Metaltræthed i demokratiet
"Dansk Metal" gentager magtens gamle EU-fejl
fra folkeafstemningerne i 1992 og 1993
Når en folkelig bevægelse stivner, bliver den en organisation, hvor topledelsen ikke har brug for at spørge andre, før den udtaler sig på folkets vegne. Når en organisation stivner, hedder den "Dansk Metal".
Dansk Metalarbejderforbund, der i årtier har været ramt af organisationsvælde og dyrkelse af såkaldt "stærke smede", et genbrugs-kælenavn for enhver, der ender på formandsposten, har nylig (11.3.1997) fremsat krav om, at de fire danske EU-forbehold skal ophæves.
Det er en udtalelse fra forbundets hovedbestyrelse, der endnu engang viser, at den er ramt af metaltræthed i demokratiet. Forbeholdene isolerer på afgørende områder Danmark i det europæiske samarbejde, hævder dansk Metal.
Med EU er det jo så sært, at dens traktater aldrig duer. Ikke så snart har man vedtaget en traktat, før man tager fat på at lave en ny. Romtraktat, Indre Marked og Maastricht. Ingen af traktaterne har nogen sinde virket så længe, at det kan slås fast, om de duer eller ikke duer. Man tager straks fat på at lave en ny, så det ikke for tydeligt afsløres, at den gamle er ubrugelig.
Dansk Metal hører ikke overraskende til de mekaniske i samfunds-drøftelsen. Hver gang kan man være sikker på at finde Dansk Metal, hvor mest mulig magt bliver taget fra folkestyret og givet til nogle få. Det er jo også sådan, Dansk Metal selv køres til daglig. Der er gået metaltræthed i demokratiet.
"Regeringen og folketinget opfordres til at arbejde for et forhandlingsresultat, der sikrer, at Danmark fortsat vil være i kernen af det europæiske samarbejde", siger medlemmerne af hovedbestyrelsen i dansk Metal.
Medlemmerne af Dansk Metals hovedbestyrelse får uden tvivl udleveret puder samtidig med, at de vælges til deres poster. Ellers ville knæene blive ødelagt af organisationens faste  unions-tilbedende stilling.
Dansk Metal glemmer helt, hvordan de fire forbehold, de nu vil have fjernet, blev til. Det er ikke det danske folk, der har opfundet forbeholdene. Det danske folk sagde nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992 - helt uden forbehold.
Danskerne har siden aldrig stemt om Maastricht, aldrig stemte om forbeholdene og heller ikke om unionen siden det tydelige nej. Danskerne har sagt nej, og folkeafstemningen i 1993 havde ikke Unionen eller Maastricht-traktaten som emne. Mange danskere tror, at de efter det første nej stemte om det samme een gang til. Men det er galt.
Efter det danske nej i 1992 var magthaverne i regering og folketing klar over, at de ikke bare kunne lade danskerne stemme om det samme een gang til. Det drejede sig derfor i første omgang, i efteråret 1992 og foråret 1993, om at påstå en ny situation.
Den ny situation blev skabt ved, at Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale overtog Socialistisk Folkepartis politik. Ellers vil Venstre og Konservative ikke samarbejde med SF, men når folket skal narres, så er ingen for dårlig.
Ved folkeafstemningen 2. juni 1992 havde Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale skarpt afvist Socialistisk Folkepartis fire forbehold. Da danskerne sagde nej ved folkeafstemningen, greb Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale med kyshånd netop de forbehold, som de selv havde sagt nej til.
På den måde kunne Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale i folketinget skabe et flertal på fem sjettedele ved at få Socialistisk Folkeparti til at stemme samme med Unions-partierne.
Dermed udførte Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale plus Socialistisk Folkeparti et statskup. Man undlod nemlig at holde nyvalg, inden man vedtog Maastricht med de fire forbehold. Fremtrædende folk, også den senere EU-kommissær Ritt Bjerregaard, havde efter danskernes nej i 1992 sagt, at et nyvalg var nødvendigt. Det var jo tydeligt, at partierne ikke repræsenterede vælgerne.
Men danskerne blev snydt for deres nyvalg. Et folketing, der var blevet underkendt ved folkeafstemningen, tillod sig at vedtage den selvsamme Maastricht-traktat, som vælgerne havde sagt nej til, plus et tillæg, som indeholdt Venstres, Konservatives, Socialdemokraters og Radikales overtagelse af Socialistisk Folkepartis politik, som de før 2. juni 1992 var imod.
Vælgerne var ikke blevet spurgt. Vælgerne havde ikke givet tilslutning til Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale, at de kunne overtage Socialistisk Folkepartis politik og SFs forbehold. Og vælgerne fik ikke lejlighed til at nyvælge folketinget. De fik heller ikke mulighed for påny at tage stilling til Unionen ved folkeafstemningen 18. maj. Det havde folketinget afgjort på deres vegne.
Det er ikke vælgerne, der på nogen måde har givet udtryk for, hvilke forbehold de ønskede over for Unionen. Forbeholdene er alene opfundet på Christiansborg. Og de fire forbehold skyldes ikke politiske forhandlinger, så alle fløje fra Ellemann Jensens Venstre til Jelveds Radikale kunne finde sammen i fælles forbehold. Nej, Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale overtog ret og slet SFs politik og forbehold. Ellers havde de ikke fået SF til at stemme ja.
Vedtagelsen var altså studehandel og ikke overvejelser af, hvad der havde ført til danskernes nej 2. juni 1992. Og danskerne stemte ved folkeafstemningen 18. maj 1993 hverken om Maastricht eller om forbeholdene,  den såkaldte Edinburgh-aftale. Danskerne fik kun lov til at stemme om, hvorvidt regeringen kunne ratificere, underskrive, hvad folketinget i forvejen ved sit statskup havde gennemtvunget med fem sjettedeles flertal.
Mange danskere anede i 1993 ikke, at det var sådan gået til, da vi fik forbeholdene. Endnu færre vidste, at danskerne anden gang slet ikke skulle stemme om Maastricht, Union og forbehold. Folketinget stemte om noget helt andet end det, der var gjort til emne for folkeafstemningen. Det er ikke så sært, at det danske folk var uvidende om denne særegne aftale. Jeg kan bevise, at blandt dagbladet Politikens lederskribenter vidste man endnu en uge før folkeafstemningen 18. maj 1993 ikke, at der var den forskel på afstemningen i folketinget og folkeafstemningen. Ikke så sært da, at det danske vælgerfolk var uvidende om det, der kun kan kaldes et statskup.
Det, Dansk Metalforbund nu ønsker, er en gentagelse af magtens fejl fra 1992. Partier og organisationer sagde jublende ja, folket sagde nej. Og Dansk Metal gentager fejlen fra 1993. Partier og organisationer snød folket. Og stadig lader de, som om de fire forbehold er de danske vælgeres forbehold. Men vælgerne er aldrig blevet spurgt. Når Dansk Metal nu kræver forbeholdene væk, så er det i virkeligheden et krav om, at politikernes egne forbehold, kalkeret af fra SF, skal væk, skønt forbeholdene ene og alene blev til, fordi det skulle skjules, hvordan man ved et statskup ændrede folkets ja til et nej.
© Poul Erik Søe  12. marts 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside