Og dog bære blus vi med vrede
Det er sært, som dem, der vil finde fred, aldrig kan få ro.
Grundtvig, der ønsker sig julesorgen slukket.
Som Luther, der havde svært ved at finde en nådig Gud.
Og sådan også med Ejvind Larsen, der ikke kan finde en nådig Larsen.
Samfundet og de fleste af os har det også sådan med ham.
Han bliver aldrig helt tilfreds med os. Hvordan finder vi en nådig Larsen?
Ejvind har selv gravet efter den nådige Larsen i årevis, helt sikker på, at engle findes i jordhøjde og derunder og ikke oppe i skyerne.
Ejvind Larsen er en slags samtids-arkæolog. Jeg siger med vilje ikke samtids-historiker, for det er en, der som regel presser et indlært, allerede forældet historisk system ned over nutiden - for derefter at kunne sammenligne med fortiden.
Larsens værk er at være arkæolog i nutiden. At grave i fortiden er ingen sag, for der er jord omkring, så man sagtens kan skelne skat fra skidt.
At grave i samtiden er svært, fordi det værdifulde er gemt i ligegyldigheder, som alle andre tager dybt alvorligt og mener er det allervigtigste, men det er Larsens bedrift mellem ligegyldighederne at finde samtidens værdier, som han så ikke måler med fortiden, men med fremtiden.
Man skal passe på dem, der taler meget om historie, sådan som Larsen gør. Den slags folk løber med vores fremtid, for ved at tale om historie skaber de tillid hos os, og imens bestemmer de fremtiden. Larsen er sådan en størrelse, der ved, at fremtiden ikke bare er, hvad sker, men hvad vi vil have, at der skal ske.
Ejvind Larsen har gravet i alle årene, på jagt efter den samme skat. Og hans evne midt i graveriet er at lade være med at kysse frøen, når han ser den. Alle andre i samtiden vil presse prinsesser ud af tudser og frøer, men længe før fredningsloven til bevarelse af tudser og frøer gik Larsen rundt og var forelsket i tudsen selv. Han ønskede ikke virkelighedens forandring, ville ikke eventyrets mirakel, men ville i stedet forandringens virkelighed, ville have godtaget tudserne i alle deres former, mest de menneskelige, som et stykke natur. Han ville have os til at forandres, så vi fik øje på virkeligheden og satte den over underholdningen. Og samtidig ville han miraklet, ikke at tudser blev til prinsesser, heller ikke at magthavere blev menneskelige, men selve miraklets eventyr, at vi lærte at godtage tudser som tudser og magthavere som mennesker.
Når der undervejs i gravningen dukkede noget op, som alle andre ville slå ihjel, så værnede Ejvind Larsen det, turde give plads for det. Han brugte sin vrede til at værne det, han selv kalder det frugtbare i tvetydigheden. Og tvetydige er jo alle eventyr, også virkelighedens eventyr om dagligdagens tusser og frøer.
Et sted siger han: (Information 30. maj 1997): "Vil man tilhøre det gode selskab, skal man ikke komme med kendsgerninger, der viser, at Danmark er ramt af et sår, og man må under ingen omstændigheder frygte, at det kan blive et ulivssår. I så fald er man ikke optimistisk, og er man ikke optimistisk, er man ikke moderne, endsige postmoderne.
Vrede over noget som helst grundlæggende i udviklingen er udelukket. For udviklingen er identisk med fremskridtet, og hvem går imod fremskridtet?"
Jeg bliver sat på plads, hver gang Ejvind Larsen skriver en artikel, men ikke nødvendigvis på Larsens plads, ikke altid på samme plads som han.
Undervejs har jeg da været meget overrasket, mest når han var socialist, aldrig når han var mystiker, skønt det hos ham i grunden er det samme.
Når jeg føler mig sat på plads har det intet at gøre med, at jeg selv kan lade være med at tænke - og bare gøre som Ejvind Larsen, for vi har aldrig holdt felttog sammen, vi har aldrig redet side om side i et aftalt korstog.
Jeg havde det da svært med Larsen, da LOs Thomas Nielsen pludselig skulle godtages som frelser, eller også var det Ejvind, der var LOs frelser. Jeg fattede det aldrig helt, men jeg så godt, at da alle de andre omkring murens fald havde travlt med at forråde det, de hidtil havde troet på eller bildt os ind, at de troede på, men som de i hvert fald levede af,  så rykkede Larsen ind, hvor de fleste - også jeg - talte om fagforbening og fagforstening.
Der har været mange af dens slags udture fra Ejvinds side, sære svinkeærinder ud i noget, der skulle vise sig at være vigtigt. Larsen-rejser var opfundet længe, før der kom dyner ind i sagen. Jeg har ikke været med på alle de rejser, men man behøvede heller ikke styrte rundt i hælene på Ejvind, for han kom altid tilbage til udgangspunktet, og der stod jeg så, lige uden for Det radikale Venstres frønnede mark-led, dybt utilfreds med at være holdt udenfor og med endnu større ulyst til at træde indenfor. Imens havde Ejvind Larsen så både besøgt Mao, LOs Thomas Nielsen, Bertel Haarder, Søren Krarup og Hans Jørgen Lembourn.
Men når jeg alligevel føler mig sat på plads, er det hver gang på grund af hans form. Det er hans måde at behandle modstanderne på. Det er hans måde at opsuge anderledes synspunkter på.
Igen og igen graver Larsen så meget på det samme dyrebare sted, at han til sidst for en tid forsvinder ned i hullet, fuldstændig bjergtaget af den nye verden, han oplever under gulvet blandt eksistenser, der aldrig har været til party eller været med bare i TV2s "Set og Sket".
Og når han dukker op fra det hul, der for mig har været ren ideologi eller ny frelser-dyrkelse, så står han der med høvlspåner i håret som en anden tømrersvend, ham fra Nazareth, som han er så optaget af, og høvlspånerne, selv når de er jordslåede, lyser af guld, de er glatte og glade, for Larsen har ikke overtaget de synspunkter, han så længe har været optaget i, nej, han har overlistet dem, brugt dem, indlevet sig i dem, brugt dem op uden at ødelægge dem, og nu har han optaget dem i sig selv, men dermed også forandret dem. Og forandret sig selv.
Jeg ved godt, at sådan burde jeg være. Jeg føler mig sat på plads, irettesat - ikke fordi han optræder bedrevidende, det kunne aldrig falde ham ind, men fordi jeg godt ved, at jeg selv har en helt modsat lyst - til at sige tingene skarpt, ikke at pakke tingene i godgørenhed over for modstanderne.
Samtidig ved jeg godt, at min fremgangsmåde skader mig selv eller min sag, og at Ejvind Larsen gavner en sag ved at være forsonlig over for sin fjende.
Det er jo ikke en vattet forsonlighed, nej, møllestenen hænger altid over hovedet, når Ejvind er ude med penneskaftet, ofte hænger møllestenen kun i en silketråd. Men han råber ikke dagligt de samme ord: Ulven kommer. Så ville han ikke blive troet. Mens hans samlede værk er en stærkt tonende advarsel, en mageløs samfundskritik i vor egen tid.
Jeg mener, det er en for fordel, at der ikke er kommet alt for mange bøger fra Ejvind Larsens hånd. Jeg husker det sådan, at Ebbe Reich Kløvedals bog om Grundtvig, den, der hedder "Folkebogen om Frederik", i virkeligheden skyldes Ejvinds Larsens trofasthed mod dagligdagen og avis-artiklen.
Det var, sådan har jeg i hvert fald hørt historien, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, der fandt på det med, at Ebbe Reich skulle skrive en Grundtvig-bog. Ejvind Larsen havde sagt, han ville gøre det - men Hans-Jørgen Nielsen sagde til Ebbe Reich: - Den får Ejvind aldrig skrevet. Skriv du den. Grundtvig er lige, hvad du har brug for.
Og det var godt set af Hans-Jørgen Nielsen i forhold til Ebbe Reich, og vi andre vandt kun på det, for vi fik Ebbe Reichs bog, men sandelig også år senere Ejvind Larsens bog, den, der hedder "Det levende ord".

Det er stadig sådan, at det opfattes som særligt fint at udgive bøger. Men jeg er rent ud glad for, at Ejvind Larsen ikke har givet sig til at skrive for mange bøger.
Hans bedrift er at tage det arbejde alvorligt, som han er midt, og som han er forblevet midt i. Han har aldrig svigtet det mahognipudsede skrevne danske ord, sådan som det bliver til på avisen - lad mig så bruge det slidte udtryk: at skære hakkelse i døgnets rejsestald.

Det litterære Akademi har allerede prisbelønnet Ejvind Larsen, ikke for hans bøger, men for hans daglige journalistik. Det er glædeligt, at bog-skriverne selv har storsind nok, men også forstandighed nok til at se, at her står vi med noget ganske særligt.
Min far var tømrer - og vi tømrersønner mener jo at have en vis historisk ret til at føle os lidt guddommelige. Men det, jeg husker ham for er mest, at nok kunne han glæde sig over et færdigt arbejde, et rutebils-karosseri eller et nylavet skrivebord. Men aldrig glemmer jeg ham, når han faldt i staver over en høvlspån, en lang, bred og tyk høvlspån med dens fine åretegninger og spinkle farver. Han så dem aldrig som spild, men som billeder på muligheder, alt hvad træet og hans hænder i fællesskab også kunne have fået ud af arbejdet.
Netop sådan ser jeg Larsens værk. Det værdifulde er ikke bøgerne, men de daglige spåner fra bænken, artiklernes strøm, og den helt særegne magt, Larsen har, ja, det er næsten ikke til at forestille sig. Jeg tænker ikke på magten gennem ordene, nej, magten før ordene bliver til. At have tilkæmpet sig et ståsted så sikkert, at der er plads til hans ord. Han er en af de få, måske den sidste, der tillader sig god tid, når han skriver, som giver plads for mangfoldigheden, og som har styrke nok på sin redaktion til, at overvejelserne kommer med på tryk, ikke kun påstandene og parolerne.
Det fyger med høvlspåner omkring ham, men de er ikke fejet væk i artiklerne, de ligger der omkring budskabet som et udsagn om den helhed, som Larsen vil have os med på.
Har I tænkt over, hvor sjældent Ejvind Larsen er i fjernsynet. Det er ikke, fordi Larsen er uegnet til fjernsyn, det er, fordi vi endnu ikke tillader fjernsynet andet end at være enøjet, som et kamera jo også er det. Vi er ganske enkelt vænnet af med at høre på mennesker, der rummer modsætninger.
Er det ikke mærkeligt at tænke sig, at Grundtvig og Søren Kierkegaard, hvis de havde levet nu, næsten aldrig ville være med i en fjernsyns-udsendelse. Fordi de ikke tillod sig den brutalitet at skære deres livssyn ned til en propaganda-sætning eller en smart stribe ord, der kunne overstås på 30 sekunder.
Ejvind Larsen er uegnet til "Fredag i farver", "Ugen der gak",   "Profilen" og den slags hurtige, enøjede TV-programmer, fordi han nægter sig selv den kynisme at forme sine meninger som en tandstikker, når det er hele træet, han vil have til at gro.

Gælder det den medleven, der fører til omkostninger også for ens egne holdninger, har vi på dansk jord kun een, der ligner ham i det lange stræk, og det er Ebbe Kløvedal Reich.
Med Ejvind Larsen er chokkene, de pludselige skift i holdning, ikke så store som hos Ebbe Reich. Det skyldes selvsagt, at Ejvind Larsen har et dagligt talerør. Han har plads og tid til dagligt - og på samme avis, det er væsentligt - at gøre rede for de skift, han foretager. Ebbe Reich har måttet sprede sine livsskift og sine standpunkter ud over flere aviser og i bøger for at komme til orde.

Men alligevel kan jeg huske det store chok, det var, da Ejvind Larsen ville gøre Grundtvig til socialist, ja, sådan opfattede vi det dengang - i sin bog "Grundtvig og noget om Marx".

Nogle af tankerne hos Grundtvig ligner da - kærlighed til fædrelandet er den sande odelsret, den, der elsker, landet ejer det - ikke den, der har skøde på det.
På det tidspunkt, da den lille bog, som fik så stor debat-virkning, udkom, sad jeg på Danmarks Radio og var politisk redaktør i Aktualitets- og Oplysningsafdelingen.
Jeg lavede en lang samtale-udsendelse om Ejvind Larsens bog med Larsen selv, med   Ebbe Reich, Grundtvig-forskeren Kaj Thaning og højskolemanden Poul Engberg, der dengang ikke gik så frie veje som nu.
Udsendelsen kørte los med masser af ord om Grundtvig og socialisme. Og lang tid gik med at drøfte, om Grundtvig havde mødt Marx eller læst Marx. De var jo samtidige, så det var tænkeligt nok.
Deltagerne i udsendelsen prøvede på ud fra ord, de kendte hos Grundtvig og Marx at gøre det sandsynligt, enten at Grundtvig havde mødt eller læst Marx og var påvirket af ham i hele sit sociale syn, eller det modsatte.
Mens jeg sad der som ordstyrer og holdt de stridende sammen og fra hinanden på skift, kommer jeg til at kigge ud i teknikerrummet. Selve studiet var adskilt fra teknikken med en stor glasrude. Der stod en mand og vinkede og vinkede, pegede på sig selv og pegede ind på os og på mikrofonen.
Det var irriterende og forstyrrende. Det var en direkte udsendelse, så det jo vigtigt at prøve at holde samtalen oppe på et spændingsplan og et indholdsplan, der kunne bære vand
Men af og til slap jeg mit overopsyn med de samtalende - og blev klar over, at det var forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, der stod der udenfor studiet. Der var heller ikke tvivl om, hvad det var, han ville. Han ville med i udsendelsen.
Han ville bryde ind og have sagt et eller andet.
Hans Jørgen Nielsen var ikke hvem som helst. Han var selve ungdomsoprørets ideolog, den danske venstrefløjs første-teolog, som først siden hen gav sig til at skrive om fodboldengle og Fremad Amager.
Tressernes ungdomsoprør i Danmark var ældre end 1968, det havde været i gang længe. 1968 er et fransk år, og det er helt latterligt at overføre det til sindbillede på danske tilstande. Tværtimod, 1968 var det år, da vi fik borgerligt flertal i Danmark og VKR-regering med den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard som leder, i dag må man nok kalde ham Danmarks mest glemte statsminister.
Ungdomsoprøret i Danmark havde åndeligt set to ledere, den ene var som nævnt ideologen og den marxistiske teolog Hans Jørgen Nielsen, profeten var Ejvind Larsen.
I historiens lys vil det mere og mere fremgå, at den, der gav ungdomsoprøret i Danmark folkelige og danske støbeformer, var Ejvind Larsen. Han er ungdomsoprørets egentlige profet, den, der med størst styrke så videre end ideologierne, ja, som forløste den socialistiske del af ungdomsoprøret og gjorde det ved at genbruge og forny Grundtvigs og hans tænkning om folkelighed.

Det hindrer selvsagt ikke Ejvind Larsen i nu at skælde ud på ungdomsoprøret. Jeg synes selv, tresserne var den herligste tid, og jeg er ikke nær så hård ved hændelsernes forløb dengang, som Ejvind Larsen er.

I maj måned i år skrev han i dagbladet Information (fredag 30. maj 1997):
"MIN VREDE ER (…) rettet mod de dele af det 68-oprør, jeg selv var med i, og som dyrkede friheden som en entydig gud.  Med den gud havde jeg intet at stille op mod den nye herskende klasse af globaliserede symbol-analytikere, jeg var kommet i selskab med.
Hvorfor kunne den anden del af 68-oprøret, der havde med solidaritet at gøre, slet ikke hævde sig mod friheden, så solidaritet i dag er et ord, der bare er til grin?
Det er der sikkert mange grunde til, men her sammen med mine tømmermænd har jeg ikke andet at holde mig til, end at friheden er en meget tvetydig magt, og skal den blive en kraft, der kan holde kendsgerningerne ud, så de fremkalder vrede, må friheden stå i taknemmelighedsgæld til noget andet, der forhindrer den i at stige sig selv til hovedet.
Det andet er på én gang meget stærkt og meget skrøbeligt.  Stærkt, fordi det kommer før alle teorier og -ismer som den kropslige glæde ved at dele glæden med andre.   Og den kropslige vrede over at andre afskæres fra glæden.  Skrøbeligt, fordi det kan stivne og smuldre som videnskabelige teoridannelser og politiske dogmer.
68-oprøret udviklede teorier og dogmer for den entydige frihed og de moderne globaliserede symbol-analytikere tog konsekvensen.  Men der er stadig glæde i kroppene og man kan blive meget vred over, at så mange danske børn har ondt i maven, ryggen og hovedet i stedet for."
Ejvind Larsen har forinden gjort rede for, at næsten hver fjerde skoleelev i Danmark i alderen fra ni til 15 år hver dag er plaget af stress-symptomer. "Det skyldes ikke den forjagethed, alle betydningsfulde mænd og kvinder udbreder sig om i disse tider, da det gælder om at have travlt for at vise, at man er noget betydningsfuldt. Skolebørnene er ikke betydningsfulde, de har bare ondt i hovedet. Ondt i maven. Ondt i ryggen. Nervøsitet, søvnbesvær, svimmelhed, dårligt humør, ensomhedsfølelse, følelsen af at være udenfor, være presset, se forkert ud (for pigernes vedkommende navnlig at være for tyk) og ikke at kunne følge med. De er kede af det."
Men nu har Hans-Jørgen Nielsen stået længe nok der udenfor døren til radiostudiet. Som sagt var det en direkte udsendelse, så det var ikke muligt at tage ham ind i studiet. Der stod jo også i radioprogrammerne i alle aviserne, hvem der medvirkede, og Hans Jørgen Nielsen var ikke med. Men det var jo tresser-ånden, friheden, der herskede, så uden nogen frygt for Radiorådet, generaldiektør Hans Sølvhøj, radiodirektør Bindsløv eller den tredje socialdemokrat blandt mine chefer, programchef Jørgen Vedel-Petersen, dengang kunne man ikke få en høj stilling i radiohuset uden at være socialdemokrat, så bød jeg Hans-Jørgen Nielsen indenfor.
Det viste sig at være en klog beslutning. Han kunne fortælle, at han ikke mente, at Grundtvig nogen sinde havde mødt Marx eller læst Marx, men derimod havde han lige fundet ud af, at Marx kendte Grundtvig. Marx havde skrevet en kronik i en avis i Berlin om den danske præst.
Det var guf, endnu før man talte om guf.
Det er ikke sådan, at man først på afstand kan se, at ungdomsoprørets profet var Ejvind Larsen, kirke- og skolemedarbejderen på dagbladet Information. Det var åbenbart, allerede da han fik sine åbenbaringer.
Som Ebbe Reich havde Ejvind Larsen det særegne udgangspunkt for sit socialistiske ungdomsoprør, at han kom lige ud af borgerligheden, nærmere bestemt det, der blev Hilmar Baunsgaards radikale Venstre, uden dog at være Baunsgaard-dyrkere - men begge med en forestilling om at kunne genføde de gamle dage, da Jørgen Jørgensens folkelighed, hentet lige ud af den grundtvigske opskriftsbog, var et begreb, man måtte kende til for at få indflydelse på Christiansborg.
Det er et særkende for Ejvind Larsen, at hans ord slår hårdt, men han er ikke som person hårdtslående. Han er ikke til brask og bram. Han er på sin vis i hele sin fremfærd opdraget i tresserne, længe før 1968, for den bedste del af det danske ungdomsoprør lå før 1968.
Det var længe, før man talte om bløde mænd, som først kom i halvfjerdserne. Og det handler slet ikke om blødhed, men om den blidhed, der holder magten i skak. Barneblidheden, ville Grundtvig sige.
Jeg kender ikke blidere mandfolk end Ejvind Larsen og Ebbe Reich. Jo, det gør jeg måske nok, men ikke blandt dem, der uophørligt i en årrække hver dag prøver at ramle sig skrammer til i offentlig drøftelse.
Blidheden er ikke bare et karaktertræk hos Ejvind Larsen, så ville det være for privat at drage frem her. Men blidheden er blevet et våben hos ham.
Selvsagt har han haft denne blidhed, den offentlige blidhed, hvis I kan gå med på den, han har haft den i sig, men selv blidhed kan skærpes og rendyrkes uden at blive forfinet, så den bliver et sværd.
Et kodeord til forståelse - ikke af Ejvind Larsens person, mens af hans værk, artiklerne og bøgerne - er at fatte værdien i det at fuldbyrde og forene modsætninger.
Den sædvanlige fremstilling af ham i mange år var den, som han delte med Ebbe Reich, at han havde socialistisk hård hud på hænderne, at han så verden venstredrejet og skrev med ideologien som blækhus.
Men det er jo lige ud en helt løgnagtig fremstilling af det søgende menneske, som Ejvind er. Han har som få haft mod til at udstille sine vanskeligheder. Han har kæmmet sine standpunkter for lus, men han har ikke skamfuldt gemt lusene væk, nej, vi har fået dem udstillet hver og een, og de var såre genkendelige, for de lus havde også været i vores egen hovedbund. De meninger, de fejl og de enfoldigheder var også vore egne.
Han har ikke stillet sig over sine læsere, men forvaltet den arv, som er den egentligt grundtvigske. Han har ikke skrevet historieløst, ikke kun tilpasset ordene det øjeblikkeligt moderne, men har folkeligt husket, at han også selv var historie. Det er den mest hjælpsomme pen, der fører en fra ens fortid og svære nutid over i fremtiden ved ærligt at skrive om de vanskeligheder, som skribenten har fælles med læseren.
Folkelighed som ord kan i nutidige udgaver have svært ved tilstrækkeligt at have igangsættende kraft. Men folkelighed som virkelighed, som en særlig demokratisk, dansk arbejdsform, det, der blev sat i gang i forrige århundrede, lever nu videre på et af de steder, hvor det i dagligdagen synes at have de vanskelige vilkår, nemlig på dagbladet Information. Det er igen lærdommen om, at det er i mødet med din modstander, det bærende opstår. I modsigelsen ligger fællesskabet.
Og det er for mig spændende, ja, mer end spændende, at en skribent som Ejvind Larsen i mit eget slægtled står vagt om denne særegne demokratiske sædvane, uanset at hans politiske omgangskreds for en tid havde andre mål end de traditionelt demokratiske.
Jeg påstår ikke, at Ejvind Larsen lever et genliv hos Grundtvig. Det, der er sket i alle de år, hvor høvlspånerne har stået ham om ørene, er jo, at han i sig har optaget alle de folk, han har mødt ned i hullet under gulvet.
Og selv dernede i hullet hos mytens, eventyrets tudser og hos de underjordiske har han haft de overjordiske antenner ude, holdt sig på forkant med fremtiden. Han æder ord, som andre æder ymer eller A38. Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder. Han optager det nye, de særeste og fremmeste tanker i sig.
I hans artikler møder vi de nye tanker, endnu før Larsen selv har fordøjet dem. Han tygger på dem, er en slags grundtvigsk drøvtygger, der spytter ud og begynder tyggeriet forfra.
Det er den ældgamle opskrift, han bruger, når han gør sig selv ny - og dermed også vi andre som læsere. Han fortæller. Ganske enkelt fortæller. Han tager sig tid til eventyret, det gode og det grumme eventyr. Og det er - som hos alle gode eventyr-fortællere - sådan, at det ene eventyr skaber det andet.
Når Larsen fortæller, så tager han sig tid til at udvælge mytens modsætninger. Han kan indlede med at sige, at i går var der to nyheder. Den ene stod på forsiden. Det var nyheden om, at fotomodellen Katja Storkholm Nielsen gennem sin advokat lod meddele, at hendes forhold til kronprins Frederik var ophørt. Den anden nyhed, som ikke kom på forsiden, var, at nok er USA det mægtigste og rigeste industriland i verden, men det er også i spidsen, hvad angår hungersnød og fattigdom blandt børn. Mellem en femtedel og en fjerdedel - 22 procent - af alle børn i USA lever på eller under fattigdomsgrænsen.
I løbet af ingen tid er vi så ovre i, hvordan det står til her i Danmark, og hvordan det kan gå til, at vi ikke er vrede. Og han slutter så artiklen med et evangelium, intet mindre. Der står: "Måtte de lykkeligt som ulykkeligt elskende, som hele vores medieindustri og kulturliv sværmer om fra Hollywood til Østre Gasværk, ikke blive for hårde. Så de glemmer de mange, der i vores kultur føler sig som tabere."
Og sådan optager han i årenes løb, i artiklernes løb, ordene, tankerne i sig selv, sådan som Thøger Larsen drømmende optog stjernen i sig selv, skønt han stadig havde begge ben på jorden.
Ud af det er der kommet en ny ideologi, Ejvind-ismen. For i grunden er han ikke grundtvigsk, socialist endsige liberalist. Han er heller ikke en af de ellers i vor tid så højt elskede mellemmænd, ikke en socialistisk Viggo Kampmann, der sagde, at inderst inde var han lidt af en liberalist. Eller en venstremands-liberalist, som bare vil socialismen minus 10 procent. Eller nu viser det sig jo, at venstremænd er socialdemokrater plus ti procent. Som vi har set de sidste uger, hvor det er afdækket, at kommuner med Venstre-flertal bruger fler offentlige penge end socialdemokraterne, og at Venstre-styrede kommuner i de sidste fire år har ansat flere offentligt ansatte end socialdemokratiske kommuner. I politik får vi altid de modsatte af det, vi stemmer på.
Sådan er det ikke hos Ejvind Larsen. Ejvind-ismen søsætter en ny vrede, eller det som Ejvind Larsen kalder den frugtbare tvetydighed.
Der er stadig megen glæde i kroppene, siger Ejvind Larsen, og han kan blive meget vred over, at mange danske børn har ondt i maven, ryggen og hovedet i stedet for.
Nej, der er ingen nådig Larsen at finde, end ikke for Larsen selv.
Han må selv søge hjem til fortællingen for at overleve. Sådan som Martin Luther måtte gør det, i hvert fald ifølge Jakob hans to bøger "Angst" og "Mod".
Jeg vil slutte med Jakob Knudsens skildring af drengen Martin. Her har han første gang har været hjemmefra, på skole i Magdeburg. Han er gået hele vejen hjem fra Magdeburg til forældrenes hus i Mansfeld for at holde jul. Han er helt forkommen af den kolde tur og længes meget efter, at det skal blive jul som i hans barndom. Han håber, at faderen er nødig, at faderen ikke vil gøre ham skyldig, for han føler, at faderen har gjort ham skyldig hele barndommen, så han ingen retfærdighed kan finde, og så håber han,   at moderen vil fortælle eventyr og sagn om de underjordiske, som hun er så optaget af:
"Det var to Piger, - de stod og gravede inde i en Have der i Möhra, og den ene graver så pludselig en tyk, hæslig Tudse op.  Hun blev straks så fortagen af det, så hun vilde lige til at skære den over med Spaden.  Men den anden Pige var medlidende og sagde: »lad nu det sølle Dyr leve; den har Gud jo dog også skabt, og har han givet den Livet, så lad ham også være ene om at tage det igen.« - Hendes medtjener var en ugudelig Tøs og lo ad hende, men hun blev ved at bede for Tudsen, så den anden tilsidst gav efter og lod den leve. Så ikke længe efter kom der en Dag en lille bitte Mand ind i Køkkenet til de hér to Piger, hvor de tjente, - i en brun Trøje med store Daler-Knapper og en Hat med bred Skygge.  Han hilser så meget venligt og byder dem begge komme til Barselgilde hos Underjordserne.  Han sagde tillige, at her under Ildstedet i Køkkenet var der et Hul, som vilde åbne sig næste Søndag, og der skulde de kuns gå ned.  Og da han havde sagt det, var han borte.
Nu vidste de dér to Piger jo ikke: skulde de gå, eller skulde de lade være?   Og de henvendte sig så til Præsten for at få Råd af ham. jo, han fandt ikke, der var noget at betænke sig på, han rådede dem til at gå, - sådan en Kærlighedsgerning skulde man ikke nægte nogen. - Da så det var blevet Søndag, og Solen stod lige i Sønder, så ganske rigtig åbnede der sig en Dør under Ildstedet, og de to Piger, i deres Søndagsstads, og i pæne, hvide Skørter, trådte derind ad, og blev straks modtagne af to små, brune Mænd, som de så fulgte med ned ad en prægtig, bred Trappe.  Tilsidst kom de til en stor, strålende Sal, og der var alle Underjordserne allerede forsamlede.  Da de så havde hilst på dem hver een, kom Præsten frem og døbte Barnet, og det var ikke større end som en Hånd. - Så satte de sig til Bords, og de to Piger fik Sæde ved Siden af Barselkonen, og de lod sig Maden godt nok smage.
Da de nu havde siddet der en Stund, kommer hende den ugudelige Pige til at se op, og da blev hun ikke lidt bange, for lige over hendes Hoved hang der en Møllesten - blot ved en Silketråd.  Hun sprang op og vilde af Sted, men Barselkonen bad hende sætte sig ned igen og sagde: »Vær nu ikke bange, der skal ikke ske Dig noget ondt.  Se kuns, da Du for nogle Dage siden vilde slå mig ihjel med Spaden nede i Haven da hang mit Liv i en Tråd, og det gør Dit nu også; men da Du dog lod mig beholde Livet, så skal det ikke gå Dig værre, og Møllestenen skal ikke slå Dig ihjel.«
Så gav Pigen sig da til Tåls, og de åd og drak lystig videre, og det ene Fad blev sat på Bordet efter det andet.
Men til allersidst bar en lille Mand et Fad ind, der var Låg over, og satte det foran Pigerne, og en af Underjordserne sagde til dem, at de skulde kuns tage Låget af. Først var de rædde og vilde nødig til det, men Underjordserne forsikrede, at det tog de ingen Skade af.  Så løftede de da Låget, og så, at Fadet var fuldt af Lus.   Da de så vendte Ansigtet bort af Væmmelse og Ledagtighed, sagde en af Underjordserne: »ja, det er de Lus, som l kæmmer af jert Hår, når l kæmmer jer om Torsdagen; de falder allesammen herned i vore Fade.  Derfor vilde vi bede jer lade være med at kæmme jer lige den Dag, og sørge for, at de andre deroppe også vil lade være dermed. Det lovede Pigerne, og lidt efter rejste Folk sig fra Bordet.  Da Pigerne nu bød Underjordserne Farvel, takkede Barselkonen og hendes Mand dem for den Venlighed, de havde vist dem, og Konen gav desforuden hver af Pigerne et Par Håndfulde Høvlspåner og sagde, de skulde
passe godt på dem.
Så gik de, og de to brune, små Mænd førte dem atter op ad den samme smukke Trappe, som de var kommet ned ad.  Men da de så stod ene i Køkkenet, kastede den Ugudelige af dem straks sine Høvlspåner på Ilden og sagde: »Når Underjordserne ikke kunde give mig en bedre Mindegave om deres Barselgilde, så skulde de hellere have beholdt den for dem selv.« - Dernede havde hun ikke turdet sige sådant noget, for der var hun hele Tiden bange for Møllestenen.  Men den anden Pige sagde: »de har dog sagt, vi skulde passe vel på det; man ved jo aldrig, hvad det kan være godt for.« Og hun gik til sit Skrin og kom Høvlspånerne deri. - Da nu de begge tog deres Barselstads af, faldt der noget til jorden fra den Ugudeliges Tøj, og da hun skulde se til, var det et blankt Guldstykke
"Det er Høvlspånerne!« sagde den Medlidende og gik til sit Skrin og fandt der en stor Skat. - See, nu var hun på een Gang bleven en rig jomfru i Stedet for en fattig Tjenestepige, hun blev gift og havde ingen Nød mere; men den Ugudelige kunde det aldrig ret blive til noget for.
Martin syntes, det var så umådelig længe siden, han havde hørt sådant et Eventyr af sin Moder, og det kunde dog vel ikke være mere end godt et År siden.  Men på den rigtige Måde! - ja, dér skulde han langt tilbage! og det kom jo også an på ham selv. - Det var jo heller ikke på den rigtige Måde nu - for han var ikke med sådan i dét, der blev fortalt, det var ligesom ens godt altsammen blot derved, at hans Moder fortalte det.   Men de andre lo svært, da det med Lusene om Torsdagen kom. - - Det var også underligt med hans Moder, for når hun fortalte Historier, så kunde hun sige Lystigheder, som hun ellers slet ikke brugte eller kunde finde på.   Det var med hendes Fortællen ligesom med en Dans. l en Dans kunde hun jo godt svinge og klappe i Hænderne og trampe i Gulvet, skønt det aldrig ellers kunde falde hende ind.  Når hun fortalte, så var det vist ligeså meget andres Ord, fremmed Tale, hun brugte, som når hun sang en Vise.  Men hvis Ord brugte hun mon, når hun fortalte?  Dem havde hun da vist ikke fra noget bestemt Menneske? - Å, han syntes heller ikke, han selv havde været nogen bestemt Person, den Gang han rigtig hørte hendes Eventyr.  Han havde da i hvert Fald slet ingen Ulejlighed haft af sig selv, han var så let som en Fugl i Luften. ja, det var længe, længe siden!
Nu vilde hans Moder vistnok til at begynde igjen!  Hun rømmede sig og flyttede sig lidt på Stolen.  Det huskede han jo også så godt fra før: når hun satte sig hen med dem for at fortælle, så havde de gerne bedt hende derom i Forvejen.  Men når hun først havde begyndt - så behøvedes det ikke at bede hende mere, og det passede sig vist ikke engang.  Når hun havde endt een Historie så sad hun lidt og tav efter den - og så tog hun fat på en ny, helt af sig selv, - det lignede noget de gamle Hestes Gang i Hans Reinickes Faders Teglværk."
© Poul Erik Søe 24. november 1997, velkomst på Lønne Højskole til et uge-ophold om journalisten og forfatteren Ejvind Larsen, Information.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside