Det britiske valg og Danmark
De konservative i England valgte arbejdernes
kampdag til valgslaget
Storbritannien, som har svært ved at vænne sig til den ny rolle som Lillebritannien, skal til valg for første gang siden 1992. Det fastsatte premierminister John Major i dag (17.3.1997). Som valgdag har den konservative førstemand valgt arbejdernes kamp-dag den 1. maj - en taktisk valgt dag, der for vælgerne skal tydeliggøre hans farligste modstander, Labours samhørighed med socialismen og fagbevægelsen.
Et engelsk valg vil altid være vigtigt også for Danmark. Der er historisk og nutidigt en samhørighed mellem Storbritannien og Danmark, som ikke bare springer af anden verdenskrig, men også af et fælles nej til Fællesmarkedet i 1960'erne, et samtidigt ja i 1972 og en fælles mistro til den omdannelse af Fællesmarkedet til en union, som er i fuld gang.
John Major har ikke i samme grad som sin forgænger Margaret Thatcher fastholdt indsigelsen mod stormagtsdrømmene i Tyskland og Frankrig, hvor politikerne uden hensyn til folkelig modstand tromler frem med unionen. Deraf springer da også John Majors vanskeligheder i det tidsrum, der er gået siden seneste valg i 1992, og hans alvorlige nedtur i vælgertilslutningen, der endnu ved valgkampens indledning er så ringe, at de konservative ikke har oplevet noget lignende.
Det er de EU-skeptiske konservative, der har holdt John Major i frakkeskøderne og tvunget ham til en EU-kurs, mere kritisk end han egentlig vil. Og da han længe ikke var villig nok til at give indrømmelser til EU-modstanderne, så skabte det hele vældet af vanskeligheder, som hans regeringstid først og fremmest har båret præg af.
Det kan blive de samme EU-skeptikere, der redder John Major på målstregen ved parlamentsvalget 1. maj. Major kan, sikkert nødtvungent, hive kaniner op af ærmet uden EU-stempel. Uden tvivl er englændernes og skotternes modstand mod unionen det, der kan komme til at afgøre valget.
Majors konservative står nemlig over for et nyt og skræddersyet arbejderparti, Labour, hvis leder Tony Blair har brugt den clintonske og nyrupske vej til voldsom fremgang i meningsmålingerne. Han tager vind ud af konservatismens sejr ved at overtage deres synspunkter. Det er svært at synes om den form for politik, der udelukkende gror i det taktiske drivhus, men indtil vælgerne indstiller sig på denne nye måde at blive snydt på, giver den pote. Også i England.
Tony Blair vil derfor i valgkampen sikkert blive mere EU-skeptisk, end han og partiet Labour egentlig er. Og Majors modtræk kan blive at spille endnu hårdere ud med modstand mod en ny unionstraktat og en del af den gamle, måske en egentlig genforhandling af Maastricht-traktaten.
I disse engelske kogalskabs-tider er der folkeligt længe banet vej for et voldsomt engelsk skridt væk fra unionen. Englænderne er aldrig - som følge af deres parlamentariske skik - blevet spurgt i en folkeafstemning, hvad de mener om unionen. Men Major har allerede givet tilsagn om, at dele af unions-politikken vil blive lagt ud til folkeafstemning.
En kommende folkeafstemning om unions-spørgsmål kan for have have den ulempe, at Tony Blairs Labour nemmere kan sende EU-spørgsmål ud af valgkampen med henvisning til, at de jo skal drøftes særskilt senere. Men samtidig kan et sådant forsøg på at dæmpe EU-iveren i Labour friste Major til at øge modstanden mod EU og i valgkampen bruge til at opnå fodslag mellem de stærkt modsatte fløje i partiet, netop delt af EU-synspunkter.
Ved valget i 1992 var Major også langt bagud i meningsmålingerne, men sejrede alligevel. Det siger han også i dag (17.3.97), at han vil gøre 1. maj. Men til forskel fra 1992 kan han ikke denne gang ride på den medvind, der lå i kendsgerningen, at han var tiltrådt som premierminister efter Margaret Thatcher uden parlamentsvalg og kun havde virket i kort tid før 92-valget, hvorfor nogle vælgere har ment, at han burde have en mulighed for at vise, om han selvstændigt var i stand til at lede landet.
Vælgerne har ventet længe på den selvstændighed hos Major. Men Major har også selv ventet længe - på et skift til egen fordel i meningsmålingerne. Han ville ikke udskrive valg, før hans parti stod til nogen fremgang i forhold til de seneste års lavpunkt. Vendingen hos vælgerne er ikke kommet, og han var tvunget til at udskrive valg. Denne tvang over fastsættelsen af valgdagen kommer ham til skade, ligesom en række sager, hvor Major også har ventet og ventet uden at handle. Det lykkedes ikke med fredsforhandlingerne i Nordirland, uden tvivl på grund af forhaling og ringe vurderingsevne hos ham selv. Og hans modstandere i arbejderpartiet er løbet med "Lov og orden"-politikken, sådan som Nyrup har prøvet at gøre det over for Venstre og konservative i Danmark.
En væsentlig rolle i afgørelsen af det kommende valg spiller De liberale demokrater, der efter partisplittelse i 1970'erne og 1980'erne fra oktober 1989 fandt frem til en indbyrdes enighed, der har givet pote hos vælgerne. Ved 1992-valget fik de således godt 17 procent af stemmerne. Mange Liberale Demokrater har ved udskiftningsvalg i de seneste fem år afløst konservative og i visse egne taget helt op til 27 procent af stemmerne. Disse udskiftningsvalg har jo senest ført til, at Major står med et mindretal i parlamentet og må regere på nordirske stemmer, hvad der heller ikke har været gunstigt for fredsforhandlingerne i Nordirland, hvor en snart århundredlang borgerkrig mod unionen fortsætter voldeligt.
Ordet union har ikke god klang - hverken i Skotland eller Irland. Med den europæiske union har også englænderne fået at føle, hvad krænkelse af folkelig selvråderet vil sige. Det kan være Danmarks håb, at en tydelig folkelig modstand mod EU i Storbritannien for alvor udløser sig i valgresultatet, så der sættes en stopper for magt-udvidelsen i Bruxelles.
Nu er et parlamentsvalg ingen folkeafstemning. Derfor kan danskernes råd til englændernes valg ikke være så direkte som det råd, det velomdømte blad "The Times" 16. maj 1993 gav danskerne i sin ledende artikel med overskriften "Just say nej"  forud for folkeafstemningen i Danmark to dage efter. Men der er ingen grund til at skjule ønsket om det britiske valgs tilkendegivelse i forhold til EU: "Bare sig no".
© Poul Erik Søe  17. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside