Forbrydere med
tilbagevirkende kraft

Tvind-skolerne er nu så langt ude, at de kun overgås af folketingspartierne
Det eneste, jeg kan sige til Tvind-skolernes forsvar, er, at jeg finder deres skolesyn afskyeligt. Især gruppepresset på den enkelte. Men Tvind-skolerne kan have lige så god grund til at finde mit skolesyn afskyeligt. Og jeg ville nødig lukkes ned, hvis Tvind-folkene får magten i riget.
Men magten har undervisningsminister Ole Vig Jensen, der buksebulende rider frem på folketingets Tvind-hadske flertal, som om flertallet ikke kun har magt, men også ret. Han har nu med sin særlov mod Tvind bragt skolerne så langt ud, at Tvind kun overgås af folketingspartierne.
Særloven mod Tvind-skolerne kom kun gennem folketinget, fordi undervisningsminister Ole Vig Jensen hævdede, at der var svindlet for et mægtigt millionbeløb.
Det kom i januar 1997 frem, at undervisningsministeren ikke havde grundlag for sin påstand. Det var ikke muligt at finde det kriminelle, der gjorde Tvind til storsvindlere. Det var ganske enkelt undervisningsministeriet, der havde regnet galt.
Nu er der på jorden ikke mere redelige folk end netop radikale venstrefolk, når bortses fra skibsværfts-ejere. Da undervisningsministeriet opdagede, at hele påstanden om kæmpemæssige million-bedragerier på Tvind ikke holdt, så stod Ole Vig Jensen selvsagt frem og gav en undskyldning. Næh, ikke et ord!
Hvorfor i alverden skulle han også det? Hans mål var at få lukket Tvind. Der var ikke hold i påstanden om million-bedragerierne. Men påstanden havde gjort sin nytte. Den skulle bare bruges til at skaffe flertal for at lukke munden på anderledes tænkende.
Når A P Møller-koncernens skibsværft snyder EU for 1,2 millioner kroner, så kalder skibsværftet selv sagen for en bagatel. Men det var på Tvind-skolerne, der virkelig var tale om bagateller. Når den ene snyder, får han kors og bånd og stjerner på og kommer til hofbal. Når den anden snyder - eller slet ikke snyder, men bare må finde sig i Ole Vig Jensens påstand om at snyde, så lukkes foretagendet med folketingets flertal - formentlig ved en krænkelse af grundloven. Og når det bliver klart, at der ikke var tale om snyderi, så opfindes nye forbrydelser med tilbagevirkende kraft.
Og det er jo sådanne forbrydere, der er på Tvind - forbrydere med tilbagevirkende kraft. Skolerne var lovlige, indtil Ole Vig Jensen fandt på at lukke dem med en særlov, fordi ministeriet ikke kunne komme Tvind til livs på anden måde. Ministeriet havde ganske vist kludret med sine tal. Flere af påstandene var løgn og opspind uden grundlag. Ministeren skulle ikke have noget af at bringe Tvind-skolerne for retten, for så ville hans egen uorden i tallene blive afsløret.
Nej, så var det nemmere at bringe Tvind for folkestemningens domstol og folketingets flertals-domstol. De politiske partier var i forvejen blevet så vant til at selv at virke som domstol, at der slet ikke var grund til at bringe det retsvæsen ind, som har hjemmel i grundloven, men som ellers kan sættes ud af kraft, når flertals-partierne lyster det. Sådan gik det til, at betjentene på Nørrebro 18. maj 1993 aldrig blev tiltalt. Vi fik aldrig en retsundersøgelse. Justitsministeren lod helt på egen hånd tiltalen mod betjentene falde.
Det er dette folketing og denne regering, som nu med et lovforslag vil frigøre retsvæsenet fra justitsministeriet. Man kan sige, at også det sker med tilbagevirkende kraft. Politikerne har længe handlet, som om de når som helst kan stille retsvæsenet så frit, at politikerne selv udgør folkedomstol i Danmark efter russisk og tysk forbillede.
Dette sidste billede er ikke mit eget, men påvirket af en erhvervsmand, der i vrede over krænkelsen af Tvind-skolerne nu er gået ind i en af skolernes styrelse, og som siger (i TV2 28.2.97), at i forfølgelsen af Tvind-skolerne kan man blot bytte ordet Tvind ud med ordet jøde, så får man øje på de nazilignende tilstande i Danmark.
Det er da også tydeligt, at fremgangsmåden over for Tvind er fremmed i dansk retsopfattelse. Da det nu viste sig, at der ikke var hold i Ole Vig Jensens påstand om de påståede million-bedragerier, trak man ikke særloven tilbage, men gav sig til at udslynge nye beskyldninger mod Tvind. Er det ene opspind, så tager vi da bare fat på noget andet, så folk stadig kan snakke om, at det er da også for galt med de Tvind-folk. Disse nye påstande gør i uhyggelig grad Tvind-folkene til forbrydere med tilbagevirkende kraft.
Tænk, Tvind-folkene har holdt møder, ja, ikke bare møder, men fælles møder! Har undervisningsministeren måske ikke sagt til dem, at de ikke må arbejde som en koncern, og så bliver de ved med at holde møder.
Kan man forestille sig, at det efter afsløringen af A P Møller-skibsværftets snyd på 1,2 millioner,  ved en særlov blev pålagt Mærsk-koncernen, at den skulle holde op med at arbejde som koncern? Og hvis Mærsk-folkene så tillod sig at holde fælles møder i virksomheden for at afvikle koncernen, ville man så påstå, at de bare endnu engang prøvede at omgå loven. Ville man ikke som den mest selvfølgelige sag sige, at en så stor koncern rimeligvis måtte holde møder om og aftale, hvordan afviklingen af noget, de hidtil havde været helt lovligt, skulle foregå?
Ingen af os ville være i tvivl om, at sådan ville vi se på Mærsk-koncernen. Ligesom ministeren om snyderiet (det hedder ikke bedrageri, når det er skibsværfter) siger, at han ikke er i tvivl om, at A P Møller-Mærsk har handlet i god tro, da de snød.
Det er jeg heller ikke i tvivl om, at rederiet gjorde. Ligesom jeg mener, at Tvind i god tro holdt møder om afviklingen af den skoleform, der havde været fuldt lovlig, indtil Ole Vig Jensen fik magtlyst til at gøre den ulovlig.
Men tænk, så er der blevet opsnappet papirer, hvor de enkelte Tvind-skoler i den tidligere koncern får praj om, hvordan de skal indrette sig under den ny lovgivning. jamen, er der da ingen ende på, hvor forbryderiske, de er på de Tvind-skoler?
Men hvor er forbrydelsen? Ingen af Tvind-skolerne får endnu tilskud under den ny lov. Det indledes til august. Det er fra det tidspunkt, de skal være klar til at indrette sig under tugtemester Vig Jensen. Indtil da kan skolerne umuligt handle ulovligt, da de ikke er under støttelovens nye vilkår.
Hvilken forskel er der på, om forstandere på andre højskoler (og indtil nu Tvind-skolerne med for resten) holder møder, når der kommer nye retningslinjer fra undervisningsministeren - og så Tvinds egne møder? Det er måske ikke særlig kendt, men der findes stadig højskoleforstandere, som er mere optaget af åndsliv end taktiske udregninger af, hvordan man gør brug af nye lovparagraffer. Men heldigvis mødes de så med andre mere praktiske højskoleforstandere og får et praj om, hvordan kagen nu skal skæres. Det almindeligste er tilmed, at undervisningsministeriet er med til den slags møder, så selv folk, som har viet deres liv til at være sagkyndige i forfatterne Erik Aalbæk Jensen og Svend Aage Madsen,  kan få indblik i, hvad der denne gang er underforstået i paragrafferne, men som kan udløse statskroner.
Mange højskoler har i årevis haft den selvsamme revisor. Ja, højskolerne har tilmed fælles hvervekontor, Højskolernes Sekretariat, som ved en radikal minister-opfindelse i sin tid blev lavet for at øge højskolernes tilskud. Og de udgifter, højskolen har til det
fælles hverve-kontor, er omfattet af statens støtte-regler. Men hvornår er det en koncern, hvornår er det et imperium? Det er jo de skældsord, ministeren bruger om Tvind, men som han ikke kan gøre rede for brugen af. Tvind-skolerne har fået irettesættelse for i fællesskab at hverve elever. Det må de ikke, de skal gøre det hver for sig. Men alle højskoler har et statsstøttet kontor til samme formål. I denne uge (februar 1997) har de i fællesskab haft en selvproduceret hvervefilm i Danmarks Radios TV1.
Er det ikke først imperium i det øjeblik, der udøves en magt, som ikke tilkommer den gruppe af mennesker, det handler om. Og er der i så henseende nogen forskel på Tvind og de øvrige højskoler, ja, de frie skoler som helhed?
Det har i en årrække været sådan, at det var højskolerne selv, der udpegede de embedsmænd, der skulle kontrollere højskolerne i undervisningsministeriet. Vi vidste i højskole-kredse, længe før undervisningsministeriets egne folk var klar over det, hvem der skulle være ministeriets nye topembedsmænd på højskole-området. I praksis var det Foreningen for Folkehøjskoler, der udpegede embedsmændene. Det handlede kun om praj til ministeren, men enhver vidste, at sådan foregik det. Og embedsmændene vidste det, de underordnede embedsmænd, som på højskole-området ikke havde nogen mulighed for forfremmelse, fordi der altid var en ikke-embedsmand, fra højskolernes egen kreds, som løb af med de bedste poster.
Det siger sig selv, at den slags aftaler i krogene ikke har fremmet tilgangen af undervisningsministeriets dygtigste til højskole-området i ministeriet. Det kan tilmed være forklaringen på, at ministeren og hans folk ikke kan regne, før de går ud og påstår million-bedrageri på den ene skole efter den anden, hvorefter det hele smuldrer, når det bliver efterset af folk, der kan lægge to og to sammen.
Jeg skal ikke påstå, at højskolernes sammenhæng er et imperium, endsige en koncern. Jeg er tilmed temmelig overbevist om, at oprindelsen til sammenhængen mellem Foreningen for Folkehøjskoler og undervisningsministeriet var frisindet tænkt. De frie skoler var - set med ministeriets og folketingets øjne - så særligt et område, at der - ligesom med folkekirken - ikke på mindste måde måtte være mulighed for at hævde statens indblanding. Der var tilskud, men ikke statsstyre, og det fandt man bedst kunne udtrykkes i en slags halv selvforvaltning, rækkende helt inden for undervisningsministeriets mure. I dag lyder det som sær sammenblanding, men oprindelsen blev jo til på et tidspunkt, da danskere, selv undervisningsministre, vidste, hvad frisind var.
Lige så godt og rigtigt, det var tænkt, lige så farligt blev det, da frisind blev erstattet af flertalsmagt. Det, der var udtænkt for at tydeliggøre grænsen for statsmagten, endte som sammenspisthed. I sidste ende som noget, Ole Vig Jensen ville kalde for et imperium, hvis det var hans modstandere, det drejede sig om. Netop Ole Vig Jensen har vanskeligt ved at finde ud af statsmagtens grænser.
Ole Vig Jensen lå som folketingsmand i højskolernes seng, i bogstavelig forstand. Der var redt op til ham på Vartov, i Højskolernes Sekretariat. Også til hans kone. Der kunne han vågne op om morgenen og spørge: - Er det jeg? Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Er dette Vartov eller imperiet?
Hvordan ender folketingsmanden i højskolernes seng? Af den enkle grund, at han var formand for Højskolernes Sekretariat samtidig med, at han var folketingsmand. Socialdemokraten Robert Pedersen havde været det forud for ham - med samme grundtvigske senge-mulighed.
Tanken kom, da Højskolernes Sekretariat blev til. Højskolerne ville gerne i fællig reklamere for at få elever. Man ville ikke så gerne selv betale. Og staten kunne ikke give kroner til reklame. Men så opfandt undervisningsminister Jørgen Jørgensen et begreb, som var ukendt, en landsforening af tidligere højskole-elever. Det var ikke sådan, at tidligere elever på en række højskoler pludselig havde lyst til at møde hinanden. De kom jo i deres egen elevforening på den højskole, hvor de selv havde gået. Her var der et naturligt fællesskab, der sprang af de fælles oplevelser på den højskole. Nej, landsforeningen af tidligere højskole-elever var en politisk opfindelse. Fordi en landsforening kan man give tilskud til, og ad den vej kunne højskolerne få en del af deres reklame-kroner statsbetalt.
Højskole-folkene tænkte med god grund, at politikere var flinke fyre. Så til gengæld besluttede de sig for at gøre det til en tradition, at der altid var en folketingsmand som formand for Højskolernes sekretariat. Og hvad var mere naturligt, end at formanden havde en seng til rådighed. De skiftende formænd var fra provinsen, så de ville jo altid mangle en seng i hovedstaden - tilmed så nær folketinget, som Vartov jo er.
På afstand er det ikke svært at forestille sig, at dette muntre fællesskab mellem politik og højskole for et nyt slægtled, hvor frisind som begreb kun var kendt fra ægteskabs-annoncer, endte som karlekammer eller imperium - målet helliger ordvalget.
I denne veltilrettelagte og indforståede højskolepolitiske verden dukkede Tvind-skolerne op. Der er for mig ingen tvivl om, at de mindst var lige så opfindsomme som andre højskoler til at skaffe statskroner hjem. Men de var ikke ene om det. I lyntoget kørte jeg engang sammen med Venstres tidligere statsminister Erik Eriksen, som jeg holdt mere af, end den radikale Bertel Dahlgaard brød sig om. Venstres høvding, noget mere liberal end dem, der har brug sig for at kalde det i dag, havde en vanskelighed, han gerne ville dele med mig. Han var formand for en fri skole på Fyn. Han fortalte glad om alt, hvad de havde bygget. Og så faldt de fynske liberale ord: - Sig mig, Søe, kan du ikke finde på et eller byggeri, vi mangler, og som vi kunne søge tilskud til?
Det lo vi meget ad den vinter. Eller i hvert på den lyntogsrejse.
I denne fynske hjertensgodhed, som prægede de frie skoler og Christiansborg, indgik Tvind uden vanskelighed. Kort efter Tvinds opdukken blev vi andre højskolefolk på årsmøder i Foreningen for Folkehøjskoler hjertevarmt skoset af undervisningsministeriets embedsmænd: - I kunne lære noget af Tvind. Når vi besøger dem, så bliver vi hentet i luksusbil med chauffør.
Siden er tonen blevet en anden. Tvind-skolerne er blevet så forbryderiske, at de kun overgås af folketingets partier.
For partierne er jo netop koncerner eller imperier. Partierne, som jo selv har magten, giver sig selv tilskud, som det lyster dem. Sidst er statens partistøtte firedoblet ved en aftale mellem Hans Engell og Nyrup Rasmussen. Det er partiet, ikke de enkelte kandidater, der har magten over pengene. Skulle der endelig være tilskud til partierne, så burde det selvfølgelig være til de enkelte kandidater, så de kan holde grundlovens ord om ikke at være bundet af forskrifter.
Altså mangler vi lige en særlov i Vig Jensens stil. Lukning af partiernes koncerner og imperier. Kun statsstøtte til den, der kan dokumentere, at han eller hun opstiller som selvstændig kandidat. Den særlov må kunne laves på en uge eller fjorten dage, og vi vil som borgere ikke finde os i, at partierne holder møder med kandidaterne om, hvordan den gamle ordning skal afvikles. Det ville jo være helt tvindsk.
© Poul Erik Søe 1. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside