Asfaltfabrikken i baghaven
Det muntre, jævne og virksomme liv præger just ikke valgkampen, undtagen i TV MidtVest. Udsendelsen tirsdag aften fra valgkampen i Ringkøbing amt gav mægtigt mod på folkestyre og folkeligt samvær. Det var herlig humor og prisværdig alvor i en blanding, der hævede fjernsyn og stedlig politik langt, langt op over det poppede.
Selvsagt siges der landet over lige i øjeblikket det samme om partilister og lister uden for partierne. De siger de samme ord i Ringkøbing amt, men når dygtige, egnskyndige pressefolk spørger ud, så får vi alligevel mer at vide end almindelig overfladesnak.
Der er ham, der nu opstiller for at kæmpe de ældres sag, og som sidst havde sit navn på en liste, der kæmpede de arbejdsløses sag. Og han ville have, at de penge, der mangler i kommunekassen, skal bruges på noget helt andet end hidtil, også til børn, da han nu kæmper de ældres sag.
Og det hænger ikke ringere sammen end ordene hos dem, der har siddet år efter år på kommunemagten, og som hele tiden må tage sig selv i kraven for ikke at sige, hvad de mener, nemlig at de andre opstillede slet ikke magter det, som de heller ikke selv magter.
Det, som den midtvestjyske redaktion kan, er at spørge kyndigt og klogt, at lade de medvirkende udstille sig selv, ikke som ofre, nej, helt usædvanligt får de af og til næsten hjælp, bliver reddet af pressefolkene.
Der er i valget af medvirkende lagt vægt på de modsætninger, som skaber både udsendelse og samtale. Der er - som i  skildringen af Åsteds valgmøde - en redelighed, så man pludselig indser, at den midtvestjyske senders styrke er det enkle, at de ikke skammer sig over at være, hvor de arbejder, at de ikke time for time længes efter at nå frem til at være popstjerne i et eller andet program, men at de tværtimod er nået frem - til at tage det alvorligt, de er midt i.
Valgmødet i Åsted var spændende i formen, nok ikke det endelige svar på vælgermøder, men hvornår finder man noget endeligt? Mødet, hvor de opstillede og vælgerne sad sammen ved småborde, er et opgør med det folkelige helvede, der hedder panel-diskussion.
Forsamlingshusets panel-debatter har altid været en plat efterligning af fjernsynets paneler, der jo udelukkende er opfundet for at have forskellige hoveder at rette kameraerne imod. Og en vælger er jo ikke et kamera, men to øjne, to øren og een mund, som hver for sig kom sundt i brug i Åsted.
Svagheden ved småbords-samtalen er selvsagt, at den folkelige selvkontrol ikke virker på sådan et møde. De opstillede kan ikke fastholdes på den samtale, der finder sted, fordi så få har del i den, at der ikke er et sogn eller et valgområde som vidne, og det er umuligt for den stedlige presse at gengive andet end vilkårlige glimt fra mødet.
Småbords-samtalen kan godt gavne folkestyret, fordi der i hvert fald en overgang kommer flere til møde. Hvem vil ikke gerne høre sig selv? Men en genfødsel af den folkelige indflydelse er mødeformen ikke, og en af de opstillede vidste da også, at han selv kunne styre samtalen. Hvis folk ikke spurgte til hans mærkesager, så kunne han jo dreje samtalen i den retning.
Udsendelsen om kommunevalget i Ringkøbing amt sluttede i lun stemning, da en medarbejder gik ind til en opstillet fra Fremskridtspartiet. Den opstillede var selv en herlig type, tidligere kredsformand for Det radikale Venstre, og det er jo ikke mere sært, end at pølsemand Poulsgaard var kommunist, før han blev fremskridtsmand.
Udsendelsens fremskridtsmand mente, at al den nabohøring, før der må bygges, er helt overflødig. Han var tilhænger af kræfternes frie spil. Så en munter pressemand havde, da han tog ud til den opstillede, medbragt et kort, der viste, at amtet havde planer om at tillade byggeri af en asfaltfabrik lige op ad fremskridtsmandens hus.
Det tog den gamle i stiv arm. Og det er just det fine ved sagen. Journalisten pakkede ikke sammen og opgav sin udsendelse. Den måske vordende politiker var ikke gået i fælden, men journalisten var slet ikke kommet for ondskabs skyld. Han var kommet for - med en fin udsendelses-tanke i lommen - at skildre et anderledes synspunkt og et anderledes menneske. Og det lykkedes smukt, sjovt og smilende.
Sådanne glimt fra et amt i stilfærdig politisk valgkamp bliver til på det vilkårlige grundlag, at hændelserne aftenen forud og samme dag sætter grænser for, hvad der kan sendes. Det er ikke muligt at lave en endelig, overordnet plan for programmet. Alligevel hænger det sært og smukt sammen, og det kan kun skyldes, at stationen i sig selv har fundet sig en tone, der i hvert fald ikke er fremmed for egnen.
© Poul Erik Søe 4. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside