Folkeafstemningen om ny EU-traktat
udskydes efter kommunalvalget

Tælleapparaterne sinkede den endelige optælling i nogle vestjyske amter, så vi skulle langt ud på natten, før der forelå noget, som de såkaldt sagkyndige kunne kalde et landsresultat.
Selvsagt har et kommunalvalg intet landsresultat. Men man kan vælge at tillægge nogle fremgange værdi og overse tilbagegange, man ikke bryder sig om. Det er da også sådan, tirsdag aften og onsdag morgen er gået, hver gang politikere og endnu mere såkaldte valgforskere tolker vælgernes tal og tale.
Den vigtigste følge af kommunalvalget på landsplan er, at EU-partierne bliver tvunget til at udskyde folkeafstemningen om den ny EU-traktat. Afstemningen om Amsterdam-traktaten skulle have været holdt i maj. Når valgtallene bliver nærlæst i EU-partierne, vil de prøve at få EU-afstemningen flyttet om på den anden side af det folketingsvalg, der også skal holdes i det kommende år.
Man kan ikke ret længe opretholde den snævre tolkning af tallene, at vælgerne først og fremmest har sat deres kryds ud fra holdninger til flygtninge og fremmede. Det er Dansk Folkepartis fremgang, der tolkes sådan, men Pia Kjærsgaards tal er jo ikke vildt større, end hvad Fremskridtspartiet før havde opnået.
Og når man ser efter, så er jo netop partierne Enhedslisten og Det radikale Venstre også gået frem, og de mener jo modsat Dansk Folkeparti i flygtninge-spørgsmål. Det er altså slet ikke en ny vild skævvridning, som kan læses ud af kommunetallene.
Selvsagt har flygtninge-emnet spillet en rolle, men det er langt tydeligere, at kommunevalget er en folkelig indsigelse mod EU-partierne. Det er netop EU-modstanden, som er fælles for de to fremgangs-partier, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Og Socialistisk Folkeparti, som blev kløvet af striden om den ny EU-traktat, har ikke kunnet klare sig ved kommunevalgene, endnu et fingerpeg om, at den landspolitiske del af kommunevalget først og fremmest handler om EU-modstand.
EU-partierne vil, selvom de helt tier om emnet efter tirsdagens valg, for lukkede døre tale hidsigt om, hvordan en folketings-valgkamp, der skal føres i samme tidsstræk som debatten om en ny EU-traktat, vil styrke netop de partier, der på højre og venstre fløj fik størst fremgang i går.
Socialdemokratiet, der under Poul Nyrup Rasmussen viger og viger i vælgertal, og som efter det danske EU-nej i 1992 aldrig har genvundet vælgernes tillid, vil ikke samtidig kunne klare EU-folkeafstemningen og et folketingsvalg.
Den udskydelse af EU-afstemningen, jeg venter, vil selvsagt ikke få kommunevalgets tal som grund, når politikerne skal forklare vælgerne, hvorfor folkeafstemningen ikke kan blive i maj. Redningen ligger i højesteret.
Det mindste skred i tidplanen for højesteretssagen om EU-traktaternes lovlighed i forhold til grundloven vil kunne bruges som grund til udskydelsen. Regeringen, der jo ville hindre dem, der har rejst sagen om EU og grundloven, i at se de mange papirer om grundlovs-spørgsmålet, måtte af højesteret tvinges til at udlevere de mange aktstykker.
Regeringens villede forsinkelse af den selvfølgelige indsigt i grundlovs-papirerne har allerede lagt et pres på højesterets behandling. Fastsættelsen af maj-datoen for folkeafstemningen lægger et yderligere pres på højesteret og på dem, der har anlagt sagen.
Hver eneste gang, højesteret under grundlovssagen med rette eller urette afviser at gå nærmere ind i enkelt-spørgsmål om forholdet mellem EU og den danske grundlov, vil der alt for nemt kunne opstå tvivl om, hvorvidt det er et ubevidst hensyn til den folkeafstemnings-dato, som Poul Nyrup Rasmussen har fastsat.
Og når regeringens modpart i grundlovs-sagen forhåbentlig vil tillade sig at gå dybt i enkelthederne, så vil politikerne skumle over, at de prøver at trække tiden for at komme tæt på afstemningen om EU-traktaten.
Det vil statsministeren kunne bruge til at flytte EU-afstemningen, for hvem vil på mindste måde lægge strå i vejen for højesteret. Eller statsministeren kan udskrive et lynvalg nu i håb om, at bølgerne i Pia Kjærsgaards hår og hos vælgerne har lagt sig. Det er i et sådant lynvalg, han for sent vil opdage, at kommunalvalgets sluttal ikke så meget, som han ville tro, skyldes et spørgsmål om flygtninge, men at det landspolitiske spørgsmål handlede om Danmarks selvstændighed, først og fremmest i forhold til EU.

Unægtelig er der så alle de kommune-valgtal, som fortæller helt andre historier. Morsingboerne væltede over i Brusgaards Fremskridtsparti. I Vejle blev folk helt SFske oven i hovedet. I Sønderjylland viser Kresten Philipsens Venstre-tal, at også stjerner kan få takker klippet af. Når vreden mod EU og krænkelsen af Danmarks selvråderet i Euroregion Schleswig kan måles så tydeligt i EU-partiet Venstre, så er det et sønderjysk tegn, der skal læses med samme briller som Dansk Folkepartis og Enhedslistens fremgang.
I TV-2s morgenudsendelse gik en del af tiden onsdag morgen med at lære seerne, hvordan man tilbereder kalvelever efter Bibelens regler.
Uffe Ellemann Jensen forklarede i samme udsendelse, at Venstres tilbagegang er en fremgang, hvad TV2s politiske redaktør allerede havde gjort aftenen før, hvor Venstres tilbagegang var "et fint resultat", men Dansk Folkepartis fremgang blot, "hvad man havde ventet". Poul Nyrup Rasmussen derimod havde ventet en flodbølge, sagde han, og den kom ikke.
Danmark består - endnu.
© Poul Erik Søe 19. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside