Ruslands sikkerhed og vores
Vi skylder esterne at stå fast på deres ret til selv at vælge
Præsident Jeltsin er vendt tilbage - ikke med sin gamle styrke, men med en ny tilkæmpet styrke. Han gør sig så stærk, som han ikke er. Det er menneskeligt forståeligt, men når det gælder sikkerhedspolitikken ikke godtageligt.
I en tale (17.3.1997) vender han sig mod NATOs udvidelse mod øst. Standpunktet er ikke overraskende, men det er ordvalget. Vi har hørt Jeltsin med tyrerøst før, så i sig selv spreder det ikke rædsel.
Det skal også indrømmes, at han har måttet tilkæmpe sig sin magt med fremgangsmåder som den, han bruger nu, og at han har haft held til det. De vestlige lande, også Danmark, satte længe Jeltsins lys under en skæppe, ja, prøvede at slukke det. Danske EU-folk nægtede engang at tage imod ham, da han gæstede Brüssel. Det var dengang, Gorbatjov var det store og eneste nummer. Det er en fejl, der ikke må gentages i forhold til Rusland. Fejlens grund er nem at se. Vi var i årtier vænnet til, at magtens mænd altid blev siddende i Rusland. Folkets sunde selvkontrol var sat ud af spillet i Sovjetunionen.
Det er altså selve det spirende demokratis kendetegn, at folk i den politiske top fra dag til dag kan være sat ud af spillet. Det er et sundhedstegn, at det ny Rusland ikke er stabilt i gammel forstand. Magten er fordelt på flere fløje og hoveder. Sådan som det må være i et demokrati. Det var derfor et fejltræk i det vestlige skøn, når Gorbatjovs afgang blev set som verdens ende. I virkeligheden sad han længere ved magten end de fleste amerikanske præsidenter - og det er ikke sundt for nogen at sidde længere.
Det er også en demokratisk værdi, at Jeltsin ikke bare sidder på magten, men at han er nødt til fra tid til anden at kæmpe sig til den. Sådan som han nu gør med sine brunstige ord mod NATOs udvidelse.
Men derfor er hans synspunkter ikke godtagelige. Der påhviler det russiske folk en skyld, der springer af det sovjetiske diktatur i Rusland selv og i landene omkring Rusland. En skyld som folkeligt må gennemleves i samtale. Det er en skyld på højde med Tysklands skyld efter nazismen, og ansvaret kan ikke skubbes til side med henvisningen til kommunismens fald. I den nødvendige, folkelige samtale er det en statsleders pligt at fremme indsigten i det, der gik galt, og at tydeliggøre viljen til en handlekraft, der fører væk fra magtmisbruget gennem halvfjerds år.
Det er også Jeltsins pligt at bidrage til den samtale, og det gør han ikke lige nu. Han kan ikke uden videre afvise Polens, Ungarns, Tjekkiets, Estlands, Letlands og Litauens ønske om at være med i NATO, fordi det er en given sag, at Jeltsin dels selv var kommunistisk leder og bærer ansvar for fortiden, dels kun har opnået sin nuværende post i kraft af det samarbejde, som NATO udviklede sig. Ellers havde kommunismens fald ikke været mulig. Jeg taler ikke om NATO i sin oprindelse, hvor militær brunst og politisk magtudøvelse var den egentlige drivkraft, men det NATO, der er blevet til under den ny verdensorden, efter ophøret i 1995 af Yalta-konferencens opdeling af verden i øst og vest, i sit væsen også et modstykke til EU.
Der er grund til at frygte en ny opdeling af den nordlige del af verden. Det er Jeltsins frygt og også vores frygt. Der er også grund til at frygte, at NATOs udvidelser fører til genskabelse af det gamle samspil mellem Rusland og Kina. Det er derfor vigtigt, at der i egentlig forstand opnås aftaler med Rusland om udvidelserne.
Men det er lige så klart, at Rusland ikke med sin folkerets-krænkende rolle i dette århundrede kan sætte mønstret for de små lande, der har ret til selvstændighed og selvråderet. De er blevet trampet på siden trediverne - millioner er myrdet under et styre, som de ikke et øjeblik har ønsket.
Når Rusland fastholder sin ret til at herske over nabolandenes selvstændighed, så er det ikke godtageligt, slet ikke når det undlader at klargøre den skyld, det russiske folk trods sine egne lidelser var med til at påføre nabolandene. Svaret til Jeltsin må være, at demokratiets indførelse i Rusland kun kan tages alvorligt, hvis han samtidig bøjer sig for de demokratiske rettigheder, nabolandene har, også til at vælge sikkerheds-politik. Alt andet er stormagts-herskeri og en tilbagevenden til den kolde krig, som Jeltsin selv siger, han ikke ønsker.
Det er selvfølgeligt, at Danmarks særlige forhold til Estland, giver os en pligt til at fremhæve esternes ret til selvstændighed og til at være et land, der er fri af Ruslands skygge. Danskere fører sig lidt brovtende frem med vore holdninger til Estland, og det er da rigtigt, at sammenlignet for eksempel med Sverige har dansk udenrigspolitik også i sovjetisk tid tydeligere stået på selvråderettens grund.
Men den danske holdning til Estland var stort set gratis. England, Frankrigs, USAs og Ruslands deling af den nordlige halvkugle ved Yalta-konferencen fastholdt Estland i sovjetmagtens, russernes jerngreb. Når Danmark aldrig anerkendte Sovjetunionens voldelige overtagelse af Estland, så var det stort set gratis.
Nu er det ikke gratis længere at ville værne Estland som selvstændigt land. Nu koster holdningen. Indvendingerne er da også mange, og den klogeste indvending er den, at en fast holdning i hvert fald i øjeblikket skader reformkræfterne i Rusland. Men omkostningerne er nødvendige. Også reform-folkene i Rusland må indse, at russisk udenrigspolitik ikke begynder med kommunismens og Gorbatjovs fald som år nul.
Der er en russisk skyld, som ikke kan afvaskes, men som må gennemleves. men der er også en vesteuropæisk skyld. For Danmarks vedkommende er det en skyld først og fremmest i forhold til Estland. Skylden fjernes ikke, fordi vi kan kalde os "bedre" end andre i opfattelsen af esterne som selvstændigt folk. Årtiers tavshed sætter sig om en knude. Nu skal knuden ikke vokse, som det skete i trediverne, da der var alt for stor villighed til at bøje sig for Hitler.
Til Estland har vi ikke et standpunkt, til vi tager et nyt. Vi har et gammelt., værdigt standpunkt, som vi må stå fast på. Det tjener i længden også vore egen sikkerhed.
Skam få den, der ikke genkender sig selv i Jeltsins brovten. Ordene gør ham ikke til en Djengis Khan. Ordene er så vestlige som tænkes kan. Sådan som kommunismen fra Marx i sin idé er vestlig tankegods og ikke østlig, egentlig fremmed for russisk folkeligheds historie, hvorfor den da også er blevet fjernet som et fremmedlegeme.
Men netop fordi vi kender tankegangen, må vi sige nej til den. Russerne prøvede i kommunist-tiden at hindre de nordiske landes samarbejde i Nordisk Råd. Russerne i magtfuldkommenhed nægtede Finland adgang. Formanden for Danmarks kommunistiske parti, den senere SF-stifter Aksel Larsen, var imod Nordisk Råd, og først da han fik lov af russerne, tog han fat på at tale så nordisk som nogen. Da De syv landes frihandelsområde, EFTA, blev dannet i Saltsjöbaden i Sverige, forbød Moskva igen Finland at være med.
Rusland må lære, som ethvert folk må lære, at union-diktaturets vold og magtsyge er forbi. Rusland er et selvstændigt land mellem selvstændige lande. Russerne har meget at tilbyde os. Men byde os skal de ikke.
© Poul Erik Søe    18. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside