Hjælpsomme amerikanerne
Hvor skal vi dog være glade for de søde amerikanske flyvermænd, som er så hjælpsomme i Grønland, og som heldigvis hindrer de slemme grønlændere i at fange hvalrosser.
Væmmelige USA-fjendtlige aviser som Berlingske Tidende prøver at hænge amerikanerne ud for deres hjælpsomhed, mon ikke det blad hurtigt igen må have sig en ny redaktør?
Statsminister Nyrup havde jo lovet folkene oppe i Thule en landingsbane. Sådan en landingsbane er en særlig belønning, som den danske statsminister uddeler til folk, der er blevet svindlet, snydt og bedraget af danske statsministre. Man kalder den slags landingsbaner for den politiske svindels Oscar.
Der er også i år stor spænding om, hvem der skal have "Nyrups landingsbane 1997", men mon ikke det bliver færingerne? Vanskeligheden er kun, at statsministeren skylder færingerne så mange landingsbaner, at det kan knibe med flade områder nok på øerne.
Ad åre vil færingerne sidde inde med så mange landingsbaner, at selv statsminister Nyrup vil kunne finde en at lande på.
Men oppe i Grønland har amerikanerne løst statsministerens vanskeligheder. Knap havde Nyrup i en snak med landsstyreformanden, der altid farer op som en hvalros og kan købes for en ispind, lovet dem en landingsbane, før der blev ro i det politiske Grønland.
Men endnu bedre var det, at amerikanerne for egen regning gik i gang med at bygge den landingsbane, som Nyrup havde lovet grønlænderne.
Uheldigvis var det en islandingsbane, lagt netop hvor der er mange hvalrosser. Og hvalrosser skal man tage hensyn til, det ved selv amerikanerne, for hvalrosser er jo ikke grønlændere og hører derfor direkte under Greenpeace.
Da socialdemokratiske statsministre har det med at lave atombombe-aftaler med amerikanerne og siden lyve både for folketing og folk, så var det alligevel ikke så godt med den landingsbane. Især da ikke lige før både kommunevalg og folketingsvalg.
Derfor er der nu slet ingen i Danmark, der ved noget som helst om den landingsbane, som pludselig er lagt på is. Forsvarsministeren ved slet ingen ting, da hvalrosser ikke er hans område.
Den grønlandske landsstyreformand ved heller ingen ting. Nu vil han have noget at vide, siger han, og også om aftalen fra 1951. Men udenrigsminister Helveg Petersen, der ganske vist heller ikke har noget med hvalrosser at gøre, men som bestemmer både over United Europe og United States, i hvert fald over åbenheden, som er hans vigtigste område, har for en uge siden erklæret, at kun han alene må forhandle med amerikanerne. Det skal hverken grønlænderne, hvalrosserne eller danskerne blande sig i.
Da grønlænderne er de ringeste folk på hele jorden, hvad der kan ses af, at de er de eneste i hele verden, der har meldt sig ud af EU, så ved vi allesammen, hvad denne sag ender med.
Udenrigsminister Helveg Petersen vil i sin eneforhandling med USA, som måske ikke engang amerikanerne må deltage i, vedtage, at landingsbane skal grønlænderne have. Fejlen er, at den første blev lagt oven på hvalrosserne. Landingsbaner i Grønland skal ligge, hvor der bor grønlænderne.
Allerede i morges kørte de første gravkøer ind i Nuuk, Godthåb.
© Poul Erik Søe 4. november 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

 

Enmandsavisens forside