Fyr justitsministeren
En slatten statsminister-hånd til Færøerne i stedet for et ugyldent håndtryk til Frank Jensen
Omsider har et flertal uden om regeringen sat statsministeren på plads. Højre og venstre fløj i salen sammen med venstre og konservative har krævet, at statsministeren giver Færøerne en undskyldning for behandlingen af færøbank-sagen.
Det kan statsministeren ikke komme uden om, uden i hvert fald at gribe den løsning, som Uffe Ellemann-Jensen i sin berygtede Sabro-tale brugte i sin udenrigsminister -tid, da han med Det radikale Venstres stiltiende godkendelse slap godt fra at frasige sig en forpligtelse over for folketingets flertal.
Statsministeren vil næppe vove at lave en forfatnings-sag på spørgsmålet, om han skal give en undskyldning til færingerne eller ej. Uffe Ellemann-Jensen brugte som udenrigsminister den gamle tolkning, at udenrigspolitikken ikke var underlagt folketingets flertal.
Ellemann-Jensens forsøg på at knægte folketingets flertal var i sig selv et vrangbillede, og hvis statsministeren gør forsøg på at lade den skamløse behandling af Færøerne være udenrigspolitik, så er det i hvert slut med rigsfællesskabet mellem danskere og færingerne, om Poul Nyrup Rasmussen da ikke allerede har ødelagt, hvad der overhovedet kan ødelægges.
Det er ganske vist sådan, at skiftende regeringer har set på Færøerne som udland eller indland efter egen lyst. Ifølge Hjemmestyreloven har Færøerne netop udenrigspolitik fælles med Danmark, men da danske politikere ikke gerne ville have de mange færøske Nej-stemmer talt med i folkeafstemningen om Danmarks indtræden i EF 1972, så vedtog de pludselig, at EF ikke var udenrigspolitik.
Men i tilfældet med bank-sagen på Færøerne, som i virkeligheden handler om Den Danske Bank og eventuelle fordele, statsministeren har givet banken på færingernes bekostning, er der i hvert fald tale om indenrigspolitik.
Når statsministeren nu ydmyges af folketingets flertal, så er det ikke en dag for tidligt. Endnu engang skyldes det et udueligt justitsministerium og helt følgagtige justitsministre, nu Frank Jensen med de ti tommelfingre.
Frank Jensen fik sagt, at man skam havde fortalt færingerne, at en af de sagførere, der uvildigt skulle undersøge, om færingerne var blevet snydt, slet ikke var uvildig, men førte sager for den anden part, Den Danske Bank.
Justitsministeren har ikke kunnet bevise den påstand, og det har omsider vækket folketingets flertal.
Spørgsmålet er, om en fremtvunget undskyldning fra statsministeren har nogen som helst virkning så sent i løbet. Det er da ikke for tidligt, at der bliver sagt undskyld. Men det er jo tusinder af menneskeskæbner, det handler om, tusinder af færinger, som fik deres liv ændret på grund af statsministerens aftaler, om de nu var lovlige eller ej. Følgen af den krise, som statsministeren forstærkede, var en tvungen udvandring fra Færøerne, et kæmpefald i øernes folketal.
Det gør også indtryk, at det folketings-flertal, der nu er enige om at presse statsministeren til at sige undskyld, ikke vil andet end det formelle i sagen. Et medlem af SF siger, at man ikke vil tvinge statsministeren i knæ. Det forstår man godt, for knæ-stillingen ville være en halv oprejsning, da statsministeren allerede ligger ned.
Men det hele handler om, at statsministeren kan slippe let om ved Færø-skandalen, fordi der skal være folkeafstemning om den ny EU-traktat fra Amsterdam. I forvejen har De konservative ligefrem talt om at lave en borgfreds-aftale. Socialdemokraternes regering skulle fredes af de borgerlige, fordi man ellers ikke kan få de socialdemokratiske vælgere til at sluge den formindskelse af danske selvråderet, som Amsterdam-traktaten betyder.
Den skam, vi som folk bærer på over for Færingerne, skal altså kun udtrykkes med et slattent statsminister-håndtryk.
Det, der burde ske efter afsløringerne i justitsministeriet, var en omgående fyring af justitsministeren, hvad der måske kunne udløse det statsministers-skifte, der også ville fremkalde folketingsvalg nu.
Men det er netop det folketingsvalg, man vil undgå. For den skjulte EU-borgfreds skyld.
Nogen vil sige, at det ligner en skydeleg under bordet, hvis justitsministeren skal fyres på statsministerens kluntethed i forvaltningen af Færøerne. Men Frank Jensen skal selvsagt ikke fyres, alene fordi han har vildledt folketinget, eller fordi han ikke kan bevise, om han på forhånd har fortalt nogen på Færøerne, at den uvildige undersøger ikke var uvildig. Nej, han skal fyres, fordi han som justitsminister overhovedet kan få den tanke, at det er i orden med en belastet undersøger i en uvildig sag, bare man under bordet har hvisket det til nogen med magt.
Det er grundsygdommen, selve tanken om, at man kan lave uvildige undersøgelser med undersøgere, der ikke er uvildige, bare man aftaler det under bordet. Det er jo demokratisk svindel. I sidste ende laves undersøgelsen af statsministerens forvaltning af Færøerne jo ikke for færingernes skyld alene, men for at sikre mod vilkårlig forvaltning i det danske demokrati. Det er dansk demokrati, der er undergravet, når en justitsminister render rundt og tror, at han er så ophøjet, at han kan bare ved at hviske i krogene med magtfolk kan hindre en undersøgelses lovmæssige gang.
Nu skal færingerne så nøjes med en undskyldning fra den statsminister, hvis ord de i forvejen med god grund ikke regner for noget som helst.
Undskyldningen er en bleg opfindelse til formålet, en opfindelse taget med tang. Vi lever jo i opfindelsernes tid, sagde kællingen, hun tog loppen med knibtangen. I dansk folkestyre tager man elefanter med fløjlshandsker og pincet. Jo, vi lever i opfindelsernes tid.
© Poul Erik Søe 14.10.1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside