Flovmændenes topmøde
Nogle europæiske statsledere er nyvalgte. De har givet flotte løfter i valgkampene. I Frankrig og England blev arbejdsløsheden skamredet ved de nylige valg. Vi kender det så godt fra Danmark.
I to årtier skulle der siges noget pænt om at gøre noget pænt ved den ikke pæne arbejdsløshed. Det var besværgelser. Politisk morgenbøn om det daglige brød med rundstykke i munden og krummer på hagen.
Det varede ikke længe, før ingen troede på ordene fra politikere. Til sidst gjorde de det heller ikke selv. Så gik det af mode at sige noget om arbejdsløsheden.
Rundt om i Europa, især i de katolske og anglikanske lande, kan det stadig lade sig gøre at optræde som politiske frelsere alene med ord. Det ligger i opdragelsen, at man kan indbilde folk vejen til i paradis ved at lokke deres kryds fra dem på en stemmeseddel.
Den europæiske arbejdsløshed holder sølvbryllup. Et kvart århundrede er gået uden bedring - og det er værd at tænke på, at det netop er den tid, vi har haft det EF, der blev til EU. Det er i århundredets historie ukendt, at en arbejdsløshed i den grad bider sig fast, og der er god grund til at tro, at netop skabelsen af EU er det, der har taget pippet fra de europæiske lande. Landenes mistede deres egen igangsættende kraft og satte sig ned og ventede på magien fra Bruxelles.
Millioner af kroner bruges så på at holde et topmøde i dag og i morgen. Der er ikke noget som helst andet mål end bagefter at kunne sige, at man skam har holdt møde. Det er jo også en slags beskæftigelse.
Europas flovmænd mødes i Luxembourg. Efter mødet vil de sige, hvad statsminister Poul Nyrup Rasmussen allerede har sagt på forhånd, at de er kommet et skridt videre. Ja, nogle af dem vil tilmed hævde, at nu sker der noget håndgribeligt. De vil være noget så overraskede over deres egen duelighed.
De selvsamme flovmænd og deres mange møder til nu er selve grunden til, at ledigheden stadig er så høj i Europa. De har frataget sig selv og dermed deres folk muligheden for at gøre noget ved arbejdsløsheden.
Det er den europæiske møntunion, som spærrer for handling. For at være med i møntunionen er det nødvendigt stat for stat at lægge så mange bånd på økonomien, at selvstændigheden og den igangsættende kraft er pantsat til unionen.
Enhver ved, at det er sådan. Europa spærrer for sig selv. I hvert fald 18 millioner, snarere 26 millioner, er arbejdsløse, og de enkelte lande kan ikke bide skeer med ledigheden, fordi de har økonomisk mundkurv på.
Danmark er ikke i den stilling, da politikerne har vedtaget, at vi ikke skal være med i Møntunionen. Det er ikke det danske folk, der har vedtaget at vi skal være udenfor. Vedtagelsen skete, fordi politikerne gættede, at det ville danskerne nok ikke være med til. De spurgte os aldrig.
Følgen er, at vi er langt friere økonomisk. Selvstændig handlefrihed har gjort, at selv ledigheden ikke er så stor i Danmark som i mange af de andre EU-lande. Ja, grinagtigt nok, så er frihedens følge, at vi såmænd som ingen ting kunne melde os ind i mønt-sammenrendet.
Men det er ikke for at øge friheden, flovmændene holder møde i EU, topmøde, som de elsker at kalde det, når bunden er nået.
Nej, i stedet for frihed for de enkelte lande til at kæmpe mod ledigheden, så skal EU nu til at styre det område også, så langt de nu kan blive enige.
Alle ved, hvad det fører til. Den eneste beskæftigelse, der kommer ud af topmødet, er flere folk i EUs administration. Og mere svindel. Alt, hvad der går gennem EU, øger svindel-mulighederne. 56 milliarder kroner er der svindlet for i EU i 1996 - siger EU selv.
Det er ikke alle statsledere, der bare spiller med, når deres fælles popkoncert fra Luxembourg sættes i gang for at underholde de arbejdsløse lidt. Den tyske kansler, Helmuth Kohl, har i ugevis sagt til sine egne tyskere, at han ikke tror, det er EU, der skal løse vanskelighederne. Arbejdsløsheden i Tyskland skal klares af tyskerne, siger han. Og når den aldeles EUforiske Kohl siger sådan, så tror man mere på ham end på Poul Nyrup Rasmussen, som altid "kommer et skridt nærmere".
Kendsgerningen er, at ingen af EU-landene har ventet på topmødet. Statslederne har ikke selv tillid til, at der kommer noget håndgribeligt ud af deres møde. Derfor har de land for land taget skridt til at gennemføre aldeles forskellige handlinger mod arbejds-løsheden, oftest ude af trit med det, der er topmødets emne. Demokrati er samtale, men den ualvorlige samtale er undergravende for folkestyret.
© Poul Erik Søe 21. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside