Finsk statsministers
skamløse griskhed

Han vil have os til at udnytte EU, før der kommer nye lande med

Enhver ved, at Finland er med i EU af skræk. Ikke af glæde.
Finland kom hovedkuls ud af den sovjetiske union og styrtede sig ind i den næste union uden anden tanke end at komme længst væk fra Rusland og alt, hvad der har med østlande at gøre.
Intet er mere forståeligt. Finlands lidelser er omsat i en EU-liderlighed, der er hovedløs og tanketom, men stadig forståelig. Skrækken for det voldsvælde, Finland havde været ude i, hersker over sindene.
Derfor er det i Finland ikke som i Sverige og Østrig, hvor en voldsom modstand mod EU har sat ind, efter at svenskere og østrigere med rette føler sig snydt - som vi gjorde det, da vi i stedet for økonomisk samarbejde og fri handel fik en magtunion.
Finland derimod flygter fra sin egen historie, fra en benhård skæbne, der førte Finland i armene på Hitlers Nazi-Tyskland i kampen mod russerne. Og med Hitlers nederlag blev Finland slavestat under Rusland, den sovjetiske unions lydstat. Hvad den finske præsident aftalte med Stalin og hans efterfølgere, var lov i Finland. Det finske folk var tvunget til tavshed.
Danmark og de andre nordiske lande slog ikke af den grund hånden af Finland, tvært imod. I det nordiske samarbejde gennem Nordisk Råd søgte de andre nordiske lande at holde fast i det sidste bånd, der knyttede Finland til Norden. Og det skete, selvom den sovjetiske union var imod Nordisk Råd fra første færd. De danske kommunister stemte imod Nordisk Råds oprettelse, også den daværende kommunist-formand Aksel Larsen, der senere som folkesocialist blev yndet for at tale fællesnordisk sprog netop fra Nordisk Råds talerstole.
På samme måde som i Nordisk Råd og helt selvfølgeligt indbød Danmark og de øvrige nordiske lande Finland til at deltage i det frihandels-samarbejde, der var et modtræk mod EF, da de nordiske lande i EFTA sammen med Storbritannien, Schweiz, Østrig og Portugal søgte at finde en anden vej, en selvstændighedens vej, væk fra alle unions-drømmene især i Tyskland og Frankrig.
Næppe nogen finne husker ikke ydmygelsen, da der til Saltsjöbaden ved Stockholm, hvor EFTA blev dannet, kom bud fra den sovjetiske union om, at Finland ikke måtte være med. De fleste i Finland ved også, at de andre nordiske lande modtog det sovjetiske nej og den påtvungne finske lydighed mod den sovjetiske union med sorg. Vi så ingen anden udvej for Finland end at følge de russiske ordrer, og vi vidste alle, at Finlands frihedsdrømme var store og i stærk modsætning til hverdagens magtkrav fra Moskva.
Finland kan derfor ikke hævde, at de andre nordiske lande, frem for alt Sverige, ikke lydhørt og med stor forståelse, med vilje til dyb indsigt i finnernes vanskelige stilling, på alle måder prøvede at stå ved Finlands side i efterkrigstidens lidelser.
Selv blandt svenske og danske modstandere af EU var der helt selvfølgeligt stor forståelse for Finlands vej til EU, men alle, modstandere og tilhængere, vidste, at Finland handlede i skræk. Og enhver kan se, at den skræk ikke er væk. Derfor må Finland tilgive mig, når jeg siger, at landet måske ikke er den bedste rådgiver for andre nordiske lande i forhold til EU.
Finlands statsminister er alligevel i dag ude med en rådgivning til Danmark og Sverige, og det er nok det mindst kloge, man længe har hørt i finsk mund. Den finske statsminister hedder Paavo Lipponen. Han træder hårdt i gulvet i dag. Det sker i den vægtige finske avis Helsingin Sanomat. Ordene er gengivet i Danmarks Radios tekst-tv fra Ritzaus Bureau.
Den finske statsminister siger, at de nordiske landes muligheder for at påvirke EU svækkes af, at Sverige og Danmark "kun har det ene ben" med i EU, fordi de endnu ikke har besluttet sig for at gå med i den europæiske møntunion.
Nu har man gennem så mange år været vant til, at finske statsministres ord som regel var bestilt arbejde fra Moskva, så man er lige ved at glemme, at her er det nok manden selv, der finder på, hvad han siger.
Skulle det Finland, der i årtier aldrig har haft benene inden for i det nordiske samarbejde, fordi russerne hindrede det i dem, men som takket være de andre nordiske landes håndsrækninger dog af og til fik en lillefinger med, skulle det Finland ikke med agtelse og forståelse kunne godtage, at to selvstændige stater som Sverige og Danmark har valgt et andet forhold til møntunionen end Finland, danskerne tilmed efter en folkeafstemning, ja, to folkeafstemninger.
Man må sige rent ud til den finske statsminister, at han ydmyger sit eget folk ved at føre den slags tale.
Og han fremstiller finnerne som et grisk og grådigt folk, der går med på hvad som helst i unionen, bare der høstes finsk økonomisk fordel af det. Jeg ved, at finnerne som folk langt fra er sådan, men det er dybt skadeligt for Finlands omdømme, når en statsminister i sin rådgivning til andre folk mere end noget andet røber egen lyst til at få fingrene i fadet.
Den finske statsminister har nemlig en rent ud utrolig tilføjelse. Han siger også til Helsingin Sanomat, at de nordiske lande skulle have gode muligheder for at påvirke EU, før Polen, Tjekkiet og Ungarn optages. De nye lande vil nemlig ændre konstellationen og dermed Nordens muligheder.
Netop med polakker, tjekker og ungarere har finnerne dog fælles unions-erfaringer. De var lidelses-fæller i forhold til den sovjetiske union, polakker, tjekker og ungarere endog mer end finnerne. Hvis nogen på denne jord skulle have forståelse for disse folk, så måtte det da være den finske statsminister.
Men nej, det handler for den finske statsminister om at gå til grødfadet, inden de gamle lidelses-fæller kommer inden for i EU. Og den finske statsminister kan kun ærgre sig over, at svenskerne og danskerne ikke er så EU-liderlige som finnerne. For ellers ville vi jo kunne stå sammen og få tømt fadet, inden de nye kommer til.
I det uddrag, der er gengivet af statsministerens ord i Danmark, nævner han ikke Estland, når han taler om, at der skal udnyttes muligheder, før de nye lande kommer med. Estland ligger nok lidt for tæt på - og esterne kan læse finsk. Men følgen af den ublu finske grådighed vil være den samme i Estland som i Polen, Tjekkiet og Ungarn.
Døm ikke finnerne for hårdt. De har bare en uheldig statsminister. Det sker også i andre lande.
© Poul Erik Søe 21. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside