse en ny EU-traktat i lande som Danmark. Politikerne ydmyger sig selv og borgerne, men mest lande som Estland, ved at lade, som om optagelsen af de gamle østlande er en ganske særlig og yderst vanskelig sag.
Danskerne er aldrig blevet spurgt, om svenskerne, finnerne og østrigerne skulle være medlem af EU. Det er en hån mod os, at en kommende folkeafstemning nu fremstilles, som om vi skal tage stilling til østlandenes optagelse. Danske politikere - og de andre EU-lande - spænder Estlands udmarvelse og misbrug i Sovjetunionen for deres egen vogn. De følelser, vi af historiske grunde må have for Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Ungarn og flere østlande, vrides som en karklud for at presse mere unions-magt til Brüssel.
Den sammenblanding findes formentlig også hos Hans Hækkerup, fordi EU-partierne i deres sammenrend er såre enige om at ydmyge vore følelser til egne magtmål. Men derudover har Hans Hækkerup i sine holdninger og sit ordvalg været enestående blandt danske politikere i viljen til at fastholde den frihed, som blandt andre lande Estland har vundet.
Derfor er det heller ikke utidigt, hvis grunden til Clintons gæsteri er at søge her, selvom den frihed og det demokrati, som NATO efter sine egne vedtægter er skabt for at fastholde, må tilsige, at Clinton som gæst også må gøre rede for de efter danske regler ulovlige atomvåben på Grønland og formentlig også i danske havne. Amerikansk politisk åbenhed er jo væsentlig større end den danske, så for andre end de politikere, som uhæderligt bedrog det danske folk med løgnen om Thule, er amerikanerne de egentlige forbundsfæller demokratisk set.
Og endelig må det da siges, at USA med sin NATO-politik under Clinton i højere grad har været demokratiets allierede i Europa end EU. Det var EU-politikken, der tillod den tyske forbundskansler Kohl alt for tidligt at anerkende staten Kroatien, hvad der i høj grad medvirkede til den jugoslaviske krig. Danmark fulgte som dikkende lammehale den tyske kansler.
Der er så utåleligt meget at sige amerikansk politik på, men som frænde er USA sært nok tættere på end dem, vi er tvunget til at være nærmest.
© Poul Erik Søe  26. februar 1997      

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside