Håndbold og dødspop
Mordet i Tyskland på to danske tilskuere standsede ikke slutkampen om verdensmesterskabet mellem Norge og Danmark. De danske kvinder vandt, ikke fordi de var danskere, men fordi de var bedst - eller havde vundet flest kampe i træk. Det er jo måden, man gør det op på.
Det er indlysende, at menneskeligt var kvinde-landsholdet hårdt ramt af mordene. Som tilskuerne var det - på åstedet og foran fjernsynet.
De spillende kvinder, deres indøver og idrætsforening vedtog at spille håndboldkampen, uanset de to mord. Jeg har ikke noget at indvende mod den løsning. Det er livsvigtigt at spille håndbold, hvis det er "vort livs kamp", der spilles.
De kunne også have sagt, at mordene måtte føre til aflysning. De kunne havde sagt nej til den sidste kamp, sådan at Norge uden at møde Danmark havde fået guldet. Også det havde været en værdig løsning. Det er ikke livsvigtigt at spille håndbold, hvis man lægger vægt på vort livs møde med døden.
Man kunne også efter aftale have udskudt slutkampen, indtil de myrdede var blevet begravet. Det ville være i god pagt med gammel dansk skik. Man måtte jo have udskudt kampen, hvis snevejr havde hindret håndboldspillerne i at skifte rundt mellem banerne i Tyskland.
Men nu valgte man som løsning et gennemsnit af ingenting - dødspop. Når kvindeholdets indøver til sidst låner mikrofonen for at fortælle, at "vi spillede vort livs kamp" for at mindes de to døde, så er der ikke et øje tørt, men de myrdedes blod er størknet. Man står stille et minut før kampen og flyver som engle efter kampen. Sorg er til glæde vendt. Det er i orden. Men ikke at sælge det som hæder til de døde.
Midt i det hele dukker Danmarks statsminister op. Man kan forestille sig, hvilken skræk, det har voldt i hallen, da de fik øje på ham - manden med voldspakken. Ingen kan hindre ham i at være tilskuer, men da han ikke selv har indbygget mådehold, kunne man dog havde standset hans mikrofon-liderlighed.
"Det er ikke min aften, det er pigernes aften". Ja, hvem i hele verden og Tyskland med havde dog forestillet sig, at det skulle være Poul Nyrup Rasmussens aften? Han siger vælgertække-ord om, at vold skal ikke standse sport og tilføjer: "Det er derfor, jeg er her". Nej, han var der min salighed af en eneste grund, for at låne glans af de dygtige håndbold-kvinder. At låne lidt danskhed til sin fremmedgjorte sjæl.
Hvem kan bare et øjeblik fæste lid til statsministerens forklaring på sin tilstedeværelse i Berlin, nemlig at vold ikke skal standse sport, når man samtidig ved, at han i årevis ikke har gæstet Færøerne, fordi han har været bange for sin sikkerhed.
Poul Nyrup Rasmussen og hans samlede regering ville have gjort større nytte, hvis de brugte tiden til at sikre sig dansk medindflydelse på det tyske politis undersøgelse af mordet. Her var der en ansvarlig og politisk opgave for statsministeren.
Det tyske politi har med vanlig skråsikkerhed, når det handler om tyske mord på udlændinge, straks kunnet sige, at det eneste, der ikke var tale om, var fremmedhad. Tyskeren, der førte kniven mod de to danskere, var ikke drevet af had til udlændinge. Det er det eneste, der overhovedet kan siges med sikkerhed.
Tysk politi har uge for uge vænnet sig til løgn, når overgreb på fremmede, husbrændinger og overlagte mord, skal bortforklares. Derfor siger tysk politi i samme åndedrag, hvor de så sikkert hævder, at der ikke er tale om fremmedhad, at morderen har været så fuld, at han ikke kan huske noget, end ikke selve drabene, som han dog ikke nægter.
Der er overhovedet ikke sammenhæng mellem de to udtalelser fra politiet. Måske mange i Tyskland ikke vil høre andet, end at der slet ikke er tale om fremmedhad. Måske har de hørt det så mange gange, at de slet ikke hører det mer. Men der findes endnu tyskere, som ikke vil tilsløre drabene på fremmede, men som taler åbent om dem - og går til kamp imod volden. Det er det demokratiske Tyskland, som sætter livet i stå for at gå krævegang mod volden. De spiller ikke bare videre. De standser op for i fællesskab at sige nej.
Det er nøjagtig det Tyskland, vi skal stå sammen med. Det var dem, vi kunne have vist en holdning ved at aflyse eller udskyde kampen.
Eller i hvert fald gennem en statsminister, der straks havde krævet, at det tyske politis undersøgelse af mordene ikke får lov at stå alene, men at Danmark kræver medvirken i undersøgelserne eller en selvstændig granskning.
© Poul Erik Søe 15. december 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside