Højesteret, grundloven og EU
Dansk indtrædelse i EF har ført til stævning af tre danske statsministre for danske domstole, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen.
Stævningen gælder spørgsmålet, om dansk medlemsskab er i pagt med grundloven.   Efter dansk skik er det domstolene, i sidste ombæring Højesteret, der afgør sådanne spørgsmål. Domstolene har bare hidtil ikke turdet.
Den fynske sagfører Lars 0. Grønborg, også kendt som retsstatsmand og EF-modstander, stævnede Jens Otto Krag i 1972 for at have holdt folkeafstemning efter den gale grundlovsregel.
Grønborg hævdede over for retten, at EF-tilslutningen alene kunne ske efter grundlovens paragraf 88.  Det er den, der både kræver folkeafstemning og nyvalg af folketinget, fordi der i egentligste forstand er tale ikke bare om at tiltræde EF-traktaten, men at ændre grundloven.  Krag og de øvrige tilhænger-partier sagde, at EF-indmeldelsen ikke krævede grundlovsændring.
Grønborg blev dengang afvist ved Østre Landsret, fordi EF-tilslutningen endnu kun var et forslag, altså ikke endelig vedtaget.  Domstolen mente, at den ikke uden at krænke folketinget som lovgivende magt kunne gribe ind, mens der endnu kun var tale om et forslag.  Det affandt Grønborg sig med dengang.
Retten sagde, at han påny kunne rejse sagen, hvis han havde "et konkret, aktuelt retsforhold om EF-tilslutningen, der vedrørte Grønborg selv".
Det sidste er i god pagt med dansk retsskik.  Man skal selv være berørt part i en sag for at kunne prøve den for domstolene.
Siden rejste Grønborg rejst ny sag. Begrundelsen var, at der i kraft af EF-regler var kommet moms på sagførervirksomhed, hvad der ikke har været efter danske regler, fordi retshjælp skal være så billig som mulig.  Med den EF-sag i hånden gik Grønborg påny til retten Han indstævnede statsminister Anker Jørgensen. Også den sag blev afvist.
Først med ændringen i Højesterets holdning i sammenhæng med den sag, som er blevet rejst efter folkeafstemningerne i 1992 og 1993, bliver der taget reelt stilling til spørgsmålet for en dansk domstol.
Der er ingen tvivl om, at den ny sag kom tilpas for Højesteret, som - efter forløbet af Tamil-sagen og den efterfølgende drøftelse af Rigsrettens beføjelser efter grundloven - var nødt til at tage højde for, at Rigsretten som begreb måske underkendes af en international domstol om menneskerettigheder. Lige så selvfølgeligt det engang føltes, at politikere sad med i Rigsretten, lige så sært virker det i dag.
Man kan opleve det sådan, at Højesteret langsomt indstiller sig på, at den kan blive en slags forfatningsdomstol. I hvert fald tilkendegiver dette, at Højesteret overhovedet har taget Unionens forhold til dansk grundlov op, at den tid er forbi, da folketinget alene var dommer i spørgsmålet om loves overholdelse af grundloven.
Det spiller uden tvivl også en rolle, at Højesteret har samme oplevelse som mange danskere, at EU-domstolen er ved at indtage pladsen som højeste ret også i Danmark. Højesteret er ude i samme kamp om overlevelse som riget Danmark selv.
© Poul Erik Søe Ny udgave 26. Oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside