Virkelighedens Barbara
Danmarks Radios fjernsyn genudsender i disse dage, først og fremmest på 2'eren, Else Lidegaards udsendelse fra 1974 om virkelighedens Barbara, der hed Estrid og i Jørgen-Frantz Jacobsens korte voksenliv spillede den åndelige og kønslige rolle, som udmøntede sig i romanen "Barbara".
Genudsendelsen er først og fremmest en ækel påmindelse om den hjertets hårdhed, der fik Danmarks Radio til i sine fyrings-stimer også at fjerne Else Lidegaard. Hendes dybt personlige optagethed af emnerne, hendes professionelt enfoldige evne til enkelt at give den flade skærm dybde og hendes anderledeshed i valget af emner savnes, så det gør ondt at se, hvad vi siden er gået glip af.
Men det gør også godt - ovenpå Barbara-filmen. Jeg indser nemt, at færingerne er stolte af filmatiseringen, og følte selv - på tredie række i en lille, ny biografsal i Esbjerg - atlantiske sprøjt over mig, da Kingos "Sorrig og glæde de vandre tilhobe" holdt vandene omkring de små øer i brændings-højde.
Det, der ikke lykkes, i Barbara-filmen er at skildre den kolde brandbombe, som kvindeskikkelsen Barbara er i Jørgen-Frantz Jacobsens liv og i hans roman. Den norske skuespillerinde, der er valgt til hovedrollen, har i sit tonefald - for mig - for megen falsk norsk, jeg burde sige vestnorsk moral i sig - den slags moral, der kun er skik og brug, og som ikke kommer fra sindets dybder. I hvert tager det sig for mig ud, som om den norske kvindeskikkelse ikke ejer selve det instinktive, kvindelige oprør mod indavlens forfald, et instinkt, der driver Barbara ud i naturgiven kamp mod den falske morals indeburing.
Den Barbara, Malmros sætter på lærredet, har mange kvaliteter, men mangler næsten vejen igennem den ægthed, der lyste på skærmen fra den Estrid, der er romanens inspiration, og som Else Lidegaard har gemt på fjernsynsbånd for eftertiden.
Vel er Estrid da på skærmen med mandfolkeøjne en kold satan, men samtidig aner man i den gamle kvinde den varmdrift, der holdt Jørgen-Frantz Jacobsen gående - som længselsfuld afstands-elsker og tvang ham til at blive den forfatter, han ikke ønskede at være.
Forfatteren William Heinesen, fætter til Jørgen-Frantz, havde været konsulent for Else Lidegaards skildring af Barbara, den konsulent, Malmros har manglet, og som han af selvsagte grunde ikke kunne få.
William Heinesen så, at Barbara - Estrid - ikke var et umoralsk menneske, men netop en kvinde, der søgte mod den fuldkomne kærlighed, den store kærlighed, den evige kærlighed. Det er en søgen, der sætter hende ud over falsk moral - og sætter et helt Atlanterhav som skel mellem Færøerne og Vestnorge.
Jørgen-Frantz Jacobsen, sygdomsramt og længsels-styrket, søgte den samme kærlighed, der rækker ud over det kønslige, eller gør det kønslige til selve evigheds-driften. William Heinesen i sin varme klogskab så, at den kærlighed fandt Jørgen-Frantz Jacobsen ikke i Estrid, og hun sagde ligeud i Else Lidegaards fjernsyns-skildring, at hun heller ikke fandt den hos ham. Hun var egentlig aldrig kønsligt betaget af ham.
Det er denne dobbelthed, der får Jørgen-Frantz til at kalde Estrid for satan og forbandet kælling, men det er også den dobbelthed, der er selve dragningen mellem de to - og selve stoffet, det kødelige i Barbara, pigen og romanen.
Eller med Kingo fra den salme, som er temamelodi i Malmros-filmen, Sorrig og glæde de vandre tilhobe:
Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen er sælsom og skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.
Alt dette ikke for at nedgøre Barbara-filmen, men for at sige, at uden Else Lidegaards personligt skånselsløse baggrunds-skildring er der ikke dybde i driften under det i filmen flot gyngende, torshavnske dansegulv.
© Poul Erik Søe 18. oktober 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside