Det folkelige
i idrætten

Organisationer er bevægelser, der er stivnet.
Det ses tydeligst i fagbevægelsen, der er er blevet til organisation på stadig større afstand af det, der engang satte i bevægelse, og dem, der blev sat i bevægelse. Fagforstening er et ord, som fagbevægelsen selv har skabt.
Det stivnede ses også i idrætten, hvor vinderne er blevet de vigtige, også når samfundet spytter så rigeligt i bøssen. Det har sin grund, vor egen dyrkelse af dem, der får Dannebrog til at glide til tops mellem de andre landes flag. Men det har også sin grund i topledelser, der mer og mere ligner pengepugende sekretariater i stedet for folkevalgte styrelser.
Det var derfor glædeligt tirsdag (4. marts 1997) i Danmarks Radios TV1 at høre den ny kulturminister, Ebbe Lundgaard, være mand for sine holdninger.
Oftest må man jo tilgive nye ministre, som skal have retten til at være ny. Med Ebbe Lundgaard har det til nu været modsat. Han har evnet at være ny og samtidig at have et sæt holdninger, der ikke er udenadslæren af embedsmands-opskrifter, men som er groet i egen urtehave.
Med stor saglig indsigt kunne han i udsendelsen drøfte både den del af idrætten, der for sportsudøveren mer og mer ligner et erhverv, og den brede idræt.
Kernen i samtalen blev to vigtige emner. Det ene var forenings-friheden med en tydelig tilkendegivet sikkerhed for, at ministeren ikke over for idrættens foreninger vil gentage undervisningsministerens magtudøvelse over for de frie skoler. Det blev sagt uden at nævne undervisningsministeren med eet ord, men det var ham, man kom til at tænke på.
Det andet vigtige emne var folkeligheden i idrætten. Nogen - blandt dem flest idrætsfolk - tror, at idrætten i sig selv er folkelig, fordi der er mange idrætsudøvere. Det er selvsagt gak-gak. I så fald var Lotto folkeligt, fordi der er mange, der spiller Lotto.
Det folkelige i idrætten har siden de første foreninger på området været at sætte idrætten ind i det samfundsmæssige fællesskab, ikke at leve adskilt i sit eget indre liv.
Den ene af de nutidige to idræts-organisationer er ganske enkelt vokset ud af det folkelige oprør i forrige århundrede. Ja, så tæt var idrætten knyttet til folkets oprør mod kongehus og Estrup-regering, at der blev dannet skytte-foreninger, som i egentligste forstand var træning til et mulig væbnet kamp, hvis magtmisbruget i landets top udartede yderligt.
Folket sejrede uden vold. System-skiftet kalder vi det. Siden handlede det mere fredeligt om at ramme plet. Det er en kunst, som den ny kulturminister tilsyneladende kan. Det gør indtryk, når han ikke bare er parat med nye fem millioner til elite-idrætten, fordi eliten vil have dem. Han har tilmed den frækhed rent ud at sige, at han vil undersøge, om elite-idrætten har brug for dem.
Idrætten har fire milliarder kroner at gøre godt med hvert år. Den offentlige halvdel af milliarderne er ofte faldet rundhåndet, fordi ingen politiker har turdet sige nej eller har haft tilstrækkelig vilje til at undersøge den pengemæssige stilling på områder, hvor nok længe har været nok.
Hvis Ebbe Lundgaard havde til hensigt at krænke foreningernes frihed for at fremkalde stramninger, så var ikke bare idrætten, men også det folkelige samfundsliv dårligt kørende. Men bag ordene lå hele tiden et arvet og fastholdt frihedssyn.
I hvert fald var det ikke ringe at høre et menneske, der havde saglig indsigt og samtidig vidste, hvad friheds-tradition er.
Gid Christiansborg ikke får kuet ham alt for hurtigt.
© Poul Erik Søe  4. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside