Britisk begmand til
Marianne Jelved
Der er intet regerings-medlem som den radikale Marianne Jelved, der har spillet dobbelt-spil med dansk deltagelse i EUs møntunion.
Når vi nærmer os folkeafstemning eller valg, så taler Marianne Jelved om, at de danske forbehold, også det danske nej til møntunionen, skal værnes.
Men til andre tider er der få som hende, der sørger for med omhu at få puffet en bisætning ind med ord om, at det er dumt af danskerne ikke at være med i møntunionen.
Marianne Jelveds kurs har hele tiden haft den grinagtige sangbund, at kansler Kohl og hans ØMU-ivrige tyske fæller ikke har økonomi til at være med. For en uge siden (oktober 1997) kom der meldinger om, at på den yderste promille kan det måske lykkes Tyskland at nå den ØMU-grænse, som de Mark-hovne tyske politikere engang satte med store armsving, fordi de troede sig selv helt sikre inden for rammerne.
Tyskerne oplevede, at de brovtende som kansler Kohl og hans kristelige-demokrater ville gå i spidsen for møntunionen, og så er de endt med at rende med tungen ud af halsen for bare at indhente det Danmark, som sagtens har økonomi til at være med, men ikke folkelig opbakning.
Den tyske regering gik så vidt i sin selvydmygelse, at den endog mod bankledelsens ønske ville opskrive guldværdierne i Forbundsbanken for at smutte ind i møntunionen ad bagdøren.
Marianne Jelved i sin efterabning af Helmuth Kohl får sig nu en ordentlig britisk begmand. Den engelske avis, The Times, skriver, at den nye engelske Labour-finansminister, Gordon Brown, er klar over, at møntunionen går ikke for Storbritannien.
The Times vil vide, at den britiske regering vil udskyde deltagelse i møntunionen i hvert fald fem år - eller oversat til dansk: sålænge den nuværende britiske regering sidder.
Det er vel at mærke et parti, der er EU-tilbedende, det britiske Labour, som indser, at Europa er rendt både fra de europæiske folk og fra virkeligheden.
Marianne Jelved bør på den ny britiske baggrund standse sine vedvarende nålestik til det danske folk, som er så dumme ikke at have hendes syn på møntunionen.
Marianne Jelved bør, hvis hun agter sig selv det mindste, indse, at det er hende og de andre EU-politikere, der har lavet det danske forbehold mod møntunionen. Det danske forbehold er jo ikke noget, det danske folk har fundet på, men er alene forbehold, som EU-partierne, også Jelveds radikale, har overtaget fra Socialistisk Folkeparti - og som man vævede ind i en folkeafstemning om det EU-ja, folketingets fem sjettedele havde vedtaget på forhånd.
Marianne Jelved havde altså taget forbehold over for møntunionen med sin egen stemme - længe før det danske folk overhovedet stemte om det. Det er hendes afstemning i folketinget, der har ført til forbeholdet mod møntunionen, endnu før der så meget som var trykt stemmesedler til folkeafstemningen i 1993.
Danskerne har god grund til ikke længer at finde sig i at blive hængt ud som dummerhoveder for noget, som Marianne Jelved selv har været med til at pådutte dem.
Og Marianne Jelved burde måske i sin raskhed med at dømme andre dumme se til Hamborg, hvor det seneste valg gav en hidtil ukendt stormflod af stemmer til et højre, der ligger i samme landskab som nynazismen.
Det er unions-galskaben, den helt uansvarlige nedtromling af folkelige synspunkter, som genskaber den nazisme, Europa mente at være renset for.
Hvis briterne virkelig - som The Times hævder - er nået til den indsigt, at nu må man standse de europæiske toppolitikeres kapløb om at komme længst muligt væk fra deres vælgere, så er det på tide, at Marianne Jelved drejer de vedvarende anklager mod danskernes dumhed ind mod sig selv.
© Poul Erik Søe 18. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside