Særlige EU-net til
stemme-fiskeri
Selv i Mariager fjord er situationen næsten normal. Sådan siger Miljøstyrelsen om de danske have og fjorde. Vandene har fået luft.
Helt samtidig bliver harmen luftet, så selv dem, der fisker i rørte vande, føler kraften vende tilbage.
En af dem er den konservative fiskeri-ordfører Kent Kirk. Han er oppe at vende i morgenens Radioavis (31.10.1997). Grunden er et møde mellem EUs fiskeri-ministre, hvoraf i hvert fald den ene, vores egen Henrik Dam Kristensen, ligefrem er fødevareminister.
På mødet er de andre landes ministre blevet enige om, at det skal være lettere lettere at fange ungfisk, så mindstemålet for rødspætter er sat fem centimeter ned. En rødspætte på 22 centimeter må tages i fremtiden, og enhver kan se, at det på den måde bliver nemmere at få plads til både citron og persillesovs på tallerkenen, men enhver kan også se, at det skader rødspætte-standen ude i havet.
Enhver kan se det. Det siger i hvert fald Kent Kirk. Man må forstå ham sådan, at enhver kan se, at det her er helt tovligt, undtagen lige Henrik Dam Kristensen, der altså ikke kan se det.
Jo, det kan han godt, for han var den eneste, der stemte imod. Men ifølge Kent Kirk så er Henrik Dam Kristensens fejl, at han ikke har kunnet overtyde de andre landes ministre om det danske synspunkt.
Kent Kirk standser ikke op så meget som et øjeblik. Han får aldrig sagt, at det, enhver kan se, da også må kunne ses af femten andre landes ministre. Det falder slet ikke Kent Kirk ind, at det, der er selvindlysende, også af og til må kunne ses i Brüssel.
Nej, i EU afhænger sagernes vedtagelse ikke af, om de er gode eller dårlige, om de er katastrofale, som Kent Kirk siger den her sag er, eller sørgelige, som er Henrik Dam Kristensens ord om det samme.
Nej, Danmarks sag og fiskeriets fremtid har i EU intet andet grundlag end Henrik Dam Kristensens manglende rejser fra minister til minister. Han har forsømt at rejse rundt til ministrene, forklarer Kent Kirk os. Disse ministre selv må jo være helt utroligt dumme efter Kirks opfattelse, siden de ikke af sig selv kan få øje på helt tydelige katastrofer, som Danmark ønsker at undgå for at sikre en bæredygtig biologisk udvikling.
Danmarks fødevareminister advarede på mødet. Men i EU er det ikke nok at sige til hinanden, at her er tale om en katastrofe. Man kan ikke nøjes med et møde, man skal også mødes - og det er en ganske anden sag. Gad vide, om de æder rødspætter på sådanne møder - eller anden ungfisk?
Kent Kirk har den dybeste mistillid til EU. I Unionen er politik indrettet sådan, at sagerne afhænger af, om ministrene er dygtige nok, især af deres evne til at rejse rundt mellem landene. Det saglige indhold er helt ligegyldigt i EU, for hvis ikke ministeren har været på rundrejse, så er alt tabt.
Nu har vi jo i Danmark, uanset regeringsfarve, kun gode, danske mænd og kvinder som ministre. Dem er der i hvert fald ikke noget i vejen med. Men i de andre lande, hvor de end ikke kan se katastrofen ved at nedsætte mindstemålet på rødspætter, må vi vente os ministre af hvilken som helst slags. Og bare een af de sekstens landes ministre er blot den mindste smule under mindstemålet, der ikke er for højt i forvejen, så er det lands sag tabt i EU.
Sådan har vi indrettet os i Europa. Ifølge Kent Kirk, som til sidst i Radioavisen da også fik sagt, at den slags kunne Henrik Dam Kristensen ikke byde sine vælgere. Da slap havkatten ud af hyttefadet! Det er vælgere, Kent Kirk fisker. Det er mindste-målet for stemme-fiskeri, han taler om.
Undervejs får han udstillet EU som de private interessers handelsklub, hvor der bliver pranget og krejlet, og hvor den, der ikke er på omgangshøjde, skal betale gildet.
I det danske erhvervsministerium har man samme dag fattet den tanke, at embedsmænd skal være fødte EU-prangere. Hvis der i pressen dukker EU-kritiske sager op, om krumme agurker og firkantede flugtskilte, så skal embedsmændene rykke ud, og de skal også sprede positive EU-historier, så danskerne stemmer ja til Amsterdam-traktaten.
Jeg er ikke sikker på, at erhvervsministeriet har fundet den helt rigtige løsning. Mon ikke hellere ministre og folketingsmedlemmer skulle rejse lidt mere rundt, som Kent Kirk siger. Ikke til andre landes ministre, men til deres egne vælgere. Men det krav er nok at gå under det demokratiske mindstemål.
© Poul Erik Søe 31. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside